Skabelse og udvikling
Nu har videnskaben bevist, at jorden er ca. 12 mill. år. Nogle kan ikke få det til så mange, andre kan få det til meget mere. Ja, er det ikke vidunderligt at almindelige mennesker i dagens Danmark fortsat tror på skabelsen? Paulus skriver om den tids videnskab, at da verden i al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud ved prædikenens dårskab at frelse dem der tror. Når kirkens hyrder hopper med på videnskabens vogn, kan man jo godt forstå, at kirken må skabe lidt ekstra underholdning for at lokke folk til huse! Man er jo også begyndt at betale unge mennesker penge for at fylde lidt op i de næsten tomme kirker. Man har erstatet Helligånden med koncerter, og optræden, hvad alt sammen kan være meget godt, men kan det også erstatte Helligåndens gerning? De gamles gudstro er afløst af overvældende materialisme, en forbrugsfest, mens millioner dør af hungersnød. Vi spiller lotto i håb om at få del i en rigdom der ikke kan købes for penge. Vold og jag efter mammon breder sig i et sygt samfund. Må Gud bevare Danmark.
Helge Hansen
Guldagervej 153, 4640 Fakse