Attentatforsøg mod Livets Ord
Den svenske frikirke Livets Ord med base i Uppsala har netop afholdt sin årlige Europakonference med 15.000 besøgende fra 80 forskellige nationer.Under et af møderne, hvor auditoriet var propfyldt – der er plads til 6.200 personer – forsøgte to mænd at trænge ind i bygningen med en brandbombe. En vagt uden for mødelokalet fik stoppet de to mænd, hvilket resulterede i, at den ene af dem trak en kniv og snittede vagten i armen, hvorefter mændene løb deres vej.
Det skriver den norske ugeavis KS.
Politiet tog sig af den efterladte brandbombe, da de ankom til stedet, men da havde mændene så stort et forspring, at de ikke kunne indhentes.
Ifølge kilder i Livets Ord er politiets teori, at attentatforsøget kan have været politisk motiveret – bl.a. er Livets Ords kraftige engagement i Israel nævnt som et muligt motiv.
Siden et attentatforsøg i 1990 har Livets Ord prioriteret sikkerheden højt, og det var derfor dette seneste forsøg blev opdaget og afværget.
– jeli