Miriam er landets yngste soldaterhjemsleder

Hjemkommet fra Kosovo sidste år har 21-årige Miriam Christensen netop fået jobbet som soldaterhjemsleder i København. Næste stop for den friske unge pige bliver måske Irak eller et andet krigsområde Selv om Miriam gerne indrømmer, at hun har eventyrlyst i blodet, så er hun først og fremmest ude efter at gøre noget for Gud.

– Jeg har lagt mit liv i Guds hænder. Jeg er ikke bange for at tage til et krigsområde igen, siger 21-årige Miriam.

Soldatermissionen ligger dybt i Miriams hjerte, og det har hun ikke efter fremmede. Hendes forældre har tidligere været lederpar på soldaterhjemmet i Værløse.
Trods sin unge alder på 21 år har Miriam allerede stor erfaring – og masser af gå på mod. Hun har tidligere været fastansat på KFUM’s soldaterhjem i Værløse og Sønderborg og har afløst kortere perioder i Haderslev, Oksbøl og i København.
Sidste år arbejdede Miriam i seks måneder på et Echos-soldaterhjem i Pristina i Kosovo. Forinden havde hun været volontør i Israel i fire måneder. Echos er en sammenslutning af syv europæiske kristne soldaterhjemsorganisationer, deriblandt KFUM’s Soldatermission i Danmark.
Miriam Christensen blev leder af soldaterhjemmet i Gothersgade i København den 1. maj. Lige overfor Den Kongelige Livgarde i Rosenborg Kaserne. Ved årsskiftet flyttede soldaterhjemmet til mindre lokaler lidt længere nede af Gothersgade, da de gamle lokaler skulle renoveres.
Hver aften holder Miriam eller en af de øvrige fire medarbejdere andagt og bøn på soldaterhjemmet.
– Vi beder både for soldaternes personlige behov, hvis de ønsker det, og for mange andre ting. Vi bad f.eks. for kronprins Frederik og Mary inden brylluppet.
Hver tirsdag aften har vi temaaftener. En af soldaterne havde f.eks. hørt om Charles Ndifon og spurgte, om det virkelig var sandt, at Gud kunne helbrede. Så snakkede vi om det, fortæller Miriam Christensen, hvis mål er at give soldaterne et positivt indtryk af kristendommen og så en sæd i deres hjerter, så de en dag vil tage imod Jesus.
– Jeg vil gerne, at de skal se det fede i at være kristen. At der er liv og glæde og kærlighed at finde hos Gud. At kristendom er mere end en kedelig præst, siger hun.

Miriam er typen, der tager en dag ad gangen. Hun har lovet at blive på sin nye post i mindst et år, men ellers har hun ingen konkrete fremtidsplaner.
– Jobbet her er en kæmpe udfordring for mig, som jeg er vild glad for. Også selv om jeg skal tage mig af mange ting, som egentlig ikke interesserer mig så meget – som f.eks. regnskab. Men det hører jo med til et lederjob. Arbejdstilsynet skal godkende det nye køkken og de tilhørende faciliteter, så jeg har lige været på et hygiejnekursus og vil også gerne på et IT-kursus, siger hun.

Miriam har fået en hat med hjem fra Kosovo, som souvenir fra en af soldaterne.

Miriam Christensen er ikke sådan at slå ud, selv om de store følelser banker på og dog…
– Næste gang jeg skal til en krigsområde for at arbejde, vil jeg ikke have min familie og venner med til lufthavnen for at sige farvel. Da jeg skulle til Kosovo, begyndte min lillebror på 13 år, som jeg er tæt knyttet til, og min veninde at græde, og så kunne jeg heller ikke holde tårerne borte. Ellers tager jeg det meget cool, synes jeg.
Da Miriam kom hjem fra Kosovo i november sidste år, tog hun arbejde på et plejehjem. Samtidig overvejede hun at læse psykologi eller tage til Irak, hvor Echos har åbnet fire soldaterhjem i år. Men hun valgte alligevel jobbet som soldaterhjemsleder.
– Jeg følte, det var det rigtige lige nu. Derefter må vi se, hvad fremtiden bringer, selv om jeg da i mine overvejelser også tænker meget på min familie.
– Men jeg har gjort min stilling op. Jeg er ikke bange for at dø, men har lagt mit liv i Guds hænder. Jeg har sagt: ”ok Gud, er det ude på missionsmarken mit liv ender, så er jeg også villig til at dø, selv om jeg er ung”. Hver eneste morgen mit hjerte slår, og der er luft i mine lunger, er for mig et lille mirakel, for så er der nok en dag.
– Jeg har valgt at stole på Gud. Når Jesus siger: ”Gå ud i alverden, så skal jeg være med dig”, så går han også med. Det er jeg overbevist om. Derfor er jeg heller ikke bange. Heller ikke, da jeg var i Kosovo, fortæller Miriam, der gerne vil til udlandet igen på et tidspunkt.

– Når jeg er ude på felten, kommer der et specielt gen op i mig. Jeg tør være mere direkte overfor soldaterne om de åndelige ting. De er mere åbne, når de er ude. De er langt hjemmefra dagligdagen, familier og venner. Jeg har forsøgt at tage det gen med hjem, og det er også lykkedes lidt, synes jeg.
Miriam mener, det er vigtigt, at soldatermissionen er kommet ind i Irak. Afsløringerne af amerikaneres og englænderes tortur af irakiske fanger er et eksempel herpå.
– Hverdagen for soldaterne er barsk. Det handler om liv og død, og det gør dem sårbare. De bliver rå og barske. Deres øverstbefalende råber og skriger måske ad dem, og dele af den irakiske befolkning hader dem jo. Samtidig med, at de er i Irak for deres skyld.
Mange soldater bliver derfor fyldt med had til den lokale befolkning og er sikkert mere end trætte af at være der. Nøjagtig som FN’s fredsbevarende styrker var i Kosovo, da jeg var der. Selv om det hele heldigvis er langt mere fredsommeligt dernede.
– Hvis soldaterne ikke møder kærlighed, omsorg og andre mennesker, der gider lytte til dem og vise forståelse, så kan det værste og det mest grusomme komme op i dem. Her har soldatermissionen sin opgave, mener Miriam Christensen.

Den høje lyse danske pige tiltrak mange soldaters opmærksomhed i Kosovo.
– Jeg var meget glad for at være i Kosovo. Men indimellem handlede det simpelthen om at holde dem to skridt fra livet. Soldater er ofte rå og barske og bestemt ikke stuerene i deres sprog, når de er ude. Nogle havde pornofilm med, og mange drak for meget. De kedede sig simpelthen.
Men jeg blev overrasket over forholdene på soldaterhjemmet dernede. Jeg vidste godt, at soldaterne måtte drikke to øl til maden. Men det var ikke et krav at medarbejderne skulle være personligt kristne. Der var ingen evangelisation, og der blev heller ikke holdt daglige andagter for soldaterne som herhjemme.
– Jeg læste meget i min bibel dernede og havde virkelig brug for at leve Gud nær på grund af de åbenlyse fristelser.
Jeg følte mig nærmere Gud på en anden måde end herhjemme, fortæller Miriam.