Tid til kærlighed

Familien Danmark har alt for travlt. Familien og ægteskabet halter bagefter i dagens arbejdsræs. Der er brug for en værdidebat i det danske samfund; hvilke værdier skal vi bygge vort samfund på… Kristeligt Dagblad havde på et tidspunkt under temaet ”Samliv i Opbrud” en række artikler om samlivsproble-mer under overskrifter som ”Ondt i samlivet”, ”Danmark i top med skilsmisser i EU”, ”Skilsmisser koster milliarder”, ”Skilsmisser kan forebygges”, ”Parforholdet er blevet en vare”, ”Skilsmisser rammer børnene hårdt” m.fl. Det er vigtigt at sætte fokus på disse emner.

Af Bjarne Nederby Jessen
Uddannet lærer, skolebibliotekar, har arbejdet med unge 13 år på Grønland – nu på efterløn.

Samtidig har der i pressen været en debat om værdier. Hvilke værdier skal vi bygge vort samfund på. Da Kristen-demokraterne i sin tid forsøgte at få Folketinget til at nedsætte en værdikommission for at få drøftet, hvilke værdier vi skal bygge samfundet på, kunne det ikke samle flertal. Men siden har mange politikere været ved at falde over hinanden for at komme med i værdidebat-ten.
Men indtil nu har de færreste været inde på sammenhængen mellem værdidebatten eller tidligere tiders mangel på værdidebat og det, at vi i Danmark ser ”Samliv i Opbrud”.

Jeg har tidligere – ved adskillige lejligheder – sagt, at vi i Danmark har brug for en folkelig vækkelse. Denne folkelige vækkelse vil måske kunne springe ud af en gennemgribende værdidebat, hvor vi kommer helt derind, hvor vi også diskuterer den enkeltes værdier, en værdidebat for dig og mig og for familien.

Og den værdidebat er nok værd at tage fat på. Den handler bl.a. om prioriteringer, ikke mindst prioritering af vores tid. Hvordan bruger vi tiden? Jeg for nogle år siden haft en artikel i Kristeligt Dagblad om ”tidsforbrugerisme”. Vi er i dag hyllet ind i et rotteræs, der handler mere om at forbruge tiden end at nyde tiden. Ingen har tid nok, mens jeg i Grønland, hvor vi boede i 13 år, oplevede, at man siger: Vi har masser af tid. Der kommer hele tiden ny tid.
I den vestlige verden er vi blevet tidsrøvere, tidsforbru-gere, i en sådan grad, at vi ikke har tid til det vigtigste: familien.
I en bog fra Lohses Forlag, ”Kærligheden finder veje” af Rob Parson, hedder det på side 27: ”Jeg var engang med til en international konference i New York, hvor chefen i et større advokatfirma skitserede sin strategi for en succesrig advokatvirksomhed:
– Vi vil gerne have vores unge advokater til at arbejde gennemsnitligt 15 timer om dagen. Vi har soverum, brusebad og køkken på kontoret, fordi vi mener, det bryder deres rytme, hvis de tager hjem, fortalte advokaten.”

Tusindvis af familier over hele vores land bliver udbrændte af nøjagtig samme grund som disse unge advokater – de har simpelt hen for travlt. Når vi afholder et af vore stress-seminarer, spørger jeg deltagerne: ”Hvor mange af jer har et strygejern?” Alle rækker hånden op. ”Hvor mange har en vaskemaskine?” Næsten alle rækker hånden op. Og så siger jeg: ”Jeg tør vædde på, at nogle af jer både har et strygejern og en vaskemaskine – måske har I endda også en opvaskemaskine og en støvsuger.” Så spørger jeg: ”Havde jeres bedstemor også disse tidsbesparende hjælpemidler?” Der bliver rystet på 500 hoveder. ”Har I mere tid, end hun havde?” Tilhørerne er ved at falde om af grin.

