Professor i kirkevækst besøger Danmark

Underviser danske kirkeledere om vækst og lederskab i fremtidens kirke
Den internationale kendte britiske professor Eddie Gibbs besøger København og Mariager for at undervise om kirkevækst og lederskab i fremtidens kirke.

Eddie Gibbs har skrevet en lang række bøger og har stor kendskab til både det amerikanske og det internationale kirkeliv.

Det sker på et endags seminar mandag den 3. maj i Apostolsk Kirke på Fillipavej i København og på Pinsevækkelsens Højskole i Mariager de følgende tre dage den 4. til 6. maj.
Eddie Gibbs, der er midt i 60’erne, er professor i kirkevækst på Fuller Theological Seminary, Pasadena i Californien. Men mest af alt har han en missionærs hjerte, der brænder for at kirken må bringe evangeliet til vor tid. Han har selv været missionær i Chile i fem år.
Jørgen Mortensen, præst i Apostolsk Kirke, har taget initiativet til det fælleskirkelige arrangement, der kaldes ChurchNext.
– Eddie Gibbs besidder en sjælden skarphed, et profetisk klarsyn og en enestående evne til at beskrive kirkens udvikling op igennem årene og kirkens mulighed for at nå ud til mennesker i en moderne kultur i dag.
– Hans mangeårige erfaring, gør ham ekstra troværdig og utrolig lærerig, mener Jørgen Mortensen.

Missionærs hjerte

Birger Nygaard, formand for Evangelisk Alliance, er medarrangør. Han mener, at Eddie Gibbs har en formidabel evne til at skære ind til benet, og hjælpe til at se virkeligheden.
– Det er sjældent vi i Danmark skal rejse så kort vej for at lytte til en mand, der ser så langt, mener Birger Nygaard.
Eddie Gibbs vil bl.a. undervise om at forandre gamle kirker, så de er rustet til omskiftelige tider. I et interview i det amerikanske magasin Christianity Today udtaler Eddie Gibbs sig om den forvandling, som han mener kirken er nødt til at gennemgå for at finde sin identitet i dag.
– Vi er ved et meget skelsættende punkt. Tingene kommer til at ændre sig, hvad enten vi kan lide det eller ej. De beslutninger vi tager nu, kommer til at afgøre om vores kirke dykker næsegrus, eller om vi går ind i en ny vækstkurve, siger han.
Eddie Gibbs har tidligere undervist i to uger på Københavns Universitet om emnet „Changing Old Churches to Face Changing Times“.