– Jeg troede, vi skulle dø
Enke med tolv børn fortæller om sin flugt til journalist Runo Samuelson, der har rejst i Sudan og mødt nogle af de flygtende kristne syd-sudanesere, som udsættes for folkemord
Abuk Mayan, 38 år, samler nogle små pinde, stikker dem ned i asken i ildstedet, som består af nogle sten, blæser forsigtigt og har held med at få ilden til at blusse op igen.
Hun er en af de omkring 55.000 flygtninge, som de seneste måneder er flygtet fra Darfur og ind i det SPLA-kontrollerede område i Sydsudan.
Dagens ration af brune bønner er spist. Tilbage er bare lidt vand, som Abuk kan koge til hendes børn, som fortsat er sultne. Nogen af dem sidder bare og ser mere eller mindre apatisk på moderens gøremål, andre er ude for at lede efter mad.
Hun tilhører den store, kristne Dinkastamme og fortæller, at hun har 12 børn i alderen seks til tyve år. Hun og hendes mand har levet af at dyrke majs og sorghum, en græslignende afgrøde, som kan blive op til seks meter høj, og som er meget normal i denne del af Afrika. Den er rig på sukker, og småbønderne forædler den til brug i først og fremmest brød og grød.
Men det seneste år er høsten slået fejl, og mange familier i Darfur-provinsen er hårdt ramt. Abuk Mayans mand døde tidligere på året af sygdom og af sult. Og de stadigt voldsomme stridigheder mellem oprørere blandt de bosiddende, afrikanske bønder og den frygtede arabiske janjawidmilits, som bevæbnes og beskyttes af Sudans regering, gjorde Abuk Mayan forskrækket.
Da janjawidmilitsen angreb hendes landsby for tre måneder siden, flygtede hun ud i bushen med børnene og nogle slægtninge.
– De brændte flere huse, ødelagde høsten og jog os væk. Jeg og nogle andre familier blev meget bange, og vi flygtede over hals og hoved. Vi gik i tre uger, før vi kom til grænsen til Sydsudan. Vi har hørt, at der er fred her.
– Vi var tvungne til at leve af rødder og andet, som vi fandt i naturen, og en gang imellem mødte vi nogle byboere, som hjalp os. Vi havde ikke haft tid til at tage ret meget brød med, fortæller Abuk Mayan lavmælt.
– Jeg er meget taknemlig for det her, siger Abuk med lav røst og bøjer sig ned for at blæse på pindene, så ilden kan få ordentligt fat.
Et stykke længere borte går Hamoth Rachet Mabery, 51 år, rundt og trøster nogle af sine femten børn, som hoster og græder. De er mellem tre og sytten år. Familien er afrikanske arabere og muslimer.
Børnene og Hamoths tre koner sidder rundt om et tilfældigt ildsted, som er brændt ned, det ryger kun en lille smule, og kogekarret er tom. Anom, en af konerne, skraber de sidste rester af grøden ud og giver det til et af de mindste børn.
Familien har boet hele sit liv i den samme by i Darfur og ernæret sig ved at have nogle får, æsler og høns samt lidt grønsager på nogle små jordlodder. Nu har de overladt alt til vind og vejr.
– Vi vovede ikke at blive der, da vi hørte, at stridighederne mellem oprørsgrupperne kom nærmere og nærmere. Vi er bange for janjawidmilitsen, som forsøger at overtage vores bedste græsningsmarker og vandkilder, siger Hamoth.
Familien flygtede sammen med nogle slægtninge i april og fik nogle kogekar, en sæk mel og lidt tøj med sig på ryggen af et af deres æsler.
– Alle flygtede, men af forskellige grunde, turde vi ikke flygte i for store grupper. Jeg ved ikke, hvordan det er gået for mange af de andre fra vores hjemby.
– Vi er taknemlig for, at vi har klaret at komme hertil, for her føler vi os nogenlunde trygge. Men hvordan ser vores fremtid ud? Har vi i det hele taget nogen fremtid? Flere af mine børn hoster og er syge, siger Hamoth og slår ud med hænderne.
De to familier opholder sig nu i den lille by Gog Masiar, som ligger 30-40 kilometer syd for Darfur-provinsen. Her holder et par nødhjælpsorganisationer til, bl.a. den kristne nødhjælpsorganisation IAS (International Aid Services), som har et kraftigt dansk islæt. Organisationerne samarbejde med de lokale myndigheder i området.
Og behovet for hjælp er stort. Op mod 3.000 flygtninge opholder sig alene i Bahr-el-Ghasal-provinsen, hvor Gog Maisar er lokaliseret.
– Vi har i flere år befundet os i flere forskellige byer og samfund i Sydsudan. Vi borer efter vand, hjælper med undervisning hygiejne og sanitet, så vi var i stand til omgående at sætte med akut hjælp til flygtningen fra Darfur, da de begyndte at vælte ind over grænsen, siger Robert Roba, leder for IASs nødhjælpsarbejde i Bahr-el-Ghasal-provinsen.
I samme provins er der også tyske og britiske organisationer, som bl.a. deler bønner og korn ud, så flygtningene kan lave sig lidt mad og bage noget brød.
Melwal Acein Wal er en af SPLA-guerillaens civile embedsmænd i byen Go Masiar. Han sidder ved et simpelt, håndlavet skrivebord og med et slidt presenningtag som beskyttelse mod den bagende sol.
– Siden april i år har vi modtaget 55.000 mænd, kvinder og børn, som alle er flygtet fra urolighederne i Darfur-provinsen. Men i forvejen bor der omkring 700.000 personer her i grænseområdet, så vi forsøger at fordele flygtningene til flere forskellige byer og der integrere dem med lokalbefolkningen, men de lokale har det i forvejen meget svært efter borgerkrigen, som begyndte i 1983, fortæller han.
Der findes ingen sygehuse i grænselandet. En britisk organisation driver en klinik en dags vandring mod syd, men for at komme dertil, må man krydse en flod, og det er ikke muligt i flere måneder, fordi regntiden netop er begyndt.
Manglen på den mest basale sygehushjælp i området gør, at myndighederne frygter udbrud af sygdomme og epedemier blandt de mange flygtninge. Ikke mindst børn, som er udmattede af sult og underernæring, er i farezonen.
– Risikoen for at malaria, tyfus, diarré og andre mavesygdomme skal bryde ud, er særligt stor, oplyser IAS-lederen, Robert Roba.
– Vi rejser fortsat ud til forskellige byer, hvor vi tror, at der er flygtninge fra Darfur, som behøver f.eks. kogegrej, så de kan lave sig lidt mad. Men mange har ingen hytte at sove i eller et myggenet, som kan beskytte mod malariamyg, siger han.
Det har Abuk Mayan og hendes 12 børn heller ikke. Hamoth Rachet Mabery kommer ud af hytten bagved og viser mig et slidt myggenet. Men de har i det mindste tag over hovedet, når det regner.
