Grundloven

Da Naser Khader i sit politiske spil øjensynlig har brug for at opfinde nogle kristne terrororganisationer på linie med de muslimske, har han nu uden blusel udnævnt en række kristne organisationer til at være terrorbevægelser, og forbløffende nok vil han end ikke undskylde eller trække sin påstand tilbage.
Pudsigt nok blev en dansk politiker for nylig dømt efter racismeparagraffen for at kalde islam ”en terrororganisation”. Alle kan dog ved selvsyn orientere sig om, at en lang række muslimske bevægelsers vedtægter og skrifter støtter terror. Selv en undervisningsbog i islam, der øjensynligt bruges i Vejle, støtter hellig krig.
Trods disse forhold blev racismeparagraffen brugt til at dømme danskeren for hans udtalelser om terror. Men Khader er så smart, at han ved, at racismeloven er skruet så grotesk sammen, at han som muslim ikke kan dømmes til trods for hans uhyrlige påstande.
Hvor forkert racismeloven virker, fik jeg for alvor syn for efter at have anmeldt en dansk muslimsk organisation for at skrive at ”den, som falder fra islam, ham skal I dræbe”. Anklagemyndigheden ville end ikke rejse tiltale mod bevægelsen.
Det er pinligt for et land som Danmark at have en lov, der virker så forkert, at nogle kan anklages og dømmes og andre ikke kan for forhold, som er meget værre. Ifølge Grundloven er alle lige for loven. Det er vigtigt at vi værner om vor Grundlov.
(Forkortet, red)

Rolf Slot-Henriksen
Mølgårdsvej 38
Vejle, Ø