Spiritualitetstraditioner mødes

Den åndelige søgen viser sig i forskellige kristne traditioner, som alle er ægteI mange år er Danmark lige som andre vestlige lande blevet mere og mere sekulariseret. Tilsyneladende fortrængte en videnskabelig tilgang til menneskelivet religionen. I dag må vi imidlertid konstatere, at det især var den traditionelle kristendom, der tabte terræn, mens nye åndelige strømninger vandt så meget frem, at danskerne i gennemsnit er mere religiøse i dag, end de var for 30 år siden.

Mogens S.Mogensen er Ph.D., konsulent og ekstern lektor ved Københavns og Århus Universitet

Holdningen til kristendommen er på det seneste også blevet meget mere positiv. Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor denne åndelige søgen går kirkerne forbi?
I aviser og ugeblade kan vi læse om kendte danskere, som fortæller om deres religiøse søgen og tro, men uden at kirken og det kristne fællesskab opleves som relevant. TV værten Line Baun Danielsen fortæller således i et ugeblad, at hun beder fadervor med sine børn og læser i Børnebibelen. ”Om det er at være troende, ved jeg ikke, men det er vigtigt for mig at vide, at min far er oppe i himlen. Tro er måske mere et holdepunkt end noget religiøst for mig. Ingen af os går i kirke, men vi besøger kirkegården, hvor min far, farmor og farfar ligger begravet” (Søndagsbladet 8/9/03).
Problemet med den kirkeløse tro er bl.a., at den mangler den vigtige næring, som deltagelsen i det kirkelige fællesskab giver. At være kristen er at være en del af kirken, Kristi legeme, og hvis kontakten til det kristne fællesskab er tynd, har troen på langt sigt svære livsvilkår. Men måske skal vi i kirken og i kirkelige fællesskaber gribe i egen barm og spørge, om problemet måske ligger hos os, om vi er stivnet i traditioner og former, som gør det vanskeligt for ikke-kirkevante (og også for nogle garvede kirkegængere) at få noget ud af gudstjenesten og fællesskabet.
Jeg tror, at der er hjælp at hente i Richard Fosters bog ”Streams of Living Water. Celebrating the Great Traditions of Christian Faith” (1998), hvor han netop peger på mangfoldigheden i kirkens måde at udfolde spiritualiteten på til forskellige tider og i forskellige kirkelige traditioner. Foster identificerer seks spiritualitetstraditioner, som han sporer hele vejen tilbage i kirkehistorien til det Nye Testamente. Her ligger en guldgrube for kirker og kristne fællesskaber for at møde menneskers åndelige behov for at opleve fællesskab med Gud og med andre kristne i dag.

repræsenterer den meditative bønsfyldte spiritualitet. Foster finder den hos evangelisten Johannes, hvis evangelium bærer præg af en forfatter, som har tilbragt sit liv med at meditere over Jesu liv og tjeneste. Et eksempel fra kirkehistorien er klosterbevægelsens fader Antonius. Et nyere eksempel er missionæren Frank Laubach, der i 1929 havde en mystisk oplevelse af Guds nærhed, der satte ham i gang med en indre rejse i meditation og bøn, og siden en ydre rejse i et energisk arbejde med alfabetisering af millioner af mennesker forskellige steder i verden. Midt i sit travle arbejde udviklede Laubach en vane med hvert minut at huske på Gud og indimellem at bede korte bønner. Foster beskriver det kontemplative liv som sjælens stadige fokusering på Gud, der giver os en erfaring af guddommelig hvile.

handler om en stadig transformation af hjerte og sind. Jakob, Jesu bror, er et eksempel på denne spiritualitetsform. Jakobsbrevets fokus er ikke på gerningerne i sig selv, men på kilden til disse gerninger, som er et guddommeligt forvandlet hjerte. Wesleys metodisme, der startede i det 18. årh., står centralt i denne tradition, hvor der fokuseres på en indre forvandling og udviklingen af hellige vaner. Et mere moderne eksempel er Dietrich Bonhoeffer, der i sin fængselscelle beskrev stadierne på vejen til frihed som disciplin, handling, lidelse og død. Hellighed handler om den guddommelige transformation af personlighedens kerne, så vi mere og mere kommer til at reflektere Guds godhed og herlighed.

fokuserer på det åndsfyldte liv. Som en af de ypperste repræsentanter for denne tradition peger Foster på apostelen Paulus, der fandt balancen mellem den rationelle objektive forståelse af evangeliet og den subjektive erfaring af Åndens ekstatiske karismer. Det oplagte eksempel fra kirkehistorien er Frans af Assisi, mens et mere moderne eksempel er William Seymour, der fra 1906 var en central skikkelse i den vækkelse i Los Angeles, der blev til pinsebevægelsen. Den karismatiske spiritualitet drejer sig om et liv i Guds Ånd, hvor Guds ånd udruster og leder den kristne og understreger de overnaturlige dimensioner af kristendommen.

