Dansk „Moder Theresa“ giver husly til hjemløse

Inge Norling er ikke en helt almindelig nonne. Og Fasterholdtgård mellem Brande og Herning ikke et helt almindeligt klosterMidt ude på den jyske hede ligger et kloster. Nej, ikke et almindeligt kloster, men et center for hjemløse. Og heller ikke ledet af en almindelig nonne, men af en „lægsøster“ i Moder Theresas 3. orden.
Inge Norling hedder den 70-årige kvinde, der tager sig af 32 alkoholikere, narkomaner og prostituerede. De kalder hende deres „lille priorinde“.
Hendes stemme er på en gang blid og intens, hendes statur på en gang rund og spænstig. Som hun i sin lille røde folkevogn suser mellem Fasterholdtgård, det lille „Marias hus“ i nærheden og det nyerhvervede nedlagte hotel i Arnborg mellem Herning og Brande, udstråler hun en energi enhver mand i 40-50års alderen må misunde hende.
Der holdes nemlig tre andagter om dagen alle steder, af hende selv og hendes „medarbejdere“. De består af tidligere hjemløse, der nu bor mere eller mindre fast hos den energiske nonne.

Andagterne er kuren, der skal tæmme volden, tidebønnerne skal dæmpe abstinenserne og stilheden, lysene og atmosfæren styre gemytterne hos beboerne, en kur som selv politiet har måttet tage kasketten af for:
– I starten var her meget vildt, indrømmer Inge Norling.
– Jeg havde ikke meget forstand på stoffer og dens slags…
For 14 år siden var der ikke faste regler og pligter som i dag.
– Jeg måtte ofte ringe efter politiet. Har selv måttet lægge mig imellem kamphanerne flere gange. Har både fået brækket et ribben, flere hjernerystelser og oplevet to kvælningsforsøg.
Men så en dag, da hun var lige ved at give op, bad hun desperat Gud om hjælp. Så kom tanken, at hun måtte give ham lov til at hjælpe. Og så hun gik ind til beoerne og sagde: Fra i dag holder vi andagt hver dag.
Alle sluttede op uden protester – og volden holdt op.
– Jeg havde ikke brug for politiet en eneste gang de næste to år. Og i alle de følgende år har jeg kun tilkaldt dem 5-6 gange, siger hun glad. – Og politiet spørger: Hvad gjorde du?
Hemmeligheden er andagterne, hvor beboerne messer salmer og bibelvers fra „tidebøgerne“.
– Er det ikke fantastisk, udbryder Inge Norling: – Her sidder vi, hjemløse, tyve og mordere. Og vi bliver bedre sammen! Nu hører vi ikke en gang et bandeord mere!

I dag bliver beboerne „afgiftet“ under opsyn af Ringkøbing Amts misbrugslæge, og der er indført håndfaste regler.
Først døgnrytmen som er slået i stykker for de fleste af gadens børn: „Et døgn har 24 timer. Det er 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Arbejde og fritid er om dagen, søvnen er om natten fra 11 aften til 7 morgen. I den tid skal der være ro!“
Og så ordnede rammer: „Alle hjælper til med alt praktisk arbejde. Det er alles ansvar at lave mad, vaske op og at huset fremtræder pænt, rent og hyggeligt“ står der, og det må siges at være lykkedes. „Alle deltager i måltiderne, også selv om man ikke er sulten.“
Og så er der naturligvis nogle forbud: Ingen alkohol, ingen hash, ingen porno, og ingen sex uden for ægteskabet: „Personer af modsat køn opholder sig ikke på hinandens værelser bag lukkede døre!“
Der bor nu 10 på Fasterholdtgård, 5 km fra Arnborg mod Nr. Snede, fire i Marias Hus og 15 på hotellet og tre i to små lejligheder i Arnborg. De hjemløse skal lægge 3.700 kr. om måneden til husleje, lys, varme, alle måltider, tøjvask og endda shampoo og sæbe på badeværelserne. Beløbet trækkes direkte fra den hjemløses pension eller kontanthjælp.

