Kulturradikalismens frugter høstes i dag

Af Poul Ulsdal
Pastor emeritus, Esbjerg.
Har skrevet over 400 tidsskriftartikler
og kronikker, især om
kirkelige emner.

Da jeg blev gjort opmærksom på, at Hanne Marie Svendsen havde skrevet en roman om nordboerne på Grønland omkring år 1350, ”Unn fra Stjernestene”, var jeg klar over, at den måtte jeg læse.

Det havde nemlig optaget mig meget, at der i mere end 400 år havde været en kristen kirke så langt mod nord i et så ugæstfrit land. At man der havde fundet rester af mindst 17 kirker iberegnet en domkirke samt det endnu mere utrolige – også to klostre. Hvilken åndelig kraft må der ikke have ligget bag en sådan historie!

Det har fået mig til at læse en hel del litteratur om denne fjerne verden, og jeg fik også lejlighed til at besøge landet, hvor jeg nåede at se de tre vigtigste historiske steder. En gammel kateket viste mig rundt på Bratalid, hvor Grønlands første ”kolonisator”, Erik den Røde, havde bygget sin gård før år 1000, og jeg så grundvolden til landets første kirke, som hans kone Tjodhilde havde bygget. Jeg fik også lejlighed til at vandre rundt mellem rester af bygninger på bispesædet Gardar. Ja, jeg nåede endda at se den skønt beliggende Hvalsø kirke, hvor næsten kun taget manglede…

På biblioteket kunne jeg læse næsten udelukkende rosende anmeldelser af Hanne Marie Svendsens roman, og fornylig kunne man i avisen se, at hun havde fået en hæderspris for den. Men læsningen blev en meget stor skuffelse, så det var med besvær, at jeg nåede igennem dens 427 sider. Hun blev berømt for sine maleriske skildringer af livet omkring et lille nonnekloster og omkring domkirken i Gardar på dette tidspunkt. Men det er næsten alt sammen ”rent digt” og ”fri fantasi” om en tid, hvorfra der netop ikke findes historiske vidnesbyrd!
Der røbes megen stor uvidenhed om de ting hun skildre, selve ”substansen” er fortegnet – ja tegnet efter en bestemt gammelkendt teologi!

Fornylig kunne man i radioen høre den gamle ungdomsoprører Ole Grünbaum argumentere for, at ”i dag er vi alle kulturradikale”. Det er denne mere end 100-årige anskuelse, der i disse år er ved at komme på mode igen, som helt igennem præger bogen. Man møder stadig denne livsanskuelse eller ideologis særlige kendetegn: foragt for kristendommen og optagethed af seksuel ”frigørelse”- man finder ikke ét normalt kristent menneske i denne bog, alt er karikeret til det latterlige og absurde. Jeg måtte sætte næsten utallige spørgsmålstegn i margen i anledning af helt konkrete fejl angående livet på disse to kirkelige institutioner. Således plager abbedissen den lille flok af halvgamle nonner med ”gymnastiske øvelser” for at lære dem at knæle og rejse sig under dagens tidebønner i kirken – ja, man tror, det er løgn.
Helt moderne fænomener som tvivl og ateisme, som var utænkelige dengang, placeres ind på dette tidspunkt – ja, ofte på så primitiv en måde, som en elev i første gymnasieklasse kunne gøre det i dag. Ellers drejer alt i den ”kirke” sig om ydre magt, penge, intriger og udnyttelse af befolkningen. Selvfølgelig sender biskoppen i Bergen ikke præster eller andet, som mangles så hårdt i bygden, men flotte messeklæder! Alt sammen er et præcist billede af, hvordan kulturradikalismen altid har opfattet kirke og kristendom.
Det andet kendetegn på denne ideologi er, at der næsten hele tiden snakkes om sex, helt pubertetsagtigt boltrer forfatteren sig i fortællinger om alle former for seksuel udfoldelse. Forudsætningen derfor er selvfølgelig den rent dogmatiske opfattelse, at nonner, munke og præster uafladeligt plages af at skulle leve ugifte. Det er typisk, at vi på bogens allerførste sider møder stedets totalt umulige præst, der hele tiden vil røre ved et par 16-17 årige piger. Det hjælper en tid, da biskoppens stedfortræder ”bevilger” ham en husholderske! Men senere får den rædselsfulde abbedisse hende fjernet igen, og det ender med, at han kastrerer sig selv, fordi han ikke kan lade være med at onanere – synligt. Den slags lækre historier vrimler det med lige til sodomi og seksuel nydelse ved piskning. Da en gammel munk skal undervise to vordende nonner og de to føromtalte pigebørn, når man ikke at tale om andet end sex. Den eneste præst, der omtales positivt, er en, der frejdigt fornøjer sig med eskimopigerne! Heller ikke på de omliggende gårde møder man eksempler på normalt kristent familieliv.

