Dæmoner er som fiskekroge

Der findes både en ond og en god, åndelig verden. Og den onde verden smager ofte så lækkert som et stykke højtbelagt smørrebrød – men der er en fiskekrog skjult i brødet. Det mener dansk folkekirkepræst.
Sognepræst Vagn Folkerman fra Aalborg vil slet ikke diskutere og forklare, hvorvidt det er relevant at tale om djævel og dæmoner i dagens Danmark.- Det er et område, som har været fortiet, fortrængt og forsømt i mange år. Der er masser af mennesker, som lider i dette land, fordi de har fået en forkert diagnose. I virkeligheden skyldes deres lidelser dæmoner. Det kræver en åndelig vurdering at afgøre dette, og evnen til at komme med denne åndelige vurdering er en gave fra Helligånden, erklærer han og fortsætter:
– Jeg vil blot sige, at der ér en åndelig verden. Det åndelige verdensbillede, som vi ser i Bibelen, holder stik. Derfor kan man sagtens se symptomer, der kan forklares psykologisk og medicinsk, men som i virkeligheden skyldes dæmoner. Det er derfor nødvendigt med en åndelig vurdering af disse ting, så man får afsløret, hvad årsagen er.
– I Danmark i dag findes der to typer mennesker: Materialisterne og så dem, der har oplevet den åndelige verden. Til de sidste vil jeg sige: Kære venner, I kan ikke bare sige, at alt i den åndelige verden er det samme. Der er nemlig to åndelige verdener: Guds verden med englene, Guds kraft og Jesu navn. Og så djævlens verden med dæmoner og åndsmagter, som sagtens kan komme som lys og virke vældigt gode – men der er altid en skjult dagsorden. At blive involveret i den verden er som at spise et stykke højtbelagt smørrebrød, hvor der er gemt en fiskekrog. Det ser godt ud et stykke tid, men fælden klapper i den sidste ende. Selv den hvide magi er i virkeligheden sort magi i hvide bukser, lyder den kontante melding fra aalborgpræsten.

Så firkantet har Folkerman ikke altid udtalt sig om dæmoner og onde ånder. I så fald har det været i en stik modsat retning. Tidligere syntes han nemlig, at det med dæmoner var „weird“, som han udtrykker det. Men virkeligheden overhalede hans teologiske forståelse.
– På et tidspunkt kom vi på Dialogcenteret i kontakt med nogle mennesker, som havde fået kraftige bindinger som følge af yogaøvelser. Jeg undrede mig over, hvad det mon kunne være, og jeg begyndte at være nysgerrig. Vi hørte godt nok beretninger fra missionærer om dæmoner, og det kunne vi godt håndtere og godtage, men vi kunne ikke forholde os til dæmoner i Danmark. Vi havde det lidt underligt med det og vidste ikke helt, hvad det var.
– Gennembruddet i min forståelse af dæmoners virkelighed kom så i 1982, men da vidste jeg bare ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Det var under en sjælesørgerisk samtale, hvor personen, som jeg samtalede med, skiftede personlighed ligeså hurtigt, som man knipser med fingrene. Det ville ikke være psykologisk muligt at gøre det bevidst, så jeg tænkte: „Der er noget andet på spil her“, og derefter blev jeg virkelig nysgerrig.

– I ’83 mødte jeg så nogen, der havde erfaring med at arbejde med mennesker, som var påvirkede af dæmoner, og jeg begyndte så småt at samarbejde med kristne, som havde gaver fra Helligånden, så de kunne bedømme åndelige ting – gaver, som jeg ikke selv har. De kunne få billeder for deres indre blik, hvor de så nogle ting, eller Gud viste dem nogen ting på andre måder. Blot vidste de ikke, hvad de skulle gøre ved det, som Gud åbenbarede for dem. Det var så min opgave at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Man kan sige, at de var radaren, skanneren, og jeg var så den, der lærte at tage autoritet i Jesu navn over ånds-magterne, så jeg kunne byde og befale over dem, forklarer Folkerman og beskriver, hvordan en dæmonuddrivelse kan finde sted:
– På et tidspunkt bad vi for en kvinde, som gennem mange år havde dyrket yoga og arbejdet med healing. Hun var siden blevet en kristen og havde været det i en fire-fem år, da hun kom til os. Vi begyndte med at lovprise Gud gennem nogle lovsange, og så manifesterede nogle dæmoner sig (dvs., dæmonerne gav sig til kende ved at tage kontrol over dele af kvinden og hendes krop, red.). Kvinden var ved at blive kvalt, og vi bød og befalede i Jesu navn over dæmonerne. Det varede en halv times tid, og så var der ro igen. Efter en lille pause sang vi nogle flere lovsange til Gud, og igen manifesterede dæmonerne sig, og igen befalede vi i Jesu navn dem at forlade kvinden.
– Kvinden fortalte bagefter, at hun kunne mærke, at noget slap hende, men der var stadig mere tilbage. Det er klart, at når man har brugt år på at påkalde og åbne op for dæmoner, så forsvinder de ikke igen på et øjeblik.
Ifølge Folkerman er der meget stor forskel på, hvilke manifestationer, som kommer ved en udfrielse. Det varierer fra ingen til meget voldsomme manifestationer med opkast, skrig og ryk med kroppen.
– Jeg oplever også, at folk begynder at gabe eller puste tungt. Meget ofte hoster folk og kan bagefter ikke huske, hvad der er foregået.

