Børnemissionærer på cykel

– Teenagere er rigtig gode til at fange børns opmærksomhed, og så er de begejstrede, fortæller lederen af ungdomslejren „Teens to Children“ 13 unge i alderen 12-18 år fandt cyklerne frem og tog på „Teens to Children“ – lejr i Humlebæk i Nordsjælland på en uges træning i børne-mission i sidste uge. Og det blev en stor succes.
De unge holdt børnemøder udendørs for over hundrede børn i området. Selv blev de undervist i børnemission om formiddagen af lejrens ledere.
De første par dage på „Teens to Children“ gik med undervisning i børnemission og bøn samt undervisning i praktiske færdigheder som f. eks. dukketeater, konkurrencer og rundbold, som er en fast bestanddel i børnemøderne.
Tirsdag cyklede de unge rundt i Humlebæk, Helsingør, Kokkedal og Fredensborg og delte indbydelser ud til børnemøder resten af ugen.
Det er fjerde år i træk at organisationen Evangelisk Børnemission holder en uges ledertræning for teenagere, der gerne vil lære at formidle evangeliet til børn. Og de unge er vildt begejstrede.

Initiativtagerne til „Teens to Children“ er Dorthe Lykke Jensen, 31, og Maj Nedenskov, 23. Maj er ikke fra et kristent hjem, men begyndte at gå i børneklub, som seksårig og har siden været en del af Evangelisk Børnemission, hvor hun i dag er deltidsansat. Organisationens målgruppe er børn i alderen fra seks til tolv år. Maj har gået i Dorthes børneklub i Humlebæk.

– Jeg har selv gået i børneklub. Det jeg har lært, vil jeg gerne bringe videre. Jeg vil gerne bruges af Gud. Senere skal jeg måske andet end at arbejde med børn, men foreløbig er jeg her, og det er fedt, fortæller Benjamin, 14 år.
– Det udvikler én. At stå foran en flok børn og fortælle om Jesus er bare alle tiders. Vi lærer en masse på „Teens to Children“ – blandt andet børnepsykologi, tilføjer Niels, 15 år.

På banen igen

Evangelisk Børnemission blev dannet i USA i 1937, kom til Danmark i 1947 og er i dag verdens største kristne børneorganisation med afdelinger i 154 lande. Organisationen holder børneklubber i private hjem og på offentlige steder.

Niels Helsø, (tv) og Benjamin Frimand-Meier, (th) synes det er fedt at tilbringe en uge sammen med andre unge, der også gerne vil lære at gøre noget for Gud.
– Det giver et kick, når man oplever et barn tage imod Jesus. Vi lærer meget her på lejren, som giver masser af selvtillid. Vi er ikke længere nervøse, når vi er „på“ over for vore kammerater derhjemme i hverdagen, fortæller de.

I et par år holdt Evangelisk Børnemission i Danmark lav profil og brugte meget tid på at forny organisationens undervisningsmaterialer. Men i dag er man på banen igen med ugentlige børneklubber, sommerlejre og weekendlejre. Omkring 1200 børn bliver nået gennem organisationen hvert år. I sommer er der holdt fire lejre med i alt 180 børn. Omkring 75 pct. af børnene er fra ikke-kristne hjem.
– Vi er selv overraskede over, hvor åbne både børn og forældre er i dag. Mange børn oplever en utrolig tomhed i dag, og når de så hører om en kærlig Gud, der har omsorg for dem, så suger de til sig, fortæller Dorthe Lykke Jensen, der er læreruddannet og fuldtidsansat i Evangelisk Børnemission.

Det hele værd

Dorthe nævner et eksempel med to søskende fra „Teens to Children“ i 2001.
– De kom til møderne i ugens løb. De tog imod Jesus, men måtte ikke efterfølgende gå i børneklub for forældrene. Vi bad Gud om at møde dem igen, og det gjorde vi under „Teens to Children“ to år efter – på en villavej, hvor de kom gående med deres bedstemor. Der var gået to et halvt år. Men alligevel havde de bedt til Jesus, hver gang de havde haft det svært. De er fra et hjem med store problemer.
Nu har de gået i børneklub i Humlebæk siden nytår og været med på børnelejr i sommer. Det er fantastisk. Det er det hele værd, mener Dorthe.
Evangelisk Børnemission vil gerne hjælpe kirker i gang med et børnearbejde. Det er ikke så svært, som mange måske regner med, siger Dorthe.
– Det er langt lettere at arbejde med børn, der aldrig har hørt evangeliet tidligere. Børn udefra synes, det er vildt spændende at høre om David og Goliat f.eks. Det har de kristne børn jo hørt masser af gange. Der skal lidt mere til.