Nej – ikke igen…!
Af Henri Nissen (billedet udelades for ikke at blive genkendt)
Vi journalister får jo ofte skyld for at lave fejl – og jeg er ingen undtagelse, må jeg desværre indrømme.
Det er i småtingsafdelingen, når man skriver Pedersen med t, eller modsat, det er værre, når man skriver d i gjort.
Og endnu værre bliver det, når man i et portræt af avisens formand skriver, at receptionen starter kl. 14, når fruen først har planlagt den til kl. 16… (Specielt når man sender omtalen ud til alle landets aviser.)
En af de værste skrivefejl, jeg har begået i min karriere, var, da jeg i en valgavis for Kristeligt Folkeparti i 1980erne glemte et billede af Inge Krogh. Da partiet kun havde 4 top-politikere på Christiansborg, var det en ret iøjnefaldende fejl, så jeg forstår godt, at fru Krogh var misfornøjet, men det VAR helt uden bagtanker. Jo det var så, Inge!
Jeg tror nok, vi delte det første oplag ud i en afkrog af Thy, hvor man alligevel ikke kunne stemme på fru Krogh.
I sidste uge nåede jeg forhåbentlig højdepunktet indenfor den journalistiske fejlkategori, og før jeg fortrænger den fejl af hensyn til mit mavesår, vil jeg lige her gøre afbigt.
Det handler om Grethe, som blev helbredt – på side 3 i sidste uge. Alt var rigtigt i den artikel, lige fra det dobbelte efternavn, til alder, datoer osv. – bortset fra en lille ubetydelighed – nemlig at Grethe hedder Marie….!
Tilmed havde jeg fremhævet navnet i overskriften… Suk!
Jeg er da glad over, at jeg i det mindste ikke skrev Børge! men ellers er der ikke meget, der kan undskylde en sådan tanketorsk. Det skulle da lige være den senil-virus, som vi omtalte i sidste uge. Men i betragtning af, at jeg endnu (i 13 dage) kun er 48 år, vil jeg hellere tro, det er stress. Det lyder mere, som om man har travlt og er betydningsfuld. Ligesom da jeg glemte flybilletten til Afrika, eller glemte bilen inde i København og tog toget hjem, eller da jeg ikke kunne finde min bil på Bilkas P-plads, eller da… Nå, det har jeg glemt.
Jeg føler mig ofte som den distræte professor, der havde glemt sit eget husnummer og derfor spurgte en lille dreng, om han vidste, hvor professor Nielsen boede. Hvortil den lille dreng svarerde: Far altså…
