Udstillingsvindue for danske bands

Det vrimler som aldrig før med kristne danske musikere, som både ønsker at spille musik og fortælle om deres tro. På weekendens kristne Glow Festival i Lunderskov er der mulighed for at møde hele 12 danske bands og solisterEngang var dansk, kristen musik ensbetydende med små, lokale ungdomskor, som prøvede kræfter med gospelsange og negro spirituals rundt om i landets kirker og missionshuse.

Stainless møder op på Glow Festival med en sprit-ny ep

I dag spænder musikken over alle genrer, og musikerne griber sagerne professionelt an. Desuden er de kristne bands langt hen ad vejen kommet ud af kirker og missionshuse. I stedet er de hyppige scenegæster på cafeer og spillesteder rundt om i de større danske byer.
I weekenden er der dog mulighed for at møde 12 af tidens største kristne bands på den kristne Glow Festival i Lunderskov. Langt de fleste bands har masser af sceneerfaring fra koncerter rundt om i landet. Og næsten alle har været en tur omkring studiet for at inspille cd’er, ep’er og demo-cd’er.
Stilmæssigt spænder de 11 danske bands vidt. Fra emo-pop med singer-song-writeren Storgaard over pop/funk med Bursting Bubble til gedigen rock med Campsite, Spark og EP-aktuelle Stainless. Sagt på en anden måde: der er garanti for både larmende tråd og sved på panden, men også rolige øjeblikke med lav puls og tid til eftertanke.

Campsite

Københavnske Campsite er et af de bands, der har udviklet sig kolossalt de senere år.
De fem fyre i bandet har alle baggrund i Pinsekirken og startede bandet tilbage i 2001. Siden har de spillet et hav af koncerter i Danmark og desuden spillet på kristne festivaller i Norge og Finland.
I sommeren 2002 udkom EP’en „All the time“ med fire af bandets egne numre.
Siden er musikstilen blevet speedet up og efter bandets eget udsagn blevet knapt så pæn. Det lader sig tydeligt høre på den seneste EP, Confidence, som udkom sidste efterår.
Udover egne plader har Campsite i foråret leveret musikken til en dvd om kitesurfing (kitesurfing er surfing efter en faldskærm, red.).
Campsite lukker festivalen natten til søndag.

Stainless

Stainless fra Århus er nok det kristne band i Danmark, der har fået mest opmærksomhed i medierne. Ikke mindst på grund af supersinglen „Superstar“, der er blevet spillet flittigt på P3.
Bandet spiller mainstream-rock og har siden starten i 1999 spillet stribevis af koncerter i Danmark. Desuden er Stainless det eneste danske band, der har medvirket på den store kristne Flevo-Festival i Holland.
På Glow Festival møder Stainless op med en splinterny EP, som de naturligvis giver smagsprøver på, når de runder fredagens program af kl. 0.30.

Bursting Bubble

Bursting Bubble er et af de mere modne bands på den danske musikscene. De fire århusdrenge har spillet sammen siden 1996, og det udtryk, der bedst rammer musikstilen er FUNKY.
Inspirationskilderne er Brand New Heavies, Stewie Wonder, Lisa Nilsson og Jamiraquai, mens teksterne er positive, udadvendte og centreret om det kristne budskab.
I maj udkom EP’en „Rather be with you“, som er Bursting Bubbles første udgivelse.
Bandet åbner Glow Festival fredag kl. 19.

Bloom

Bloom er et af de nye kristne bands i Danmark. Bandet blev stiftet i 2001 og efter et par udskiftninger i staben, er Bloom nået frem til en slagkraftig opstilling.
I begyndelsen mindede musikken om kristne bands som Sonicflood og Delirious?, men siden er stilen blevet mere eksperimenterende og dyb, og bandet karateriserer selv genren som melodisk og pompøs indierock. Også teksterne er blevet dybere og mere melankolske i takt med stilskiftet.
Bloom udgav i december 2003 demoindspilningen „Alpha.“
Bloom spiller lørdag eftermiddag.

Into You

Into You er et nyt band, men alle fem medlemmer har masser af sceneerfaringer fra andre bands og musikalske sammenhænge.
Musikstilen er melodisk og medrivende og svinger fra pop til rock, og teksterne kredser om længsel, kærlighed og smerte, men også om at finde håb i håbløsheden.
Bandet prøver på deres kunnen lørdag aften.

Spark

Spark er et ungt band fra Midtjylland med masser af spræl i guitarstrengene, når de skruer op for en god gang glad rock.
Bandet blev dannet i efteråret 2002 og allerede sidste sommer, var de tre fyre klar med en demo-EP.
I foråret deltog Spark i en konkurrence for nye bands i Horsens og løb af med en flot andenplads.
Spark går på scenen lørdag eftermiddag.

Munk

Munk er et band fra den alternative og melankolske afdeling af rockgenren.
Bandets musik starter ofte i et stille og drømmende univers for til sidst at kulminere i et virvar af støj, gennemgående riffs og distortion. På den måde ønsker bandet at male et billede af det gode og det onde i livet.
På Glow Festival spiller bandet lørdag eftermiddag og unplugged lørdag midnat.

Storgaard

Morten Storgaard Poulsen, eller bare Storgaard, stiller sig for det meste på scenen med sig selv og sin guitar som singer-song-writer. Den tilværelse er dog tilsyneladende blevet for ensom for Storgaard. Derfor har han fundet sammen med tre dygtige musikere, der fremover vil assistere ham på scenen.
Storgaard har sin musikalske baggrund i klassisk musik og jazz, han fyrer den af sammen med hårdtslående bands som Barricades og Lampshade, og selv kalder han sin egen genre for emo-pop – altså en alsidig herre. Storgaard går på scenen fredag aften.