Traditioner må ikke hindre

Ugens prædiken er med Anne Margrethe Raabjerg Hvas, præst ved Jakobskirken i Roskilde
Kan vi lære noget af Jesu måde at henvende sig til en „fremmed” på?
– Jeg synes, det er påfaldende, at henvendelsen udspringer af noget konkret, og at den er en bøn om hjælp. Det er en god måde at henvende sig på, fordi det signalerer, at man ikke føler sig overlegen. Det er noget, vi kan lære af, både når vi henvender os til „fremmede” og til andre mennesker generelt. Når vi møder andre, er det godt at se dem som ressourcepersoner.

Hvordan kan vi komme i dialog med nydanskere?
– Det foregår på to niveauer. Først er der det humanistiske, samfundsmæssige. Vi skal ikke være bange for at bede om det, de kan. Vi tror tit, vi skal hjælpe dem, og ser ikke på, hvad de kan bidrage med.
– Også kirkeligt set har vi brug for dialog. Vi må også her se på, hvad f.eks. de kristne nydanskere kan bidrage med. De kan tilføre kirken friskhed, liv og vækst. Den reaktion, de ofte vil møde i folkekirken, er lig den kvinden i teksten møder i samfundet: Hvis man ikke lige nøjagtig passer ind, er man på Herrens mark.

Kvinden er en „søgende”. Hvilke midler bruger Jesus til at åbenbare sandheden for hende?
– Jesus ser hende. Han knytter til noget fælles for dem: De har begge brug for vand.
– Han ser hende som den, hun er. Jesus er ærlig uden at være fordømmende, hvilket gør, at de kan snakke om væsentlige ting. Mange andre ville sikkert have snakket udenom sagens kerne.
– Jesus aflæser hendes situation. Han peger på, at hun har et åndeligt behov og et behov for fællesskab med andre. Af teksten kan vi se, at kvinden ikke var accepteret i samfundet, fordi hun kom på det „forkerte” tidspunkt efter vand og uden det sædvanlige følgeskab af andre kvinder.

Hvad betyder det sådan mere konkret at „drikke af det levende vand”?
– Godt spørgsmål. Det kan være så utrolig meget. Hvis vi ser tidligere i kap. 4 på Jesu samtale med Nikodemus, så handler den om vand og dåb. I dåben får vi indlagt vandledninger og adgang til det levende vand.
– Også i nadveren møder vi noget, vi skal drikke. Det er vigtigt at lægge mærke til, at vi kun kan drikke, hvis vi er nær udspringsstedet. Vi kan ikke holde os på afstand og drikke. Det er ikke fysisk muligt at leve uden vand. På samme måde gælder det vort indre åndelige liv. Vandet er vores trosliv – vi kan ikke leve uden Gud. Uden Gud får vi ikke den næring, vi skal bruge.
– Vandet er billede på det, Gud giver, som et menneske har brug for – hjælp, accept, tilgivelse. Vandet er altså ikke noget specifikt, men et billede på livskilder.

Hvad vil det sige at „tilbede i ånd og sandhed”?
– Hvis vi tager udgangspunkt i dette konkrete sted, så tilhører kvinden et folk og et køn, der ifølge jødisk tradition ikke havde adgang til Gud. Jesus siger, at alt dette ikke forhindrer hende i adgangen til Gud. Tilbedelsen af Gud i kristendommen er ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt kultur som i jødedommen og islam. Det er relationen til Jesus, der er udslagsgivende.

Hvorfor henvendte Jesus sig lige til en kvinde og så oven i købet en, der levede i synd?
– Hun var der! Hvorfor ikke? Jesus er ikke bundet af traditioner. Der var mange kvinder i Jesu nærvær. Jesus ser, hun har behov for det.
– Samtidig er der en åbning for adgang. Kvinden mener ikke at have alt på det tørre – modsat den rige unge mand, der kom til Jesus. Han troede, at han kunne klare det hele ved egen kraft. Hun tror det ikke og er åben. Jesus siger også i Mark. 2,17: ” De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

Hvad udfordrer teksten dig til?
– At kunne møde mennesker, der er søgende. I dag er der mange, der er søgende. Det er vigtigt, at vi ikke skaber barrierer, ved at gudstjenesten skal være på en bestemt måde, eller hvordan de søgende skal opføre sig. Vores traditioner skal ikke være hindrende.
– Vi skal først og fremmest pege på det levende vand og ikke opstille diverse åbne og skjulte krav. Det vigtigste er, at følge et andet menneske på vej.Vi skal pege på Jesus og i fællesskab finde vej ind i Bibelens tekster, så den anden kan se: „Her er det, jeg søger. Det, jeg har brug for.”

Joh. 4, 5-26

Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«