Kærlighed sejrer over had og stoffer
Bet Nitzachon i Haifa er et kristent hjælpecenter for narkomaner både jøder og arabereKamp.
Sejr.
Krigsretorikken fyger over spisebordet mellem de 25 unge mænd på Bet Nitzachon – Sejrens Hus i Haifa. Her er arabere og jøder mellem hinanden. Men de kæmper ikke indbyrdes. Dels har de nok med at holde stofferne på afstand. Dels har en anden og stærkere kraft overtaget kontrollen: Guds kærlighed.
Og kærlighed var det, der drev Karen og David Davis fra New Yorks underholdningsindustri til det legendariske Karmels bjerg i Israel for at starte et hjælpearbejde blandt narkomaner i 1992.
Karen var en kendt sangerinde, David professor i teater og producer ved flere amerikanske sæbeoperaer. Men ved en improviseret gudstjeneste i et indspilningsstudie ramte den virkelige virkelighed dem. Gud var til stede og havde et formål med deres liv.
De kom med i David Wilkersons menighed, Times Square Church på Manhattan, blev involveret i Teen Challenge hjælpearbejde i New York og kort efter pionerer i et lignende arbejde i Haifa.
I dag leder de den menighed, der opstod i deres dagligstue. Den består nu af ca. 175 jøder og arabere og har foruden David Davis både en jødisk og arabisk præst.
Kærlighed er også det, der driver deres afløsere i Sejrens Hus, Sophie og Eric Benzon. Eric kommer også fra Teen Challenge i New York og flyttede til Haifa for at hjælpe familien Davis.
– Jeg kom for at hjælpe jøder og havde ikke en anelse om, at også araberne havde store narkoproblemer, fortæller Eric.
En dag kom en ung arabisk narkoman for at få hjælp til at kvitte stofferne. Han havde sin søster med. Ved en gudstjeneste samme aften besluttede begge sig for at blive kristne. Og Eric fik øje for den smukke Sophie. Følelserne blev gengældt og ikke længe efter blev parret gift.
– Det blev et herligt bryllup, husker David Davis. Jøder og arabere dansede med hinanden hele aftenen.
I dag arbejder Sophie ved skatteforvaltningen i Haifa. Og Eric holder styr på husets 25 unge, hvoraf nogle er i udslusning i en lejlighed for sig selv. Økonomisk er det Sophie der har styr på Bet Nitzachon.
– I starten var vi meget opsøgende, fortæller Eric. Vi fandt narkomanerne på gaden, prædikede for dem, bad for dem og udfordrede dem til at komme på afvænning. I dag er vi kendte over hele Israel, og vi har lange ventelister.
I dag består de 25 unge hovedsagelig af russiske jøder. De har svære livsbetingelser og de unge kommer derfor let ud i druk og stofmisbrug.
– De sidste 4 år er hjemløshed blevet et stort problem i Israel. Der har været en stigning på ca. 30 pct. I 1999 fik vi pludselig et stort antal unge mænd på afvænning.
Er det et problem at have jøder og arabere sammen?
– Nej, jeg kan kun huske en 3-4 gange, hvor der har været et større skænderi. Men da har det ikke været pga. etnicitet, men fordi en fx tog det sidste stykke brød. Kun lige omkring den 2. intifada for 4 år siden kunne vi mærke spændinger mellem de to grupper, især lige da vi havde set nyheder på tv. Så vi holdt op med at se nyheder i en periode.
Hvordan er det at være araber i Israel, Sophie?
– Hele mit liv har jeg været sammen med jøder. Jøderne er vores brødre. En dag havde jeg købt en gave til en af de jødiske narkomaner, der havde fødselsdag. Han blev bare så glad og havde tårer i øjnene, da han takkede mig. Du er den første der nogensinde har givet mig en gave, sagde han.
Sophie og Eric Benzon føler det er vigtigt, at give de unge familiesamhørighed. Derfor har de ikke noget imod at bo i en lejlighed ovenpå centret, selv om det betyder, at de aldrig rigtig føler, de har fri. Og derfor er de faktisk heller ikke bange for at deres døtre skal lide overlast fra de unge mænd i ejendommen.
– Faktisk nyder de unge at have pigerne som små søskende, og pigerne nyder deres beskyttelse. Kærlighed er den gyldne regel her, slutter Sophie.
