Randers Baptistkirke brændt
Torsdag morgen den 12. februar opdagede et avisbud, at der var ild i Baptistkirken på Ahornvej 2 i Randers, skriver Baptistkirkens Nyhedsbrev. Der blev straks slået alarm, og brandvæsenet fik slukket ilden, men garderoben og et mindre mødelokale var allerede raseret. Kirken vil ifølge Baptistkirkens Nyhedsbrev ikke kunne bruges i lang tid:
– Det værste er, at branden er påsat, og det kan godt gøre os en smule utrygge, siger menighedens leder, Arne Jensen.
– Vore trossøskende i de andre frikirker har kontaktet os med trøst og hjælp. Det er godt med Kristne Kirkers Netværk, og det har vi i Randers. Vi tror på, at Gud kan vende denne triste oplevelse til noget godt.