Operation PASSION
Kære læser

Vil du være med til, at flere danskere kommer i kontakt med levende kristendom? Så se her.Du har sikkert hørt om Mel Gibsons film om Jesus, som nu er set af over 100.000 danskere. Mange er dybt berørt.
Men hvor længe? Hvad fører det til? Hvor går de hen?
Går de i kirke hos Grosbøll og andre præster, som har mistet troen på en levende Gud, så fører det næppe til tro og åndeligt liv i overflod. Men heldigvis findes der også gode, levende menigheder med præster og hverdags-kristne, som tror. Dem vil vi gerne vise vej til med Udfordringen.
Mange har fortalt, at de så en annonce for et møde eller en bog, eller de læste en artikel, som ledte dem på vej, så de fik kontakt med mennesker, der kendte Gud. Vi véd alle, at ingen menigheder – eller aviser – er perfekte, men Gud kan ved Helligånden bruge dem, der blot er til rådighed.
Udfordringen satser derfor stort med en annonce i et kuponhæfte i uge 34, hvor vi sammen med avisen tilbyder en video- og dvd-udgave af Jesus-filmen. Alle danskere får dette hæfte, dvs. 2.3 mill. husstande…!
Vil du være med til at bede dagligt for, at flest mulig læser annoncen, reagerer på tilbuddet og finder vej? Bed også for os, at vi bringer netop det rigtige stof, så de, der søger, finder – det bedste vi har, nemlig troen på Jesus Kristus – den eneste vej til evigt liv.