Hele projektet, ledet af „Den almennyttige Fond til Fred og Forsoning“ ligger i en radius af fem km. med Fasterholdtgård som centrum. For det var her Inge Norlings eventyr for alvor begyndte…
Inge Norling havde selv prøvet at leve som hjemløs i 10 måneder. Og før det arbejdet i „sidegadeprojektet“ et værested for prostituerede og pornomodeller i en sidegade til Istedgade i København. Men nu ville hun have en gård i Jylland, „mellem Viborg og Vejle“, hvor hendes to børn bor.
– Men den skal ligge i en skov, så vi kan gå en tur og komme væk fra hinanden. Og vi skal kunne stille 14 kors derude, holde den katolske korsandagt, sagde hun spontant en dag hun bad til Gud.
Og da hun kort efter rejste med tog, så hun Fasterholdtgård i en avisannonce, viste den til en medpassager, der viste sig at være hjemløs og siden skulle blive hendes første beboer.
Gården havde været til salg længe og var blevet plyndret for alt af værdi, selv køkkenelementerne var væk. Her fik Inge Norling nu lov til at bo gratis i et halvt år mod at passe på stedet og installere nyt køkken og bad. Det første år havde hun 20 forskellige beboere.
Siden er gården lejet på mere normal vis, og Inge Norling har sat et feminint præg på stedet med hygge og kaffeduft indenfor og haveanretning med flotte blomsterbede udenfor.
– Her slapper jeg af, når det hele bliver lidt for meget, siger hun.
Og der er meget: Så skal hun til lægen med en beboer, i retten med en anden, på indkøb til den store husholdning osv. For den eneste lønnede medarbejder er Jenny, der er bogholder 10 timer om ugen.
– Mange gange bliver jeg spurgt om, hvordan det kan lade sig gøre at bo alene i et bofællesskab med 30 tidligere kriminelle narkomaner og alkoholikere uden personale? Min erfaring er, at for Gud er ingenting umuligt. Her er rart og fredeligt, og jeg er fuldkommen tryg.

Og det er store ord, når de kommer fra Inge Norling. Hun har nemlig været forsikringsmægler i 17 år ved bl.a. Wintherthur-Borgen og Hafnia, i dag fusionerede selskaber. Uddannet på Forsikringshøjskolen og siden jævnligt opdateret på assurandørkurser lærte hun at sætte sikkerheden i højsædet. Men måtte sande at forsikringer alene ikke formår at skabe tryghed helt ind i hjertekuglen.
– Jeg led meget af depressioner dengang og var plaget af selvmordstanker, fortæller hun. – Jeg havde planlagt det hele, havde tegnet en stor livsforsikring på mit eget liv, så mine børn fik en klækkelig sum udbetalt, når jeg nu kravlede op over kanten på lillebæltsbroen…
Hendes datter fik hende dog slæbt med til en gudstjeneste i Pinsekirken, en frikirke i Vejle:
– Hvor er det dejligt, at Gud elsker os, sagde den bramfri præst.
– Han elsker dig som du er, selv om han også kender dig fuldt ud.
Inge Norling følte, han talte direkte til hende som hun sad der på bageste række, og ordene blev omdannet i hendes indre: Du er dyrebar, vogt over dit liv, og lad være med at begå selvmord!

Inge Norling fortsatte sit forsikringsarbejde, havde en stor kundekreds i Skotland, mens hun boede i Danmark. Men i Skotland skulle hun stifte bekendtskab med nonnerne i Moder Theresas orden. De serverede varm suppe for de hjemløse på Glasgow Banegård, tog dem med hjem til klosteret, gav dem et bad og en varm seng at sove.
– Nonnerne brokkede sig aldrig, selv om de hjemløse bandede og svovlede og svinede rummene til med grafitti, fortæller Inge Norling, der snart brugte al sin fritid sammen med nonnerne, hjalp dem med at køre og handle ind.
Men hun nægtede at bede sammen med katolikkerne. De var ikke rigtige kristne, mente hun – indtil hun modstræbende kom med til en andagt. Så dem bøje knæ på gulvet. Og hørte dem bede så inderligt „som om Jesus stod midt i rummet“.
Dér, lige dér tog Inge Norlings liv en helt ny drejning:
– Før var pengene min Gud. Alting drejede sig om mig, mig, mig. Nu gav jeg slip på mig selv og besluttede at blive fattig. Jeg konverterede til katolicismen, gik til præst i lang tid, „solgte“ alle mine forsikringskunder, og længtes bare efter at leve sammen med de fattige.

Inge Norling gik nu i kloster hos Benediktinerordenen i Høsterkøb i Nordsjælland. Derefter levede hun som hjemløs og lavede mad for 150 beboere i Kirkens Korshærs herberg i København, hvorefter hun blev uddannet sognemedhjælper på Diakonissestiftelsen. Og så måtte hun tilbage til Jylland, få sit eget sted, hvor nu 32 beboere nyder godt af hendes omsorg.
– Jeg er meget optimistisk, indrømmer hun, selv om økonomien hænger i en tynd tråd og nye beboer ikke altid forstår at indrette sig efter reglerne.
– Jeg kan godt blive rigtigt gal, men jeg kan ikke foragte de mennesker som Gud har skabt, slutter Inge Norling.
Jo, sandelig, en „mærkelig“ nonne på det anderledes kloster helt ude på den jyske hede.