”Over for stupiditet er vi værgeløse”

Jeg sidder og bladrer i bogen ”Modstand og hengivelse, breve og optegnelser fra fængslet” af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, og falder over Bonhoeffers velkendte og spændende teori om dumhed, som måske – sandsynligvis efter alt at dømme, er højaktuel i vores turbulente tid.

Dietrich Bonhoeffer formulerede under sit fængselsophold i 1943 en analyse, der siden er blevet kendt som hans refleksion over stupiditet. Teksten findes i brevene fra fængslet, udgivet posthumt i ’Modstand og hengivelse’. Det er ikke en psykologisk teori, men en teologisk og etisk diagnose af, hvad der sker med mennesker, når de mister deres indre frihed og dermed deres evne til ansvarlig tænkning og handling.

Bonhoeffer skrev midt i en tid, hvor kirke, stat og massebevægelser gled sammen, og hvor loyalitet blev ophøjet til dyd, mens kritik blev opfattet som forræderi. Netop derfor har teksten en foruroligende aktualitet.

Stupiditet er farligere end ondskab

Bonhoeffers mest provokerende påstand er, at stupiditet er farligere end ondskab. Han skriver: “Stupiditet er en farligere fjende af det gode end ondskab.” Ondskab kan identificeres og i nogen grad bekæmpes, fordi den ofte ved, at den handler imod det gode. Stupiditet derimod oplever sig selv som moralsk korrekt. Den er overbevist om sin egen retfærdighed og ser sig selv som sandhedens forsvarer.

Derfor konstaterer Bonhoeffer også nøgternt: “Over for stupiditet er vi værgeløse.” Ikke fordi modstand er umulig, men fordi fornuftens redskaber ikke længere virker, når ansvar og dømmekraft er opgivet. Et afgørende element i Bonhoeffers analyse er, at stupiditet ikke er et intellektuelt problem. Den har intet med manglende intelligens eller uddannelse at gøre. Tværtimod kan både intelligente og religiøst engagerede mennesker være dybt stupide.

Stupiditet er et moralsk og åndeligt sammenbrud. Det viser sig, når mennesker holder op med at tænke selv, taler i færdige fraser og reagerer aggressivt på kritik. Samtalen ophører, fordi den anden ikke længere mødes som et menneske, men som en trussel mod identiteten.

Stupiditet er et socialt fænomen

Bonhoeffer understreger samtidig, at stupiditet sjældent er individuel. Den er et socialt fænomen, der opstår under stærke politiske, ideologiske eller religiøse magtforhold. Når mennesker underordner sig en leder, en bevægelse eller en fortælling og overlader ansvaret til “systemet”, mister de deres indre frihed. De bliver ikke nødvendigvis onde, men ufrie. I denne tilstand kan mennesker være i stand til alvorlig ondskab, samtidig med at de er ude af stand til at erkende den som ondskab.

”Bonhoeffers refleksion er dermed
en vedvarende advarsel til kirken.
Den afslører, hvor let kristen tro
kan smelte sammen med magt og
frygt, og hvor hurtigt lydighed kan
glide over i åndelig ufrihed. ”

Heraf følger Bonhoeffers erkendelse af, at fakta og argumenter ikke overvinder stupiditet. Sandhed afvises ikke, fordi den er ukendt, men fordi den opleves som truende. Kritik bekræfter blot forestillingen om, at man står i kamp mod fjendtlige kræfter. Derfor bliver oplysning utilstrækkelig og latterliggørelse direkte skadelig. Man kan ikke diskutere et menneske tilbage til frihed, hvis det allerede har afgivet sit ansvar.

Frihed er evnen til ansvarlighed over for Gud

Den teologiske kerne i Bonhoeffers analyse ligger i hans frihedsbegreb. Frihed er ikke autonomi, men evnen til ansvarlig lydighed over for Gud. Et frit menneske er et menneske, der kan stå alene med sin samvittighed, også mod flertallet. Stupiditet er tabet af denne indre frihed. Loyalitet erstatter dømmekraft, og fromhed bliver en undskyldning for ikke at tænke. Derfor er Bonhoeffers konklusion radikal:

Stupiditet kan ikke overvindes gennem bedre argumenter, men kun gennem befrielse. Først når mennesket genvinder sin samvittighed og sit ansvar, kan sandhed igen høres. Bonhoeffers refleksion er dermed en vedvarende advarsel til kirken. Den afslører, hvor let kristen tro kan smelte sammen med magt og frygt, og hvor hurtigt lydighed kan glide over i åndelig ufrihed. Bonhoeffer skrev ikke kun til sin egen tid, men til enhver situation, hvor det bliver farligere at tænke selv end at følge med.