sigter mod et kristenliv præget af næstekærlighed og overgivet til kamp for retfærdighed for alle mennesker. Profeten Amos forkyndte, at det ikke var overfladisk religiøsitet, men social retfærdighed, Gud forventede af sit folk. ”Jeg hader og forkaster jeres fester … Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke imod dem … Men ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk”. Denne spiritualitetsform har, som tidligere nævnt, en stor plads i Det Lutherske Verdensforbunds tradition (og i Kirkernes Verdensråd), hvor en brændende passion for retfærdighed i verden har været en konstant grundtone. I den tradition står også de kvækere, der kæmpede for slaveriets ophævelse, og Martin Luther Kings borgerretsbevægelse. Denne tradition indebærer en udfordring til et engagement for social retfærdighed både i ens eget dagligliv og i mellemmenneskelige relationer i hjemmet, nabolaget og på arbejdspladsen, men også på det nationale og internationale politiske plan.

sætter Guds ord i centrum for spiritualiteten: det inkarnerede Guds ord (Jesus), det skrevne Guds ord (Bibelen) og det forkyndte Guds ord. Det bibelske eksempel, som Foster vælger, er apostelen Peter, som frem for alt var en forkynder af Guds ord, og på hvis bekendelse af Kristus som Guds Søn, Kristus ville bygge sin kirke. Som historiske eksempler nævner Foster både Luther og Calvin, men vælger at fokusere på Augustin, som praktiserer denne tradition gennem sin effektive forkyndelse af evangeliet, sit energiske forsvar for troen og sin troskab mod skrifterne. Den evangeliske spiritualitet udfordrer os til at leve et liv centreret om Ordet som det sted, hvor vi lærer Gud at kende, og som det, der giver vort liv sit indhold, mål og håb.

beskriver det almindelige hverdagsliv som et sakramentalt liv. Som bibelske eksempler nævner Foster både Jomfru Maria og Jesus – og den af de fleste ukendte Besal’el, som Gud havde fyldt med sin ånd og visdom, så han med sit sekulære håndværk kunne producere det tabernakel, der gav folket en stadig vision af Gud under deres ørkenvandringer. FNs tidligere generalsekretær Dag Hammarskjöld viser, hvad inkarnations-spiritualiteten går ud på ved i sit arbejdsliv som offentlig person at forene via activa og via contemplativa og dermed at forstå sit politiske arbejde som et sakramentalt liv. Juleaften 1956, da der endelig var blevet fundet en løsning på Suez-krisen, skrev han i sin dagbog: ”Dine egne anstrengelser gjorde ikke noget for at få det til at ske, kun Gud, men glæd dig, hvis Gud kunne bruge dine anstrengelser i sit arbejde”. Udfordringen i denne spiritualitetstradition er at erfare Gud som en virkelighed, som nærværende og handlende, i den materielle verden, midt i hverdagen, midt i vort sekulære arbejde.
Hver enkelt af disse spiritualitetstraditioner har deres særlige potentialer og fristelser. Den kontemplative traditions styrke er bl.a., at den udfordrer os til i vort kristenliv at bevæge os ud på en åndelig pilgrimsvandring, der fører os dybere ned end til troens kognitive lag til et nærmere forhold til Gud. Fristelsen er naturligvis, at vi isolerer os fra det almindelige liv og svigter vort sociale ansvar. Social retfærdigheds-tradition hjælper os, så vor tro ikke bare bliver noget teoretisk, men meget praktisk samtidig med, at den forbinder vor personlige etik med vor samfundsetik. Faren er imidlertid, at vor spiritualitet på grund af de store påtrængende sociale problemer i verden bliver ensidigt social og politisk – og med fare for at blive legalistisk.

I sin analyse af traditionerne konkluderer Foster, at alle seks former for spiritualitet er genuine udtryk for kristen spiritualitet, at de alle er forankret i både Bibelen og traditionen, og at de alle er relevante i vor nutidige virkelighed. Bogens hovedtese er, at Gud i dag er ved at føre disse spiritualitetsstrømme sammen, som i århundreder har levet deres liv ret isoleret fra hinanden i forskellige kirkelige miljøer. Dybest set er der ikke nogen modsætning mellem de forskellige former for spiritualitet, men tværtimod så komplementerer de hinanden og modvirker de fristelser til udskejelser, som hver tradition indeholder.

Forhåbentlig vil den voksende interesse for spiritualitet i disse år også i Danmark føre til, at flere og flere får øjnene op for værdierne i alle disse kristne traditioner, så det kan føre til en åndelig fornyelse af kirken og danskerne.