Venstre sidebanner eksempel

Frikirke smidt ud af samarbejde

Frikirken Cornerstone Church er blevet fjernet fra listen over arrangører af en fælleskirkelig gudstjeneste i forbindelse med kulturugen i Randers„Cornerstones lære strider imod Jesu lære, og derfor kan vi ikke have dem med.“ Så kontant begrunder formanden for KFUM & KFUK i Randers beslutningen om at udelukke frikirken fra en fælleskirkelig gudstjeneste i Randers.

Henrik Holm, pastor i Cornerstone Church

KFUM & KFUK tog for mange år siden initiativ til gudstjenesten, der siden har været en årligt tilbagevendende begivenhed i forbindelse med kulturugen i Randers. Foruden KFUM & KFUK står katolikker, baptisker, Frelsens Hær og Den Evangeliske Frikirke bag arrangementet. Og så altså den 2 år gamle frikirke Cornerstone, som sidste år var med for første gang, men nu er ude i kulden igen.
– Siden sidste år er vi blevet mere opmærksomme på deres lære, fordi vi har læst artikler om Cornerstone i aviserne. Vi mener, at vi blåstempler dem ved at samarbejde med dem, og det vil vi ikke, siger KFUM & KFUK-formand Per Schultz-Knudsen til Kristeligt Dagblad.

Grænsen er nået

Ifølge Per Schultz-Knudsen prædiker Cornerstone „fremgangsteologi“, bl.a. at sygdom, arbejdsløshed og fattigdom skyldes manglende tro.
– Selvfølgelig findes der mange måder at være kristen på, men der er en grænse, og den er nået, siger han.
Beslutningen om at udelukke Cornerstone er truffet af et flertal i arrangørgruppen.
Præst i Cornerstone Church Henrik Holm er ked af beslutningen. Først og fremmest, fordi den er udtryk for, at de kristne i Randers ikke formår at stå sammen.
– Vi har fælleskirkelighed på hjerte, og vi mener, at kristne bør bruge deres energi på at nå mennsker med evangeliet, siger Henrik Holm.
Til beskyldningerne om, at Henrik Holm skulle forkynde fremgangsteologi, siger han:
– Jeg er ikke sikker på, hvad fremgangsteologi er. Men hvis det er, at sygdom, arbejdsløshed og fattigdom skyldes mangel på tro, så forkynder vi ikke fremgangsteologi, fastslår han.
– Vi tror på, at Gud giver os gaverne, når vi er parate til at modtage dem. Når en syg kommer op til forbøn, er det udtryk for, at den syge har tro nok. Hvis vedkommende så ikke bliver rask, er det vel snarere min tro, der mangler, når jeg lægger hænderne på den syge, siger Henrik Holm.

Undrer sig

Præsten undrer sig iøvrigt over, at Per Schultz-Knudsen udtaler sig på baggrund af, hvad han har læst i avisen og på Cornerstones hjemmeside.
– Han har aldrig været til vore møder, og han har ikke spurgt mig, hvad jeg tror, siger Henrik Holm.
Cornerstone Church har taget beslutningen om eksklusion til efterretning, men vil ikke gøre mere ud af sagen.
Ifølge Henrik Holm har Den Evangeliske Frikirke valgt at forlade samarbejdet i sympati med Cornerstone Church. Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra kirkens præst Henrik Madsen.