Linda er en gæv pige

Linda Møller forlod en stilling som hjemmesygeplejerske for at trøste Guds folk, jøderne. Det gør hun bl.a. ved at vaske fødder på syge og gamle jøder i JerusalemLinda Møller er pæredansk, men bor i et ortodoks jødisk kvartér i det nordlige Jerusalem. Her er det forbudt at køre på gaderne om sabbatten! Men den slags særheder er Linda snart vant til. Linda har boet i Israel i 10 år – først 1½ år som volontør, da hun var helt ung, senest i 8½ år som repræsentant for Dansk Jødisk Venskab. Her arbejder hun med formålet: „Trøst, ja trøst mit folk, tal Jerusalem kærligt til…“, som der står hos profeten Esajas.
Men hvordan? Det er svært for udenforstående at holde styr på Lindas mange arbejdsopgaver:

– Jeg har mindst fire forskellige kasketter på, fortæller hun.
– Jeg startede som volontør på en psykiatrisk afdeling for psykotiske mænd og depressive. Senere arbejdede jeg i en udslusningsafdeling og var også i ergoterapien. Sidste år var jeg desuden besøgsven for HIV-smittede homoseksuelle. Lige nu arbejder jeg på Hadassa hospitalets hospice for døende og er besøgsven for 2 terrorofre.
Lindas livsopgave er blevet at trøste Guds folk, jøderne, ved at hjælpe til helt praktisk der, hvor der er behov. Hun er ikke lønnet, men får en lille lejlighed, lommepenge og en årlig hjemrejse af Dansk Jødisk Venskab.
Det er langt fra den strålende karriere, der tegnede sig foran hende som ung.
Hun uddannede sig til sygeplejerske og fungerede bl.a. i 7 år som sygeplejerske på Hillerød Sygehus’ psykiatriske afdeling, heraf en tid som afdelingssygeplejerske.
– Jeg kan godt li’ at pleje mennesker generelt, men mit hjerte ligger særligt hos de psykiatriske patienter, fortæller hun.
Og dem er der en del af i Israel på grund af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Linda tager sig bl.a. af to terrorofre.
– Den ene blev udsat for en selvmordsbombe da hun gik forbi et pizzeria i Jerusalem centrum. Hun fløj 25 meter gennem luften og landede på ryggen, der blev skadet, så hun mistede sit job som aerobicinstruktør. Larmen, røgen og flyvende legemsdele gav hende et traume, så hun måtte 1½ år på psykiatrisk hospital. Har i dag, 2½ år efter, stadig mareridt hver nat.
– Den anden har mistet sin søn, datter og svigersøn i et terrorangreb, hvor de blev skudt i deres bil, og har siden mistet kontakten til sine børnebørn.

Hvad kan du give?
– Lige nu giver jeg dem et andet menneskes nærvær i en situation, hvor familie og venner flygter. Lægger øre til deres problemer og følger dem til steder, hvor de ikke tør komme alene. Den første, jeg nævnte, tør ikke færdes i byens centrum i en radius af en kilometer.
Hvad får dig til at forlade en tryg tilværelse i Danmark for at gøre det her?
– Det første push fik jeg, mens jeg uddannede mig til sygeplejerske. Jeg var med i en bibelgruppe, hvor vi fik besøg af Christian Svendsen fra Dansk Jødisk Venskab, da foreningen lige var begyndt. Da citerede han fra Esajas 40: „Trøst, ja trøst mit folk“. Ordene brændte sig ind i mit hjerte; jeg kunne ikke komme bort fra dem igen. Jeg blev forvirret, for jeg kendte ikke nogen jøder på det tidspunkt. Men senere blev der arrangeret en ungdomstur til Israel i 3 uger. Da vi kom til en udsigt over Jerusalem, og alle skulle fotografere, begyndte jeg at stortude.
– Det var meget mærkeligt for mig fuldstændig at miste kontrollen over mig selv. Jeg er flegmatisk anlagt og en rigtig „kontrolfreak“, så det var jeg bestemt ikke vant til. Samtidig kom ordene tilbage til mig: „Trøst, ja trøst mit folk, tal Jerusalem kærligt til“. Så jeg vidste, jeg skulle hjælpe det jødiske folk og bo i Jerusalem.
– Det var vist det, man kalder en kaldsoplevelse. Så var der bare tilbage at adlyde. Jeg gjorde min uddannelse færdig og tog herned for at være volontør, en slags hjemmehjælper for ældre jøder, men med min uddannelse i bagagen gjorde jeg nok lidt mere…

