Legofond bag kirkeudvidelse
Legetøjsfabrikantens private fond har sponsoreret tiltrængt tilbygning af Billund Kirke. Projektet kom op på 9 mio. kr.En udvidelse på 450 kvadratmeter af Billund Centret, hvor Billund Kirke har til huse, sikrer de bedst mulige betingelser for undervisning af konfirmander og mini-konfirmander.Projektet er stort set finansieret af familien Kirk Kristiansens private fond. Fonden ønsker dog ikke at oplyse, hvor meget af de 9 millioner kr. man har skænket. Legetøjsfabrikantens enke, Edith Kirk Kristiansen, indviede den såkaldte Å-fløj ved en højtidelighed d. 11. januar:
– Vi har en dejlig kirke og et godt menighedsliv her i Billund med mange aktiviteter i og omkring kirken, sagde hun.
– Det er vi mange, der glæder os over, for det var intentionen, da centret og kirken blev bygget i 1973. Jeg håber, at endnu flere med disse nye faciliteter vil få indsigt i kristendom og kristen tro.
Det var også med midler fra Edith og Ole Kirk Kristiansens fond, Billund Centret i sin tid blev bygget, oplyser Menighedsrådenes blad. Tilbygningen vil primært blive brugt til undervisning af konfirmander og mini-konfirmander. Hidtil har kirken lejet mødelokaler af biblioteket, også i Billund Centret.
Menighedsrådsformand Else Marie Madsen sagde i sin takketale,
– Skal man skabe gode betingelser for kirkelivet er man nødt til at have gode rammer. Vi vil gerne være med til at skabe liv og vækst, og det har vi med udvidelsen fået endnu bedre muligheder for.