Elina hjælper de fattige

I byen Pelog i Israel søger græsrødder at afhjælpe den værste nød blandt sultne børnEfter turismen er gået helt i stå i Israel, er der så mange arbejdsløse, at mange lever på sultegrænsen. En dame, Elina, bruger al sin tid på at samle alt, hvad hun kan skaffe af mad, tøj, husgeråd og andre ting, for at hjælpe de fattige.

Elina i beskyttelsesrummet, som er indrettet til spisesal og skolestue for børnene.

Elina og nogle af hendes voksne børn startede i deres eget hjem med at hjælpe alle de fattige og sultne, de mødte på deres vej. Efter en tid bad de borgmesteren om at få lov til at bruge byens beskyttelsesrum og den grund, der hører til. Borgmesteren har hjulpet dem, så meget han kunne, med faciliteter til arbejdet, og nu kommer der folk fra morgen til aften for at få hjælp. Flere volontører kommer i dagens løb for at hjælpe med uddeling af mad og med at køre ud til fattige familier med hjælp af forskellig art. Der kommer elever fra byens gymnasium for at lege med de mange fattige børn og undervise dem, der har svært ved at læse, skrive og regne. En bager kommer med brød, der er blevet i overskud i hans forretning, og et cafeteria bringer ris og kød. Mange prøver at hjælpe, men behovene overskrider det, Elina og hendes hjælpere kan præstere.
En medarbejder ved teatret i Jerusalem ville glæde børnene og købte for noget siden billetter til alle de store børn, så de for første gang i deres liv prøvede at komme i teater. Men midt under forestillingen besvimede en af pigerne. Hun havde ikke fået mad hele dagen!

Gymnasieelever kommer hver eftermiddag og leger med de fattige børn og hjælper med maduddelingen.
Til rådighed døgnet rundt

Elina er til rådighed hele døgnet rundt, og hendes telefon er altid åben, så mennesker i nød kan få fat i hende. Om morgenen kommer mødrene med deres babyer og lidt større børn og får et måltid mad. Ved middagstid og hele eftermiddagen kommer skoleelever og får deres første daglige måltid, og senere kommer familier med plastikposer og tasker for at få, hvad der er blevet tilovers. Kun mennesker, der har været hos myndighederne først for at hente madbilletter, kan komme i betragtning, så ingen udnytter velgørenheden. Og penge, der gives til projektet, går igennem myndighederne, så alt går rigtigt til. De fattige voksne, der er i stand til at hjælpe med en praktisk opgave i projektet, skal gøre det, så de føler, de arbejder for føden til deres familie og ikke går tiggergang.

Elina har pakket kasser med mad, hun skal have bragt ud til de familier, der ikke er i stand til at komme og hente det.
Etiopiske jøder har det værst

De familier, der har det hårdest, er de nye immigranter, der er kommet fra Etiopien og andre u-lande. Mange af dem har aldrig gået i skole og kommer fra meget primitive forhold. Den første tid, de er i Israel, bliver de hjulpet i gang i modtagelsescentre, der findes overalt i Israel. De får lært en del hebraisk og andre ting for at kunne klare sig. Mange af dem har fået arbejde, men nu, hvor der næsten ikke findes arbejde for mennesker uden uddannelse i landet, går det hårdt ud over disse familier. De får en lille hjælp fra staten, men mange af dem har en stor børneflok og har ikke nok til mad og andre livsvigtige fornødenheder.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Centre genåbnet med hjælp fra Danmark

Elina fortæller, at de indtil for kort tid siden havde uddeling af mad på tre steder i byen De havde fået to skoler stillet til rådighed, men de har måttet lukke de to steder, da de ikke havde folk og hjælp til så mange mennesker.
Anne Lise og Peter Madsen er netop nu i Israel og fik nys om Elinas græsrodsprojekt. De tog en hurtig beslutning om at støtte projektet, så Elina nu fra 1. maj kan åbne et af de steder, hun måtte lukke. Med ordene fra Esajas 58, at faste efter Guds sind er at dele sit brød med den sultne, opfordrer de danske kristne til at være med.
– Vi vil sende dig en fast hjælp hver måned, så alle disse stakkels mennesker ikke skal gå sultne i seng! – har de lovet Elina.