Omvendelser og helbredelser i Tanzania

Over 1000 blev frelst og flere helbredt, da Hanne og Egon Falk fra New Life Outreach i slutningen af juni holdt evangelisationskampagne i Mbeya i det sydlige Tanzania.  Kampganen blev holdt i et udkantsområde af byen, som er domineret af muslimer, og hvor der normalt ikke kommer evangelister.
Hver dag begyndte med et seminar for de kristne i en af byens kirker, hvor Egon og Ruben Falk underviste. Egon Falk havde også et specielt undervisningsseminar for pastorer og prædikanter, og 98 personer fra egnen mødte op.
Eftermiddagens korstogsmøde begyndte hver dag med et børnemøde, hvor bl.a. en medarbejder fra Australien medvirkede, og der blev gjort flittig brug af afrikanske hånddukker til børnenes (og de voksnes) store glæde og begejstring. I løbet af børnemødet samlede der sig også en stor flok af voksne mennesker, som kom for at lytte til forkyndelsen af evangeliet.

Mange helbredt

Hanne og Egon fortæller, at en ting, der prægede hele ugen, var alle de mennesker som vidnede om, at de var blevet helbredt for smerter i benene, og mange stokke og krykker blev efterladt på platformen.
– En gammel kvinde, som havde været indlagt på hospitalet i Dar Es Salaam på grund af kræft i mave og ryg, vidnende om, at alle smerter var væk, og at hun var blevet rask, og siden hun var blevet bedt for, havde hun sovet godt om natten. I alt blev 1087 mennesker registreret som nyfrelste, fortæller Hanne og Egon Falk fra Tanzania.
Næste kampgane med New Life Outreach finder sted fra d. 21. – 25. juli i Kyela ved grænsen til Malawi.