Kirke be’r for forbrændt dreng

I Kvaglund sogn i Esbjerg beder menigheden for tre-årige Jonas, som ligger med 3. grads forbrændinger på Rigshospitalet.

Præsteparret Elsebeth og Jens Fischer Nielsen

Af endnu uopklarede årsager gik der ild i lille Jonas, og da han ikke selv forstod at få ilden slukket endte det med, at 60 pct. af hans krop blev forbrændt. Han har allerede været igennem 3 transplantationer på Rigshospitalet, hvor familien våger over ham.
Da dagbladet Jydske Vestkysten på forsiden fortalte historien Kristi Himmelfartsdag, besluttede sognepræst Jens Fischer-Nielsen resolut at tage lille Jonas og hans familie med i kirkebønnen. Og det har man gjort siden, både i kirken og i en bedegruppe.
– Jeg lagde mærke til, at drengens forældre i avisen sagde, at de bad for den lille dreng, og derfor ville vi gerne være med i forbønnen, fortæller præsten, som siden har talt med familien flere gange og opmuntret dem. Han opfordrer også Udfordringens læsere til at bede for Jonas.
I kirken har menigheden samlet ca. 3.000 kr. ind til familien, som har ekstra omkostninger ved at bo to steder. Nu har en lokal lærer også startet en anden indsamling.
Menigheden i Kvaglund udmærker sig ved at have et stærkt fællesskab mellem danskere og mange fremmedsprogede kirkegængere. Ved gudstjenesten 2. pinsedag blev evangeliet læst op på 12 forskellige sprog – foruden dansk af medlemmer af menigheden. Og så var alle sprog endda ikke repræsenteret! Hver søndag er der oversættelse til engelsk på de nederste bænke for nye, der endnu ikke helt forstår dansk.