Forbrydelser mod livet
Skal man vove at leve i tillid til Gud eller selv sætte sig til herre over livet?
Det er bare ét af de store spørgsmål, den 38-årige filminstruktør
Annette K. Olesen stiller i sin nye film, Forbrydelser.Det er de store eksistentielle spørgsmål, der bliver rørt ved i filminstruktør Annette K. Olesens nye dogmefilm, Forbrydelser.
med et abort-indgreb sætter sig over Gud,
mener filminstruktør Annette K. Olesen (Foto: Jan Buus)
Den har premiere fredag den 23. januar oghar allerede vakt så meget opmærksomhed, at den er udtaget til hovedkonkurrencen ved Berlin Film Festivalen i næste måned.
Filmen går tæt på spørgsmål som tro kontra viden, retfærdighed og uretfærdighed, skyld, ansvar og straf og hele abort-problematikken. Og lad det være sagt med det samme: Har man tænkt sig en glad aften i byen, er dette måske ikke filmen, man skal gå ind og se. For den går dybt!
Manuskriptet er skrevet af Kim Fupz Aekeson, der også skrev manuskriptet til Annette K. Olesens forrige film, Små ulykker.
Forbrydelser handler om den nyuddannede teolog Anna (spillet af Ann Eleonora Jørgensen). Hun er gift med Frank (Lars Ranthe), og de har gennem mange år forgæves forsøgt at få et barn. Anna får et vikariat som præst i et fængsel. I kvindeafdelingen møder hun Kate (Trine Dyrholm), som sidder inde, fordi hun som narkoman-mor glemte sit spædbarn hjemme i lejligheden, så det døde af tørst. Mødet mellem Kate og Anna bliver fatalt for dem begge.
Nogle af de andre indsatte mener, Kate har noget med Gud og overnaturlige evner. Blandt andet ser hun, at Anna er gravid, før Anna selv har opdaget det.
Anna og Franks glæde over at vente barn bliver dog hurtig afløst af bekymring og et svært valg, da fostervandsprøven viser, at barnet har en kromosomfejl, som lægen ikke kan forudsige følgerne af. Risikoen for, at barnet fejler noget alvorligt, er fem-ti procent. Skal de vælge abort, eller skal de stole på Gud og tage barnet, som det kommer?
Filmen efterlader spørgsmålet: Hvilken forbrydelse er størst? Den, som Kate har begået, og som samfundet har straffet? Eller at sætte sig til herre over livet ved f.eks. at vælge en abort?
– Jeg er ikke abortmodstander og rør ikke ved abort-problematikken som dommer. Jeg synes, den frie abort har sin berrettigelse. Men helt fundamentalt, så er der en konflikt, når mennesket med et abort-indgreb sætter sig over Gud, siger 38 årige filminstruktør Annette K. Olesen til Udfordringen.
– Vi har i Danmark haft fri abort i tredive år nu. Vi har vænnet os til tanken på en måde, som i al fald virker skræmmende på mig. Indgrebet er blevet en hurtig ekspeditionssag, for så tror vi, at de sjælelige konsekvenser også bliver mindre. Det tror jeg ikke, de gør. Der er et misforhold mellem det tempo, videnskaben og sjælen rejser i, mener Annette K. Olesen.
– Vi stræber efter at minimere livets smerte. Men uanset hvor mange tilbud vi tager imod, tror jeg ikke, vi kan sikre os mod livets smerte. Livet skal være modsætningsfyldt. Det er med til at modne os som mennesker og hjælpe os til at forstå andre.
– Min pointe er, at Anna og Frank får at vide, at de ikke kan få noget at vide. Det er en ekstrem og heldigvis sjælden situation. Men en sådan viden giver kun angst og bekymring.
– Jeg synes, det er skræmmende, at der er et lovforslag på vej om, at alle kvinder skal tilbydes fosterdiagnostik. Jeg kan være bange for, at vi er ved at udvikle en kæmpe bekymrings-industri. For i langt de fleste tilfælde, tror jeg kun, det vil skabe bekymringer. Det er en falsk tryghed, mener Annette K. Olesen, der selv har haft problematikken inde på livet.
– Jeg har selv et udviklingshæmmet barn. Da han var to år, blev jeg gravid igen og fik tilbudt hele den store genanalyse-pakke. Men vi valgte at sige nej tak. Og fik tvillinger! Det havde vi ikke lige regnet med. Havde vi fået det at vide fem-seks måneder før, tror jeg, vi ville være blevet trætte bare ved tanken og gjort os en masse bekymringer om, hvorvidt vi nu kunne klare det.
– Vores barns handicap er ikke arveligt. Havde det været det, var vi nok slynget ind i samme centrifuge som Anna og Frank i filmen. Så jeg forstår godt Anna, og jeg tilgiver hende, pionterer Annette K. Olesen.
Filmen Forbrydelser rører også ved hele spørgsmålet om tro og blev til på baggrund af en sms, hvor Annette K. Olesen havde skrevet, at hun havde været i kirke med sin søn. Hvad lavede du dog dér? svarede vennen forbløffet på sms´en. Det affødte spørgsmålet om, hvad tro er? Og hvad vi tror på?
– Tro er tillid og ubetinget hengivelse. Når jeg fik lyst til at beskæftige mig med det, så er det, fordi jeg er vokset op i en generation, der har bestræbt sig på at skabe en verden af stærke individer. Hvor succeskriteriet er at have kontrol, overblik over sit eget liv og være autonom ved at vælge frit fra hylderne. Derfor har vi svært ved at give os hen.
– Temaet tro bliver sat mest på spidsen i vores forhold til det religiøse, og hvilke værdier vi har med. Det har også været et tabu i min generation, siger Annette K. Olesen, der selv er et troende menneske.
– Jeg tror på Gud og opfatter mig selv som en kristen.
Hun har en kristen baggrund som KFUM-spejder og med en far, der først var kordegn og siden blev højskolelærer. Bibellæsning, aftenbøn og kirkegang var en naturlig del i opvæksten.
– Jeg har et forhold til kirken og Bibelen. Men ellers er jeg ikke tros-dyrkende. Det er for mig også underordnet. For uanset om man bekender sig til kristendommen eller ej, så er vi alle en del af en kultur, hvis grundlag og etiske og morale love er dybt forbundet med den kristne tro, mener Annette K. Olesen.