Efter 1½ år rejste Linda hjem til Danmark for at arbejde som sygeplejerske. En vis faglig stolthed kunne hun ikke undsige sig, som hun så frem mod en lovende karriere. Hun havde en ledende stilling og fungerede som freelance lærer på sygeplejeskolen. Hus og bil havde hun også anskaffet sig.
Men Israel kunne hun alligevel ikke slippe. Det blev feriemålet en hel del år. For det var alligevel der, hendes livskald skulle udfolde sig.
– Det er vigtigt at være tro mod sit hjerte. Det er ikke nok, at ens intellekt bliver stimuleret, siger hun eftertænksomt i dag næsten 9 år efter.
Linda gik med til at sælge sit dyre hus, „hvis der står en på trappen og tilbyder en million“ – og det kom til at ske. En ny chef i hjemmesygeplejen manglede et sted at bo, en kollega nævnte Lindas hus – og så stod hun der – på trappen og tilbød en million…
– Og så søgte jeg orlov – og 14 dage før afrejsen til Israel spurgte Christian Svendsen, om jeg ville være deres udsendte medarbejder.
Det første år gik med at studere hebraisk, derefter gik hun i gang med de mange hjælpeopgaver. I dag forstår hun alt hebraisk, „taler godt, læser nogenlunde, men er ikke meget for at skrive det“, indrømmer hun. Men har dog lige taget et kursus i rådgivning på hebraisk.

– Jeg har ikke følt det som noget offer at tage herned, bedyrer Linda. Men det har selvfølgelig en pris at tjene Gud. Men det er det hele værd.
– Når han kalder, kan man selvfølgelig sige nej, men det tør jeg simpelthen ikke. Det vil kun nedbryde mit liv, og det har jeg ikke lyst til. Selv om jeg kunne få et liv med villa, Volvo og vovhund, ville jeg ikke være lykkelig. Men den medvind, jeg føler, når jeg tjener Gud, den opvejer så rigeligt alt andet. Der sker så mange små mirakler hele tiden…
Nævn et mirakel!
– For eksempel denne lejlighed. Jeg fik den ved en telefonopringning, netop som jeg sad og skrev en annonce til avisen for at få den. Og da jeg flyttede ind, fandt jeg i et skab min egen gæstebog fra mit ophold i Israel 15 år tidligere. Jeg aner ikke, hvordan den er havnet der! Den gang boede jeg nemlig i den modsatte ende af byen! Det er bare Gud, detaljernes Gud…

Og det er vel den Gud, du vil dele med jøderne. Men flytter det sociale arbejde noget?
– Det hænger vel sammen med ens kald. Paulus indledte sine breve med: „Jeg, Paulus, som har fået en apostelgerning…“ Hvis jeg skulle skrive det, ville det blive til: „Jeg, Linda, har fået en barmhjertighedstjeneste…“
– Jeg tror, jeg ville brænde op, hvis jeg skulle være evangelist eller apostel! Paulus skriver jo også et andet sted om vore forskellige opgaver, at én planter, og en anden vander. Min opgave er at vande – eller med andre ord – at nulre tæer!
Det lyder som en god overskrift!
– Ja, men det er det, jeg gør. Når jeg vasker og masserer jødernes tæer, bliver de snakkesalige. Desuden er det at bøje sig for Guds folk i ydmyghed en meget stærk symbolsk handling. Jeg plejer at sige: „Vi har fået så meget af jer, så mange åndelige goder. Nu vil jeg gerne tjene jer med de timelige…“
Linda Møller selv mødte Guds kærlighed for første gang i Missionsforbundets søndagsskolearbejde i Frederiksværk. Hun var den eneste troende i sin familie. Nu er hendes mål at elske, trøste og hjælpe jøderne….det kan jeg selvfølgelig kun i kraft af Jesu kærlighed til mig og til dem.
– Jesus beder os om at være vidner. Og meget af min tjeneste hernede er at være, slutter Linda Møller.