Stort underskud truer kirker
Den kun et år gamle organisation Danske Sømands- og Udlandskirker præsenterede sidste uge et regnskab med et underskud på 4,2 mill. kr.
Organisationen er en sammenlægning af Dansk Kirke i Udlandet og Danske Sømandskirker i Fremmede Havne. Underskuddet skyldes bl.a, at det har kostet næsten en million at lægge de to organisationer sammen. Dertil kommer et fald i de frivillige gavebidrag. Der er også forventninger om røde tal i de næste to år, men ikke planer om at begrænse udgifterne.
– Det handler om at få indtægtssiden op, så vi undgår at skære ned, for vi oplever i disse år stort behov for større aktivitet fra vores side rundt om i verden, siger formand A.O. Andersen til Kristeligt Dagblad. Han håber, at Kirkeministeriet og danske virksomheder vil give flere penge til arbejdet.
– ole