Bibelselskab vil engagere mennesker i Guds ord
Det Israelske Bibelselskab vil nå både jøder og arabere med det kristne budskab
På Jaffa Road i Jerusalem ligger en lille undselig butik med stor indflydelse: Det Israelske Bibelselskab. Ud til gaden ligger en lille boghandel med en udstilling af kopier af originale bibelmanuskripter.
Generalsekretær Doron Eveen-Ari viser rundt. Her er en kopi af Esajas bog fra Qumran rullerne, dateret ca. 200 år f.Kr. Her er et såkaldt Nash Papyrus med de 10 bud, også fra 200 år f.Kr. og før Qumran-fundet det ældste manuskript af den hebraiske bibel. Og videre en kopi af Peters andet brev i Ny Testamente, dateret 200 år e.Kr.
I boghandelen finder vi bibler på over 50 sprog også dansk.
– Mange turister og fremmedarbejdere kommer herind for at finde en bibel på deres eget sprog, fortæller Doron. – Men også nysgerrige jøder. Vi har bl.a. jævnligt studerende fra Det Hebraiske Universitet på besøg.
Det Israelske Bibelselskab vil som bibelselskaber verden over tilvejebringe Guds ord til et bestemt område og til en rimelig pris.
– Her skal folk finde bibelske kilder af højeste videnskabelige værdi, siger Doron Eveen-Ari.
Hvert år trykkes 15.000 20.000 bibler på hebraisk og arabisk. Bibelselskabet har afdelinger i Jerusalem, Tel Aviv og Nazaret.
Men opgaven består ikke blot i at oversætte, trykke og sælge bibler.
– Hvis vi kun skulle det, ville mit liv være nemt, smiler Doron Eveen-Ari. Men vi ønsker også at engagere mennesker i Guds ord. Derfor har vi også et outreach center i Nazaret.
Hvordan rækker I ud?
– Vi udnytter de givne anledninger til at diskutere med jøderne, med følsomhed naturligvis. Vi fortæller, at Jesus var jøde, hans disciple var jøder og overholdt de jødiske traditioner. Vi går ud fra Det Gamle Testamente og påviser, at Jesus opfylder alle Messias-profetier. I den jødiske historie er der overflod af falske messiaser, især i dårlige tider. Det eneste problem er, at de ikke opfyldte messiasbeskrivelserne og ikke opstod fra de døde!
Men Bibelselskabet gør andet end at diskutere. De har også netop uddelt et fredshæfte i Nazaret, der også har en stor palæstinensisk befolkning. Heri lægges vægt på, at jøder og arabere har samme rødder som mennesker, som semitter og med samme bibelske arv: Gud velsignede både Isak, jødernes stamfar, og Ismael, arabernes stamfar. Til sidst fortælles om Jesus, der voksede op i Nazaret. De to familier, arabere og jøder, har udgydt så meget af hinandens blod, at kun Jesu blod kan frelse begge familier, slutter hæftet.
I Nazaret har Bibelselskabet også en boghandel, en internetcafé og en mobil udstilling. Bibelselskabet tilbyder også forskellige almendannende kurser såsom engelsk og PC-brug.
Et af bibelselskabets seneste initiativer en lille afspiller med Bibelen og en serie andagter på mikrochip. Målgruppen er analfabeter – og blinde naturligvis.
– Vi har netop modtaget 5000 stk. til uddeling blandt beduiner, fortæller Doron Eveen-Ari. Hver afspiller koster godt nok det samme som 6 bibler, men vi er forpligtede til også at nå disse mennesker med evangeliet.
Den lille Megavoice er meget robust og drives udelukkende ved solceller.
At være bibelselskab i Mellemøsten indebærer også forsoning mellem jøder og arabere. På konferencer, lejre og møder bliver konfliktens parter udsat for den irrationelle kærlighed, som Doron udtrykker det:
– For et øjeblik kommer ofrene væk fra det had, der så nemt opstår på gadeplan. De møder andre ofre og fjenderne i en kærlig atmosfære.
Gør I også noget for at nå muslimer?
– Ja, vi har netop haft annoncer i to store arabiske aviser, hvor vi tilbød bibler på arabisk. Overskriften var Isa – manden, der ændrede verden. Isa er det arabiske navn for Jesus.
– Herefter fik vi nogle bemærkelsesværdige opringninger, bl.a. fra en kristen kvinde, hvis tre muslimske kolleger ønskede en bibel. Er det svært for muslimske mænd at konvertere, er det dobbelt svært for kvinder.
Det Israelske Bibelselskab samarbejder med Det Palæstinensiske Bibelselskab, hvor det er muligt. For målet er det samme: en praktisk tilgang til Guds ord.