Mortens arm blev helbredt
Morten Jensen blev lam i armen som følge af en arbejdsulykke, men efter forbøn af Hans Berntsen kan han nu spise med både kniv og gaffel
Skruetrækkeren smuttede, og Morten Jensen ramte sin venstre hånd med det resultat, at hele armen blev lam. Lægerne kunne intet stille op, men heldigvis var der en anden udvej.En vinteraften for fire år siden skete uheldet. Morten Jensen fra landsbyen Nørbølling ved Brørup var ved at skifte startsnor på sin motorsav. Han forsøgte at få den gamle snor fri ved hjælp af en skruetrækker men pludselig smuttede skruetrækkeren og ramte lige ind i Mortens venstre hånd.
– Jeg gik og bandede lidt over det, men da tommelfingeren senere blev helt lam, blev jeg for alvor bange, fortæller Morten.
Han kom på skadestuen, hvor lægen kunne fortælle, at han havde været heldig ikke at ramme hverken nerver eller sener.
Men desværre havde skruetrækkeren ramt lige ind i selve tommelfingerleddet. Der var ikke andet at gøre end at lade det gro sammen af sig selv.
Og det gjorde det. Leddet dannede et ekstra kalklag, men desværre også en spids, som ødelagde både nerver og sener i området. Han måtte på operationsbordet to gange for at få vævet fjernet og gå til genoptræning, uden at det dog hjalp på lammelsen. Tværtimod:
– Når jeg havde brugt de andre fingre og måske overanstrengt hånden lidt, så kunne den falde ned, så jeg slet ikke kunne bruge den. Dagen efter var hånden som regel klar igen, men tommelfingeren var stadig lam, fortæller han.
Juleaften 2002, da Morten kørte hjem efter en julefest, faldt hånden pludselig ned fra rattet.
– Jeg tænkte, den kommer nok i gang igen i morgen, men det gjorde den ikke. Dagen efter ud på eftermiddagen fik jeg sindssygt ondt i armen, den var dobbelt så tyk som normalt og helt blå.
Morten kom på sygehuset og blev undersøgt, men lægerne vidste ikke, hvad de skulle gøre. Han blev sendt fra Herodes til Pilatus, fra ortopædisk afdeling til neurokirurgisk. Men de kunne ikke hjælpe – kun give smertestillende medicin.
– En af de gange, jeg var til undersøgelse hos min læge, stod han med en pengeseddel i hånden og sagde så: Hvis du kan tage denne her seddel, så må du få den… – men det kunne jeg jo ikke.
En læge mente, det var psykisk, men det har Morten nu en speciallægeattest på, at det ikke var. I en erklæring har han skrevet diagnosen refleksdystrofi.
– Det er ligesom en computervirus, der ødelægger nerveforbindelsen fra hjernen til hånden, forklarer Morten.
Fra nu af tyede han til alternativ behandling, både akupunktur, naturmedicin og healere.
– En healer i Kolding kunne få min arm i gang ganske kortvarigt, men så var det det samme igen.
På et tidspunkt hørte han, at hans tante og onkel havde været til møde med Inge og Hans Berntsen i Horsens. Hun fortalte, at hun i flere år ikke kunne sy og ikke kunne sidde ved symaskinen på grund af dårlig ryg.
Hans Berntsen havde bedt for hende, og hendes ben blev rettet op, så de blev lige lange – smerterne forsvandt. Nu kunne hun sidde og sy igen.
– Da jeg hørte det, tænkte jeg, at nu måtte jeg hellere se at komme af sted, men jeg havde ikke en hel masse tro, erkender Morten.
Der var møde med Hans Berntsen i Vejle den 6. december 2003, og Morten tog sporenstregs af sted.
– Da jeg sad i kirken, mærkede jeg en behagelig varme og ro. Jeg lagde meget mærke til de mirakler, som Hans Berntsen fortalte om, og på et tidspunkt havde jeg øjenkontakt med Hans Berntsen. Så siger han: I eftermiddag skal vi opleve noget helt specielt.
– Først bad Hans Berntsen om, at mine smerter måtte forsvinde. Selv om jeg dagligt måtte tage morfin på grund af de stærke smerter – så forsvandt smerterne med det samme! Jeg mærkede ligesom et kuldegys ned ad ryggen – og i det samme var alle smerterne forsvundet, fortæller Morten med begejstring.
– Derefter bad han om, at hånden måtte komme i funktion igen, og jeg mærkede, at der skete noget i armen.
Armen og hånden kom i gang igen, og fingrene rettede sig ud.
– Både armen, hånden og fingrene fungerede 100 pct. i løbet af en halv time, fortæller Morten. – Jeg havde den fulde funktion i armen. Lammelsen var forsvundet.
– Da vi kom hjem, spiste jeg med kniv og gaffel – det var virkelig dejligt at opleve det igen. Nu er jeg klar til arbejdsmarkedet igen – og det er jeg meget taknemlig og glad for.
Men helbredelserne betyder mere end fysisk velbefindende for Morten. I dag har Gud og kristendom fået en helt ny betydning.
– Jeg ser nu tingene med helt andre øjne. Jeg prioriterer de ting, der virkelig betyder noget i livet. Jeg beder dagligt til Jesus og har i det hele taget fået en helt anden ro.
– Før tænkte jeg meget lidt på Gud. Og jeg kom kun i kirken, når jeg absolut skulle. Det er ikke, fordi jeg overrender den nu, men den betyder alligevel noget for mig, erklærer Morten Jensen.