Han har aldrig glemt et møde
Henning Siegumfeldt er ude at tale ca. 150 dage om året om soldatermission. Han har tusindvis af soldater-venner. Nu har han 40 års jubilæum.Tusindvis kender Henning Siegumfeldt, som på fredag den 5. marts kan fejre sit 40 års jubilæum i KFUMs Soldatermission.
Allerede sidste år fyldte Henning Siegumfeldt 60 år, men han rejser fortsat land og rige rundt og holder møder for støttekredsene. Han er ude ca. 150 dage om året, og heraf er de fleste møder i Jylland, så der er mange nætter, hvor han ikke når hjem til Minna på Amager. Sådan er det at være gift med en rejsesekretær.
– Det kræver sin kvinde, fastslår Henning taknemlig. – Heldigvis har Minna fast nattevagt. Hun har de sidste 21 år arbejdet på Højdevang Sogns Plejehjem. Så kunne hun nå hjem om morgenen og sende vore fire drenge i skole. Hun har også måttet deltage i forældremøder osv., mens jeg var ude at holde møder.
Tre af de fire drenge er nu gift, og Minna og Henning har seks børnebørn.
Den københavnske baggårds-missionær Claussen havde et særligt hjerte for soldaterne i hovedstaden. I 1889 oprettede kristne med tilknytning til Københavns Indre Mission landets første soldaterhjem i Fiolstræde. På det tidspunkt var der vækkelse i Danmark, og der opstod meget kristent hjælpearbejde.
Nogle af de jyske soldater, som havde nydt godt af soldaterhjemmet i Fiolstræde, oprettede 1906 en soldater-vennekreds i Kolding, og efter den fulgte andre støtte-kredse, så man i alt nåede op på 117 kredse. På det tidspunkt var KFUM simpelthen Indre Missions ungdomsarbejde, så det var naturligt, at arbejdet fik navnet KFUMs Soldatermission.
I dag er der fortsat 100 kredse organiseret, og det er dem, Henning ofte besøger.
– Jeg taler i både missionshuse, menighedshuse og kirker, og normalt holder jeg først en prædiken, og efter kaffen fortæller jeg så om vores arbejde. Det sker også, jeg holder foredrag for konfirmander eller ældre.
Kredsene støtter de nu 17 soldaterhjem vi har tidligere haft flere hjem, men hvor der før blev indkaldt ca. 20.000 værnepligtige soldater om året, er det nu kun ca. 5.000 ud af de ca. 27.000 mænd i en årgang, der indkaldes.
– Hvordan kom du selv i gang med at arbejde for Soldatermissionen?
– Jeg var jo selv soldat i 16 måneder fra 1962-64 i Holstebro. Her var jeg meget glad for at komme på soldaterhjemmet. Derfor blev jeg bagefter selv ansat som assistent på Sundholm i et par måneder. Og bagefter arbejdede jeg som frivillig i et halvt år, mens jeg var underforvalter på Højstrup, en stor gård på Stevns. Jeg havde også før min soldatertid været ansat på Statens Forsøgsgård i Hillerød som landvæsenselev. Vi havde 1200 tønder land. Bagefter var jeg på Wedelsborgs godser.
– Men du sprang fra din karriere som forvalter og blev Guds forvalter. Fik du et kald?
– Ja, jeg ved ikke, om man kan kalde det et kald i dag. Men jeg oplevede en personlig krise, hvor jeg måtte beslutte mig for, hvad jeg ville med mit liv. Det var her, jeg besluttede mig for at vende tilbage, fortæller Henning Siegumfeldt, som herefter kom til soldaterhjemmene i Sundholm og på Bornholm, før han tog på uddannelse på Haslev Udvidede Højskole under forstander Buhl. Bagefter blev han ansat som leder på Avedøre fra 1966-68.
Den 1. juni blev Minna og han gift, og de rykkede nu til Holmen, hvor de var lederpar i 15 år indtil 1983.
Både han og familien tænker nostalgisk tilbage på de juleaftner, de holdt sammen med op til 100 soldater:
– Der var en helt speciel julestemning, husker han.
På Holmen har Henning og Minna mødt tusindvis af værnepligtige. Blandt dem var kendte folk som professorerne Mogens Müller og Mogens Lindhardt, flyverprovst Vilhelm Værge, formanden for Danmission Lars Mandrup, redaktør Jørgen Engmark og en af de unge assistenter var Per Møller-Henriksen, der nu er generalsekretær for KFUMs Soldatermission og dermed Hennings chef! Og nu vi er ved de kendte, så har Henning også været bodyguard for dronning Ingrid og dronning Margrethe, da de i 1989 medvirkede ved soldatermissionens 100 års jubilæum i Domkirken.
