En gave til Danmark
Det er ikke lige meget, hvem der bliver Danmarks næste dronning.Det er næppe alle Frederiks forhenværende undertøjsmodeller og andre lidet oplagte emner, som Danmarks næste dronning, der ville slippe igennem dronning Margrethes nåleøje.
Men Frederik havde et trumfkort i ærmet med hjem fra Sydney i år 2000 – uden, at hverken han eller Mary vidste det dengang, siger de begge.
Et interview i Politiken giver et billede, af en 32- årige pige med ben i næsen, et begavet, tænksom og charmerende menneske, der grundigt har overvejet sin livsopgave i Danmark, En livsledsager, som Frederik fuldt og helt kan stole på. En kærlig, loyal og fortrolig støtte.
Det er ingen hemmelighed at Frederiks interesse for kristendom, diplomatisk sagt, kan ligge på et meget lille sted.
Både Frederiks udtalelser og hans ansigtsudtryk, når han sidder i kirken ved højtidelige lejligheder, taler sit eget sprog. Det skal han nu ikke bebrejdes, det kan der være mange grunde til. Jeg kan huske, hvordan jeg selv blev slæbt med i kirke søndag efter søndag, som barn. Det var rigtig træls og kedeligt, indtil jeg fik et personligt møde med Gud.
Det virker, som om Mary har en anden indstilling til kristendom. Hendes farmor var troende og troede på Gud, fortæller hun til dagbladet Politiken i søndags.
Farmoderen har tydeligvis påvirket Mary, som taler meget om sin skæbne. Om en slags højere magt, som hendes øjne åbnes mere og mere for.
Hvad disse udtalelser dybest set indeholder, ved ingen. Vi skal heller ikke tage Marys ord til indtægt for noget som hun måske mener anderledes, end vi gør. Men en ting står fast.
Bibelen siger, at vi skal bede for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. Vi skal bede for Frederik og Marys livsopgave og deres evighed.
For når livets lanterne slukkes, er vi alle lige. Da er al kongerøgelse borte. Da er dér kun to veje – himlens og helvedes. Guds kærlighed og et menneskes valg afgør den enkeltes endestation.