Vi er i dagens Danmark ved at gå i knæ under vægten af tidsbesparende hjælpemidler – og dog har vi aldrig haft så lidt tid som i dag – og det mærker familien. Travlhed er en af de største omkostninger for familien.
Mange børn oplever, at far eller mor ikke har tid til at snakke med dem. Mange ægtefæller oplever, at manden eller konen ikke har tid til at snakke med dem. Manglende kommunikation mellem ægtefællerne er måske, når alt kommer til alt, den største årsag til de mange skilsmisser. Arbejdet suger i dag al kraften ud af familien, og så bliver der ikke tid og kræfter til at være familie. Man ved det godt, men ingen gør rigtigt noget ved det.
Nævner man dette over for unge børnefamilier, nikker de fleste genkendende til problematikken, men siger så: Det er jo vilkårene i dag. Hvis jeg vil beholde mit job – og det vil jeg gerne – må jeg leve op til virksomhedens krav. Men hvor længe vil vi finde os i det? Hvor længe vil vi lade arbejdslivet dominere familielivet? Hvornår bliver tid til familien det væsentlige spørgsmål ved overenskomstforhandlingerne?

Et typisk læserbrev i et dansk dameblad kan lyde sådan her:
Min mand er en trofast ægtemand og far, men han har så travlt. Børnene og jeg ser ikke meget til ham. Jeg bliver mere og mere bitter, men jeg føler ikke, at jeg kan fortælle nogen, hvordan jeg har det. Jeg vil ikke have, han skal tro, jeg ikke støtter ham. Andre kvinder ser ud til at klare det fint. Er det bare mig? Derhjemme siger han ikke meget.
Mange af disse karrieremænd eller kvinder er sikkert populære på deres arbejdsplads, hvor de er udadvendte og sprudlende. Man ser op til dem og glemmer, hvilken pris han/hun betaler for det liv. En dag kommer de hjem til et tomt hus og en seddel på køleskabet: ”Børnene og jeg har forladt dig”. Først da bryder verden sammen, og de mange hvorfor’er dukker op. Hvorfor har jeg ikke set signalerne? Hvorfor har jeg ikke brugt mere tid på mine børn? Min mand? Min kone? Hvorfor?

Men alt for mange kører bare videre på familiens bekostning. Man har så mange undskyldninger. Man er fyldt med illusioner. ”Der kommer en dag, hvor vi har bedre tid. Vi skal bare først lige…” Hver gang vi må sige til et lille barn: ”Ikke nu, skat, mor/far har travlt”, bilder vi os selv ind, at det er i orden, for vi får snart mere tid. Men mere tid kommer ikke af sig selv. Mere tid kommer af prioritering. Hvis vi vil redde det danske samfund, må vi redde familien. Hvis vi vil redde familien, må forældre og ægtefæller lære at prioritere. Den værdidebat mangler vi i det danske samfund. Jeg ville sådan ønske, at danske medier vil kende deres ansvar og sætte meget ind på at få rejst den debat. Den skal rejses overalt i vores samfund. I aviserne, i radio, på TV, i film, i skolerne, på højskolerne og universiteterne, på arbejdspladserne, i kirkerne, og ud af debatten må bl.a. springe en forståelse af, at der til ethvert ægteskab hører et ægteskabs-kursus.

Alle finder det naturligt og rigtigt, at der skal en køreskole og et kørekort til for at få lov til at køre bil i trafikken blandt andre trafikanter. Men det burde være lige så indlysende, at man forud for et ægteskabs indgåelse gav sig tid til at deltage i et ægteskabskursus.
Mens man er forelsket, kan man slet ikke forestille sig, der kan komme en dag, hvor der er skruet ned for kommunikationen mellem ægtefællerne, og hvor de har for lidt tid til hinanden og de børn, de får. Men tro mig, ethvert ægtepar oplever, at der kommer problemer af den ene eller anden art. Det ville måske være meget godt at være forberedt på det.
Men debatten må først og fremmest føre til en omprioritering af, hvordan tiden bruges. Det gælder familien. Det gælder fremtiden.