Alt i denne ”kirke” er præget af overtro – uden antydning af historisk belæg derfor. Det er næsten komisk at møde en masse snak om ”den gode, gamle religion”, før kristendommen kom til landet. For da var der slet ingen mennesker på det sted! Erik den Røde kom til Grønland i 985, og alle, der senere koloniserede området, kom fra Norge eller det Island, der officielt blev kristnet år 1000. Men allerede Eriks søn, Leif blev døbt i Norge og havde den første præst med tilbage. Så hans mor blev døbt og byggede den føromtalte kirke – alt sammen før år 1000. Fra år 1124 kender vi navne på en række biskopper, hvis vigtigste opgave var at uddanne og indvie præster til de førnævnte kirker og klostre og betjene de måske 3000 mennesker på de 300 gårde, man regner med, der var dengang.
Med den tro eller overtro, som forfatteren fantaserer sig til – og med disse håbløse præster, der ikke engang tror på Guds eksistens, kunne en kristen kirke overhovedet ikke have virket på det sted og ikke have overlevet et eneste slægtled efter den skildrede situation i 1350, men det gjorde den. De sidste helt autentiske oplysninger fortæller om et stort bryllup i den føromtalte kirke i Hvalsø år 1408, om man mener, at der var nordboere i den såkaldte Østerbygd op til omkring 1500. Man ved ikke, om pesten ”Den Sorte Død” nåede til Grønland, men dens hærgen i Norge kunne måske være en af grundene til, at forbindelsen til Grønland efterhånden hørte op, så man kun ved om en biskop, der døde i 1378.
Skildringen af naturen deroppe, sommer og vinter, vind og vejr er heller ikke særlig overbevisende, snarere ensformige gentagelser. Ikke engang miljøet omkring domkirken på Gardar får man noget indtryk af. Her er det værd at mindes, hvordan Sigrid Undset i en af sine middelalderromaner, der foregår næsten på samme tid, skildrer livet omkring en anden domkirke, men i Hamar i Norge. Ikke blot fornemmer man den knirkende sne og andet vejrligt. Men man føler, at man selv går omkring og oplever det alt sammen, ikke blot messerne i kirkerne, men også hele det travle liv på sådant et sted.
Jamen, hvordan tør jeg gå imod de mange fine anmeldelser af denne bog? Jeg behøver ikke blot at henvise til, at et langt livs optagethed af litteratur og læsning af anmeldelser har overbevist mig om, at også anmeldere kan være dybt uenige i deres vurdering af en bestemt bog, men med Ole Grünbaums ord er de jo også ”kulturradikale”. Det store flertal ved sikkert ikke mere om kristendommen på Grønland omkring år 1350 end forfatteren, og i deres helt selvfølgelige ”frisind” kan de ikke se, hvor sexfikseret så meget i bogen er! De hører til denne ”livsanskuelses” magthavende kleresi, ”gejstlighed”, som vi i dag møder i alle medier. Men de er ikke ufejlbarlige, så jeg fastholder min vurdering af denne bog.

Poul Ulsdal har tidligere udgivet:
Gudstjenesten i vor tids religiøse krise. 1960
Højkirkeprædikener. 1963
Tjenesten ved alteret. 1983
Guds og de fattiges ven. 1984
En kamp for kirkens frihed. 1985
Fanø-Minder. 1990
Mod strømmen. 1993
I kirkens tegn. Erindringer 1994
Minder fra Hejls. 1996
15 pjecer og oversættelser
Fået trykt over 400 tidsskriftsartikler og kronikker og ca. 800 mindre ting