Udbrændthed i Pinsen
Blandt ansatte i den svenske pinsebevægelses menigheder og dens andre virksomheder er der 13 ud af 100, der er langtidssygemeldte, næsten dobbelt så mange som ellers blandt tjenestemænd i Sverige.
– En meget stor del af sygemeldingerne skyldes udmattelsesdepression, det vi i daglig tale kalder udbrændthed, forklarer Claes Waern, der er menighedskonsulent i pinsebevægelsen.
Pinsebevægelsens konsulenter angiver, at uklare arbejdsbeskrivelser, diffuse mål og dårlig grænsedragning gør mange usikre og dermed disponerede for stress. Arbejdsgiveren skal desuden hjælpe de ansatte med at trække grænsen mellem arbejde og fritid – en besværlig opgave i virksomheder, hvor både frivillige og ansatte yder en stor indsats.
-Trons Värld/and