Over 100 kirker er nu tilmeldt Danmark til middag
Alpha-Danmarks event Danmark til middag d. 8. september, hvor alle danskere er inviteret til middag i kirken, er nu godt på vej. De mere end 100 kirker, der har tilmeldt sig, kommer fra alle kirkesamfund, og arrangørerne regner med, at deres forventning om 200 kirker nemt kan opfyldes.
Før sommerferien får Danmark til middag sin egen hjemmeside med oversigt over de tilmeldte kirker. For tiden er Alpha ved at få fremstillet TV-reklamer, plakater m.m., der skal gøre opmærksom på begivenheden i offentligheden. Arrangørerne gør opmærksom på, at den bedste reklamekampagne ikke er store plakater og TV-indslag, men de personlige kontakter som hver enkelt har.
I løbet af maj og juni er de tilmeldte kirker inviteret til inspirationsmøder. Ved møderne vil der være forslag, gode råd og inspiration om hvordan middagsselskabet bedst kan holdes.