Cd-anmeldelser
En bemærkelsesværdig cd – og et par til …

Musikanmelderen har de store ord fremme i sin anmeldelse af cd med et helt nyt værkFire stykker musik udgør denne bemærkelsesværdige cd, hvoraf tre er viet til musikkens skytshelgen Cæcilie, to er dejlige nye danske værker, og et må gå under klassifikationen fremragende kirkemusik. Magle, Nielsen, Britten og Mendelssohn er komponistnavnene, men vi bliver ved Frederik Magle.Af de 4 værker forløser det propert syngende københavnske Cæciliekor bedst Magles store ”Kantate til Sankt Cæcilies dag”. Denne helt usædvanligt smukke og sjælsgribende musik har en særlig dansk tone over sig og er skrevet af en ganske ung komponist, der dog allerede i mange år har været kendt herhjemme som organist, virtuos og komponist – og kongehusets kæledægge.
Den stærke legende om pigen Cæcilie, der på grusom vis døde for sin kristne tro, har Magle med Iben Krogsdals danske tekst i 6 satser transformeret til et formidabelt værk, der er et overflødighedshorn af smukke, elegiske og følsomme, men dejligt usenti-mentale melodier. Medrivende varme, lyrisk patos og inderlig hengivenhed er andre relevante kendetegn. Musikken er iklædt en spændende, velartikuleret og gennemsigtig kammermusikalsk instrumentering, tilvejebragt af de 12 instrumenter, der i en stadig fornyende og velklingende sats omkranser og løfter de 2 kor og de 3 solister. Magles moderate modernisme er i hans personliggjorte stil en oplevelse af de helt usædvanlige.
Jeg kender næsten intet kirkemusikalsk værk, jeg for øjeblikket hellere vil anbefale!

Josquin og Victoria – med præg af russisk munkekor

Oplev den gamle nederlandske vokalpolyfoni i sin rendyrkede form, hvor der kræses for de allermindste detaljer i hver stemme. Den perfekte harmoni, der afspejler det guddommelige, gennemsyrer de største mestre, Josquin des Prez’ og Victorias’ 16 latinske motetter i denne udgivelse fra Danacord.
”Schola Cantorum Copen-hagen” realiserer de mange iboende musikalske intentioner i en lidt uhomogen korklang, med præg af russisk munkekor. Her dog med kvindestemmer som sopraner, hvad fostermændene jo heller ikke lige havde forestillet sig. Men ok, sådan gør man jo i dag. Alterne er til gengæld falset-syngende mænd.

Gebel – et frisk pust

Fra tid til anden dukker der pludselig et komponistnavn frem på den musikalske scene, der kommer som et frisk pust fra forgangne tider. Barokkomponisten Georg Gebel (1709-1753) har 250 år efter sin død gjort en bemærkelsesværdig entré med to store oratorier, et jule- og et nytårsoratorium. Typisk er historien for sådan en komponistskikkelse en karriere som en lokalt berømmet kapelmester/kantor, hvis værker i eftertiden har fået lov at ligge på et arkiv, indtil nogen er blevet opmærksom på dem. Gebel var sådan en fyrsteligt ansat kapelmester i den tyske by Rudolstadt i Thüringen. Han har efterladt en enorm produktion inden for mange genrer, hvoriblandt hans juleoratorium i samtiden var anset som hans mesterværk. Det er bemærkelsesværdigt nok blevet opført trofast årligt i ca. 100 år i Rudolstadt.
Begge værker er lys og prægtig musik.Og begge går under tilnavnet ”en musikalsk andagt”. Lokale thyringske kor- og orkesterkræfter har sammen med 4 solister lagt ryg til denne pæne indspilning, der udgøres af en konstant livfuld veksling mellem kor, recitativer, arier og koraler.

Cæciliemusik • 65 min. • 99 kr.
Victoria og Josquin: Motetter • 66 min. • 69 kr.
Gebel: Oratorier • 69 min. • 159 kr.

Cd’erne kan i en begrænset periode fås til tilbudspris gennem Kirkemusik.com