– Vi skulle bare sørge for, at de kunne gå til alters uden at folk trængte sig ind på dem, fortæller Henning, der også har været på Kongeskibet, når det lå i havn på Holmen.
Selv kommer han fra fattige kår på Djursland. Her levede familien med fem børn af en gård på 20 tønder land i nærheden af Ørsted.
– Det kunne man godt overleve på dengang. Det er så mærkeligt at tænke på, at det kun er 50 år siden og alligevel så helt forskelligt fra det samfund, vi har i dag. Vi havde jo aldrig klingende mønt. Mor betalte med kyllinger og honning. Vi fik mælkepenge for den mælk, vi leverede, men det var næsten også de eneste penge, der var, husker Henning.
– Vi havde køer, grise, høns, kaniner – og heste. Jeg var allerede flyttet hjemmefra, inden vi fik vores første traktor. Jeg kan huske, da vi fik indlagt vand og elektricitet før den tid havde vi kun petroleumslamper. Hver morgen skulle vi børn hver malke en ko, før vi gik i skole. Det foregik med hænderne, senere fik vi malkemaskine.
Vi gik i en lille skole med kun to lærere og to klasser, vi gik to år i hver klasse. Vi gik også i skole om lørdagen dengang. Om søndagen gik vi i søndagsskole hos vores lærerinde, Anna Andersen. Hvad hun lærte os af bibelhistorie har jeg altid været taknemlig for. Jeg ville ønske, at den slags lærere endnu fandtes…
Senere rykkede vi til en større moderne skole med 9 lærere. Jeg skulle have taget det, man dengang kaldte præliminæreksamen. Men jeg sprang fra og kom ud at tjene som 14-årig.
I 1983 skiftede Henning Siegumfeldt fra Soldaterhjemmet på Holmen til en stilling som rejsesekretær, og i 1989 blev han landssekretær. Han tog kurset Teologi for Lægfolk i Århus. Og de sidste 21 år har han efter eget udsagn haft det som en fisk i vandet. Og det, der nok betyder mest for ham, er venskabet med alle de mennesker, han kender rundt om i landet. Han tager også med til begravelser og holder personlig kontakt med mange. Hvert år den 30. december mødes han i Holstebro med sine egne 19 KFUM-soldaterkammerater fra holdet i 1962. Det har de nu gjort i 39 år. De glemmer aldrig, da de gik med KFUM-emblem og holdt bibeltimer sammen i soldatertiden.
– Vort bagland er det vigtigste, vi har. Hvis det ikke var for de mange tusinde soldater-venner, som støtter os og sælger vore lodsedler, så kunne vi ikke fortsætte. Dem værdsætter vi meget!
– Men er der fortsat brug for soldaterhjem?
– Ja, det er der. Men tiderne har ændret sig meget. Nu får soldaterne jo en månedsløn, og de kan tage hjem oftere. Før fik de kun kost og logi, og da havde de mere brug for soldaterhjemmene. Men soldaterne har fortsat behov for at komme et sted, og vi har trods alt ½ million besøg om året. Og heraf er der 60.000 besøg ved vore andagter. Det er en stor mulighed, siger Henning.
– Vi får snart et soldaterhjem i Irak. Vi havde tidligere et i Kosovo, men det er nedlagt, fordi de danske soldater ikke længere er dér.
– Men det kniber med soldater-venner altså mennesker, der støtter arbejdet, indrømmer Henning Siegumfeldt.
– Vi har ca. 16.000 medlemmer. Vi har haft 42.000, og de fleste er jo ældre. Vi har svært ved at tiltrække unge.
– Gælder det også unge medarbejdere?
– Nej, ikke for tiden. Men i perioder mangler vi folk på soldaterhjemmene. Udover lederne har vi ansat mange unge, der giver et år. Det er et både krævende og spændende job at arbejde på soldaterhjem, for man er både kok, missionær, indkøber, osv. Men det vigtigste er naturligvis, at man kan tale med soldaterne.
– Har du nogensinde glemt et af de tusinder af møder?
– Nej, aldrig. Men engang havde jeg fået forkert adresse i Sædding, og da kom jeg en lille smule for sent.
– Har du glemt dit manuskript?
– Nej, aldrig, men jeg har ofte drømt om det! Jeg havde engang et mareridt, hvor jeg skulle tale i Sønderjylland, og ikke kunne finde mit manuskript. Så sagde mødelederen, at jeg bare kunne hente det hjemme under næste salme. Men jeg kunne jo ikke nå til Sjælland… Det var heldigvis kun en drøm.
40 års jubilæet fejres ved en reception på Soldatermissionens hovedkontor på Trellevej 99 i Fredericia fredag eftermiddag 14-17, og lørdag samme tid fejres jubilæet med en reception på Soldaterhjemmet i Gothersgade 115 i København.
