H.C.Andersen-år
Og giv at al vor længsel må til dig, til dig alene stå

En af H.. C. Andersens mest gribende eventyr er “Historien om en Moder”. Hver gang jeg læser den, får jeg en klump i halsen. At miste sit barn er nok det sværeste, en mor kan opleve.
H.C. Andersen var gode venner med malerægteparret Jerichau Baumann, som han også traf i Rom. Jerichau havde perioder med dyb depression og gjorde sig så nærmest usynlig. Så da Elisabeth Jerichau Baumann mistede sit første barn, var det den kærlige H.C. Andersen, der besøgte hende i den svære periode, som fru Jerichau havde så svært ved at komme igennem. Hendes smerte gjorde så stærkt indtryk på ham, at han skrev “Historien om en Moder” med hende som model.
I eventyret kan moderen ikke forlige sig med, at døden er gået med hendes barn. Hun vil ofre alt for at købe sit barn tilbage. Hendes smukke hår, ja selv hendes dejlige øjne ofrer hun gerne, bare hendes barn må leve. Men døden fisker hendes øjne op af søen og siger: “Nu vil du komme til at se meget klarere“, og han viser hende den sorg, nød, rædsel og elendighed, som kunne blive barnets skæbne.
“Og moderen skreg i rædsel og elendighed. Bær det ind i Guds rige, og så bad hun til Vorherre: Hør mig ikke, når jeg beder imod din vilje, som er den bedste, hør mig ikke, hør mig ikke.”
Og døden gik med hendes barn ind i det ubekendte land. Kun Herren kender vore tider og ved, hvad der er det bedste for os. Det er den tillid, vi har til ham.
I 2.Korintherbrev 1,3 omtales Jesus som barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud.

Af Inger Øhrstrøm