Johnny Lee
Fra bandemedlem til bibelsmugler
Sidst i marts kommer kineseren Johnny Lee til Danmark for at deltage i Åbne Døres årsmøde, der afholdes d. 20.-21. marts i Nørrelandskirken i Holstebro. I ugen efter årsmødet holder Lee møder i en række kirker rundt omkring i landet.Johnny Lee er ansat i en verdensomspændende rejsetjeneste som Minister at Large i Open Doors International, hvor han rejser rundt og udfordrer kristne i den frie verden til at åbne øjnene for de kristne, der lever i lande, hvor det koster noget at tro på Jesus.
Johnny har selv haft forfølgelsen tæt inde på livet. Han er født og opvokset i Hong Kong, men som barn var hans mor fanget i Kina i 11 år. På grund af dette oplevede han et stort had til kommunisterne.
I Hong Kong blev Johnny Lee involveret i organiseret bandekriminalitet og begyndte desuden at interessere sig for okkultisme.
En dag tog hans søster ham imidlertid med i kirke, og det blev vendepunktet i hans liv. Lee vendte bandelivet ryggen og blev en kristen på trods af, at dette kunne koste ham livet. Lederen af den bande, han havde været med i, var nemlig bange for, at han skulle forråde dem, og beordrede ham derfor dræbt.
Men Gud beskyttede ham mod bandelederens vrede, og et par måneder efter sin omvendelse fik Lee mulighed for at fortælle sine tidligere venner om de forandringer, der var sket i hans liv.
Få år senere fik de i kirken besøg af en kristen, der var flygtet fra Kina.
– Folk har ingen bibler. Faktisk er der mange af dem, som ikke ved, hvad en bibel er! forklarede denne kineser.
På trods af hadet til alt, hvad der havde med Kina at gøre, følte Johnny sig draget til folket der, og det første møde med kinesiske kristne gjorde et dybt indtryk på ham.
Det førte til en tjeneste i Åbne Døre, hvor han har været med til at arrangere hundredvis af hemmelige bibeltransporter. Senere var han med til at arrangere udarbejdelsen af den første kinesiske børnebibel med både det nye og det gamle testamente.
Tjenesten havde næsten for stor succes. Med de hundredtusindvis af bibler, der blev leveret, kom Johnnys aktiviteter under overvågning af de centrale kinesiske myndigheder.
I 1996 måtte han og hans familie flytte til USA af sikkerhedsmæssige årsager. Siden har Lee rejst i 30 lande for at fortælle om Kinas forfulgte kristne.