Kristendemokraterne på vej ud?
En opinionsundersøgelse for nylig udtrykte, at de tre regeringspartier kun ville få 86 af 179 mandater, og dermed ville de miste regeringsmagten. Samtidig kunne man læse, at Kristendemokraterne lå under spærregrænsen. Det skyldes sikkert deres udmelding om, at de nu vil støtte Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet og således rykke partiet til venstre i dansk politik.
Hvis Marianne Karlsmose ikke var kommet med denne udmelding, ville kernevælgerne sikkert have holdt fast ved deres parti, og så kunne partiet have haft stor indflydelse i en regering bestående af Venstre og Konservative med støtte fra Dansk Folkeparti. I øvrigt finder jeg det tåbeligt, at hun på så tidligt et tidspunkt bandt partiet til blokpolitik. Men hun kan jo nå at fortryde det, hvis ikke det allerede er for sent at redde partiet.
Marianne Karlsmoses udmeldinger er ødelæggende for partiet. Hun har netop udtalt til pressen, at nu har man skiftet fra bogstavet Q til K, og det har flere fordele. F.eks. kan den nu siddende regering ikke længere kalde sig en VK regering, så nu må de kalde sig en VC-regering (JP3.3.04). Tænker hun sig da overhovedet ikke om, før hun som ledende politiker udtaler sig offentligt?
Kristeligt Folkeparti stod for en klar kristen holdning i sin politik. Kristendemokraterne har tilsyneladende skiftet kurs til fordel for en moralsk holdning og et samarbejde med de katolske kristendemokrater i udlandet og en leflen for muslimer i Danamrk.
Hans Kristian Neerskov
Præst, forfatter
Postboks 161, Søborg