Lidelseshistorien ifølge Mel Gibson
Den ud over alle grænser foromtalte The Passion of The Christ har mediekonsulent i KLF, Kirke & Medier og formand for Toftlund Biograf, Lars Peter Melchiorsen, set, og han anmelder den her I Den Danske Salmebog skorter det ikke på stærke beskrivelser fra Jesu lidelseshistorie. Ja, nogle af salmedigterne især de mere barokke og pietistiske kan beskrive Jesu trængsler særdeles malerisk. Men lige meget hvor detaljeret beskrivelser-ne kan være i f.eks. Thomas Kingos gendigtning af lidelseshistorien (DDS 181, 183 – 187), så er og bliver de kun ord. Uanset hvor mange gange vi har sunget dem, eller for den sags skyld læst evangeliernes beskrivelse af Jesu lidelse og død, så har de vel aldrig i den grad slået os, at vi er blevet stumme?
Med The Passion Of The Christ har Mel Gibson lige så tekstnært som Kingo genfortalt lidelseshistorien – og med hvilken effekt! Jeg sad alle rulle-teksterne til ende, inden jeg fik mig stablet op på skælvende ben. Det var ikke på grund af store skuespilpræstationer. Dem synes jeg ikke, der var mange af. Kun Pilatus og Judas repræsenterede for mig interessante personligheder. I dem var der den spænding mellem sandhed og politisk nødvendighed, mellem loyalitet og skuffede forventninger, som giver liv og fremdrift i fortællingen. Jesusfiguren havde ikke mange strenge at spille på, og det er fantastisk, at man næsten lydløst kan gennemleve så store lidelser; og de to Mariaer fulgte med på afstand uden at mæle et ord, men med mange tårer. På en måde oplever vi Jesu lidelse gennem Maria og det kan ikke overraske i betragtning af Mel Gibsons katolske baggrund.
På korsets træ de pinte ham
med nagler og med spyde;
hvor så man fra det offerlam
det røde blod at flyde,
hvor så man da hans hjerte slå,
hver åre som en bæk at gå,
hans hoved sig at hælde
(DDS 190,4).
Nej det, der slog mig groggy, var den kendte beretning fortalt med al filmmediets visualiserende styrke. Filmen er tilstræbt realistisk. Miljøskildringen er så tæt på den historiske virkelighed, som man vel kan komme. Jerusalem er et hul i Romerrigets udkant, og selv statholderens palads fornemmede jeg kunne være beskidt, koldt og klamt i den mellemøstlige vintertid. Især i Getsemanescenen benyttes lyset til at skabe en særlig stemning. Endvidere bruger Mel Gibson det groteske til at beskrive ondskaben. F.eks. jages den samvittighedsplagede Judas af børn transformeret til ældede gnomer, og Jesus ser under sin tortur Satan bære rundt på en grotesk mandsling. Denne forvrængning af virkeligheden virkede stærkt på mig.
Og så er der volden. Den er blodig og udpenslet, og jeg har det stadig vanskeligt med den del af filmen; men måske har den sin mening? For nogle år siden så jeg sammen med nogle unge en musikvideo med Michael W. Smiths Secret Ambition, hvor det lykkes ham på godt tre minutter at fortælle hele den nytestamentlige historie, og hvor lidelseshistorien også er ret så malerisk beskrevet. Én af de unge sagde bagefter, at det først var nu, at det gik op for ham, at det må gøre ondt at blive korsfæstet. Lyder det naivt? Faktisk tror jeg, at vi i den protestantiske tradition – i den bedste mening – har renskuret vore religiøse billeder for den dramtik og gru, der ligger i lidelseshistorien. Når jeg tænker tilbage på de glansbilleder, som vi fik i søndagsskolen, eller på de blodfattige krucifikser eller tomme kors, der hænger rundt i vore kirker, så mener jeg, at vi har været tilbøjelige til at pakke Jesu død ind i idyl.
Vel den kristne påskes fortællingsunivers er i sandhed forbudt for børn, hvis den formidles, som den bliver her af Mel Gibson; men det er måske nødvendigt, for at vi voksne igen opdager alvoren og den egentlige betydning. Jeg får i hvert fald vanskeligt ved for eftertiden at synge fastetidens salmer uden at have Mel Gibsons blodige Kristusbillede svævende for øjnene og uden at tænke på, hvilken pris Gud har betalt for min frelses skyld. Det betyder ikke, som nogen har hævdet, at opstandelsen nedtones. Den er der stadig – også i filmen – som det, der gør Jesu frelsesgerning vedkommende for mig i dag.
Endelig må jeg tilstå, at det værste i The Passion Of The Christ ikke er den usminkede skildring af menneskelig ondskab. Det, som jeg under forestillingen oplevede som det værste, var den tilbagevendende rædsel over, at det her jo ikke bare er historie. Det er ikke kun noget, der skete engang. Der er også i dag mennesker som dræbes, forrådes, hånes, mobbes, nedværdiges, piskes og hvad ved jeg. Gid denne beretning om Guds lidelse i verden må vække vor omsorg for vore lidende brødre og søstre.
The Passion of The Christ:
Premiere den 2. april i 26 biografer landet over
