Aril imod verdslig fundamentalisme
Af Heidi Christensen
En sag om det norske Misjonsforbundets nye retningslinjer, som nægter praktiserende homofile medlemskab, får nu evangelisten Aril Edvardsen til at revse de norske politikere.
Sagen handler i korte træk om, at Misjonsforbundets nye retningslinjer har fået flere politikere til at beskylde kirken for at diskriminere de homofile og krænke deres rettigheder. Sagen har fået så stor opmærksomhed, fordi lederen af Kristeligt Folkeparti, Dagfinn Høybråten, selv er medlem af Misjonsforbundet.
Aril Edvardsen siger i en pressemeddelelse, at angrebet på kirkesamfundets trosregler for medlemskab kan medføre en katastrofe for religionsfriheden i Norge.
– Jeg har hele livet kæmpet mod religiøs fundamentalisme og hård bogstavtro, både blandt muslimer og kristne, men det ser ud til, at norske medier endnu ikke har opdaget, at Norge også har sekulære (verdslige) fundamentalister, siger Aril Edvardsen.
Der foreligger i øjeblikket ingen politiske planer om at regulere trossamfundenes medlemsregler ved lov, men det norske Fremskrittspartiet har i tråd med Frankrigs netop vedtagne lov om religiøse symboler ytret ønske om, at der bliver indført tørklædeforbud i de norske skoler.