Vagn Folkerman oplever, at det er meget forskelligt, hvor svært det er at drive dæmoner ud af mennesker. Nogen gange slipper åndsmagterne taget i mennesker meget hurtigt, andre gange kræver det lang tid og mange uddrivelser.
– Nogle mennesker er som en prydhave, hvor der bare har sneget sig en enkelt lille orm ind, som vil spise og ødelægge. I sådan en situation vil det være hurtigt at få smidt ormen på porten.
– Vi blev f.eks. kontaktet af en gymnasieelev, som havde problemer med mareridt. Hun fik kvælningsfornemmelser, blev angst og gemte sig på sit værelse. Vi spurgte hende om, hvornår det begyndte, og om hun havde haft noget med noget okkult at gøre. Det afviste hun – hun kom fra en solid kristen baggrund. Til sidst nævnte hun, at hun i nogle gymnastiktimer havde lavet nogle vejrtrækningsøvelser, som viste sig at stamme fra yoga. Vi mente, at det kunne være det, der havde givet dæmonen en indgang i hende.
– Som altid begyndte vi uddrivelsen med at synge nogle lovsange til Gud, og pigen nåede kun lige at bede om tilgivelse for vejrtrækningsøvelserne, før dæmonen manifesterede sig – selv om hun var uvidende om vejrtræk-ningsøvelsernes karakter, havde det alligevel åbnet en port i hende for det okkulte, og uddrivelsen sker altid meget hurtigere og nemmere, hvis man beder om tilgivelse først, forklarer Folkerman.
– Pigen faldt ned på gulvet, skreg og vred sig som en slange. Vi befalede i Jesu navn over dæmonen, og det hele var overstået i løbet af et kvarters tid. Vi har siden hørt fra pigen, og alt er i orden nu. Men ofte er der meget mere i folk end i dette tilfælde.

Når det drejer sig om spøgelser og genfærd, så er det ifølge Vagn Folkerman ikke muligt ud fra Bibelen at afgøre, om det kan dreje sig om afdøde sjæle, der ikke har fået fred, eller det blot er dæmoner, som udtrykker sig gennem den afdødes åndelige aftryk. Men ligegyldigt hvad, advarer Folkerman kraftigt imod at kontakte dem:
– Tal aldrig med dem, og brug dem aldrig til spådom! Det er udtrykkeligt forbudt i Bibelen. Ofte skal man bede om tilgivelse, når man vil rense et hjemsøgt hus. Man beder om tilgivelse for forfædrenes synder, som der står om flere steder i Bibelen. Det er ikke nødvendigt at spekulere på, hvad det er, der hjemsøger huset. Bed i stedet om tilgivelse for de afdødes synder. De onde ting, som er begået i huset i tidens løb, skal have tilgivelse, før huset kan få fred. Ugerningen skal sones, ligesom man læser om i 5. Mosebog kap. 21 vers 1-9.
– Det kan ikke svare sig at begynde med at befale over det, der er i huset. Først skal man bede om tilgivelse for det, som er sket i huset. Derefter kan man i Jesu navn tage autoritet over evt. dæmoner og befale dem at forlade stedet, fastslår han og drager en parallel til mennesker, som har været udsat for et overgreb:
– Hvis der bliver begået vold eller psykisk vold mod et menneske, så er det en form for forbandelse, der bliver udtalt over det menneske, og så kan der altså smutte en åndsmagt med ind, selv om man er den krænkede part og totalt uskyldig. Hårde ord er også et overfald og kan virke som en forbandelse. Jesus siger i bjergprædikenen, at hårde ord er det samme som mord.
– Så er man nødt til at tilgive overfaldspersonen, før man i Jesu navn kan bryde forbandelsen. Man skal tilgive dem, der har gjort én ondt, og så er vejen banet for at det onde kan slippe taget i én.

Vagn Folkerman er lodret uenig med den teologi, som siger, at kristne ikke kan huse dæmoner. Hans erfaring og sunde fornuft siger ham nemlig noget helt andet:
– Kristne er ikke immune over for dæmoner. Mange kristne er slet ikke befriede fra åndsmagter, blot fordi de har sagt „ja“ til Jesus. Hvis folk i årevis har fyldt sig med dæmoner, så forsvinder dæmonerne altså ikke af sig selv, når folk bliver kristne. Derfor vil det være relevant at lave en form for tjek på alle, som kommer til tro. Et sjæleligt tjek, et tjek omkring deres relationer og et åndeligt tjek.
Som kristen har man dog mulighed for selv i Jesu navn at tage autoritet over åndsmagterne, så man så at sige kan befri sig selv, og det kan nogle gange tage lang tid, uden at man føler, der sker noget.
– Du kan sammenligne det med et tykt skibstov. Hvis du sidder og filer på det, skærer du godt nok nogle tråde over hele tiden, men det tager lang tid, før du har skåret hele tovet over. Eller hvis du går rundt med 200 mursten på ryggen, og der forsvinder en række sten, hver gang du beder, så mærker du ikke meget, før der er fjernet 100 sten. Og så skal du ikke stoppe der, men blive ved til alle stenene er væk