Opel Astra på smalkost
Jeg har gennem længere tid forsøgt at få min bil til at holde op med at bruge benzin. Det ville spare mig for masser af udgifter og meget bøvl, når viseren nærmer sig det røde felt.Jeg har prøvet alle de kendte tricks. Holdt farten omkring 80 km/t, undgået for mange motoromdrejninger og forsøgt at udnytte farten, når jeg kører ned ad bakke, til at komme op ad bakke.
Jeg troede faktisk, projektet var ved at lykkes. Bilen havde efterhånden vænnet sig til smalkosten, troede jeg. Indtil i går, da jeg kørte ud i sommerlandet for at lave et interview.
Det var lige uden for Vorbasse i Midtjylland, og regnen stod ned i stænger. Motoren spandt som en kælen kattekilling og lod til at have overset, at tanken var tør som Sahara.
Indtil den pludselig hostede et par gange, drog et sidste suk og gik ud med en halv-hånlig snurren.
– Arrgh, hvorfor sker det her ude midt på landet. Hvorfor sker det for mig, og hvad er det da for en skodbil, lige når jeg har allermest travlt!
Nej, hvor jeg ærgrede mig, men jeg kunne jo kun takke mig selv for hele balladen. Heldigvis var jeg lige kørt forbi en tankstation og kunne bare skubbe bilen ind til siden og løbe 500 meter efter en dunk med den nødvendige oktan 95.
Jeg har også prøvet at vænne mit kristenliv til ikke at få benzin på tanken. Jeg har ladet Bibelen samle støv, lagt bønnen på hylden og sovet længe søndag formiddag, så jeg ikke kom i kirke. Hver gang har jeg tænkt, at der nok ikke sker noget ved at vente med at bede og læse til næste dag. Og at jeg nok kommer i kirke næste søndag. Eller næste søndag igen.
Heldigvis har jeg aldrig prøvet at køre helt tør som kristen. Men hvis der bliver for langt mellem optankningerne, kan også kristenlivet løbe tørt. Præcis som i en bil, hvor det hele lader til at gå fint, indtil motoren hoster, sprutter og går i stå.
Forskellen er bare, at du ikke kan have en reservedunk med tro i bagagerummet. Du er nødt til at sørge for at tanken hele tiden er fyldt. Det sørger du for ved hele tiden at holde dig tæt ved Gud.
Han er den eneste, der kan fylde din tank, og han har opsat en masse tankstationer rundt om i din hverdag. Ud over Bibelen og bønnen kan det være dine forældre, dine kristne venner eller en kristen sommerlejr. Her kan du komme så tit du vil og blive fyldt op.