DEM genopbygger hospital i Liberia
Dansk Ethioper Mission (DEM) har fået Danida-bevilling på 1.580.000 kr. til renovering af Den lutherske Kirkes Phebe hospital som ligger i Suakoko ca. 150 km. nordøst for Liberias hovedstad, Monrovia
Phebe hospital (billedet) er distriktshospital for omkring en halv million mennesker i Bong amt. I marts sidste år tvang borgerkrigen i Liberia imidlertid sygehuset til at evakuere patienter og personale og lave et lille nødhospital i nogle telte et stykke vej fra Suakoko. Siden da har oprørsstyrker plyndret og ødelagt hospitalet, og det sidste års tid har områdets befolkning derfor stort set været uden behandlingstilbud.
På Phebe har lokale liberianere og frivillige fra USA været i fuld gang med at rydde op og gøre rent i og omkring hospitalets bygninger. Og den 12. maj kom en ingeniør fra det amerikanske arkitektfirma, MSAADA, til Liberia for at begynde på arbejdet med at renovere de to bygninger som Danida har bevilget penge til. Til sammen rummer disse to bygninger bl.a. afdelinger med i alt 84 sengepladser, operations- og skadestuer, laboratorium, røntgen, lager og ventesal.
Genopbygningsarbejdet ventes at være færdigt ved udgangen af september i år, og fra oktober regner Phebe hospital med igen at kunne tage imod 500 indlagte patienter om måneden.
Danida-støtten er en nødhjælpsbevilling, og den gives gennem Dansk Ethioper Mission som har arbejdet sammen med Den lutherske Kirke i Liberia siden 1980.
Det administrative arbejde omkring renoveringsprojektet har Dansk Ethioper Mission overdraget til Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.
-and