Gud knækkede kanylen
Keld lærte at fikse af politiet og var hemmelig sprøjtenarkoman i mere end 20 år. Først da han mødte en kristen kvinde, som fortalte ham om Gud, og alternativet efterhånden kun var døden, valgte han at tage på et kristent behandlingshjem.
I dag – otte et halvt år senere, er han blevet leder for selv samme behandlingshjemLørdag den 2. oktober fejrer det kristne rehabiliteringscenter Sønderholm Centeret ved Nibe i Nordjylland ni års jubilæum. Ved samme lejlighed tages der afsked med centerets lederpar gennem de første ni år, Elin og Erik Engell-Hansen. Nye ledere på stedet er Anna og Keld Jensen.
For otte et halvt år siden ankom Keld selv til Sønderholm Centeret for at få hjælp til at slippe 25 års misbrug af både hash, LSD og heroin.
– Ham, jeg købte mit første gram heroin af, sagde til mig: Keld, du må ikke tage heroin hver dag, for så bliver du en luset narkoman, og dem banker vi. Brug speed i stedet for, fortæller Keld.
Men Keld lyttede ikke til advarslen, og så blev det i stedet til mere end 20 år på sprøjten.
Keld er født og opvokset i København dog med en lille afstikker til Australien, da Keld var mellem to og ni år gammel.
– Jeg er ud af en god familie. Det var en sund arbejderfamilie, hvor mor var syerske, og far arbejde på B&W. Mor arbejde kun halvtids, fordi hun ville gå hjemme ved os børn for at undgå, at vi kom ud i kriminalitet og andet skidt. Indtil jeg blev 12 år, havde jeg en god opvækst, mindes Keld.
– Men som 12-årig begyndte jeg så småt at pimpe lidt fra min fars hjemmebrænderi. Når jeg drak af bobleflasken, blev jeg svimmel, og det tændte et eller andet i mig. Allerede dengang fik jeg smag for rusmidler. Jeg havde ingen bremseklodser i mig. Det var spændende at drikke og morsomt at være svimmel.
Drikkeriet tog langsomt til, og i løbet af få år blev alkoholen suppleret med hash og LSD.
– Da jeg blev 14 år, arbejdede jeg hos en købmand, og fra ham stjal jeg både sprut og øl, som jeg tog med til fester. Til festerne mødte jeg for første gang hash og begyndte så småt at ryge det uden at kunne mærke noget de første gange.
– Men en dag sad jeg i en kælder sammen med nogle ældre drenge, og da fik jeg pludselig en rus, hvor jeg så en masse farver. Årh, så skulle du prøve med LSD, sagde de andre til mig. Dengang hørte jeg desuden både Jimi Hendrix og The Beatles synge om LSD, ligesom også Cary Grant og krigshelte fra Vietnam talte om deres oplevelser med stoffet. Så det ville jeg naturligvis også prøve.
– Det endte med, at jeg som kun 14-årig solgte både hash og LSD for på den måde at finansiere mit eget forbrug. Fra jeg var 14 år, til jeg blev 16 år, spiste jeg vel et par tusinde LSD-trip. Jeg gik på arbejde med LSD-trip, og jeg afprøvede mange forskellige stoffer i den periode.
Kelds forældre var alt andet end begejstrede for den drejning, som deres søns liv var ved at tage.
– Far havde sagt til mig, at hvis du ryger hash tre gange, så bliver du afhængig og ender til sidst som narkoman. Men jeg troede ikke på ham. Jeg havde jo røget tre gange uden overhovedet at kunne mærke noget.
Keld fik også advarsler i skolen. Men det virkede stik modsat:
– Vi havde også et forebyggende foredrag på skolen, hvor en kriminalbetjent fortalte om narko. Han havde en tidligere narkoman med, som fortalte om sit liv, og det, syntes jeg bare, var spændende. Han viste også, hvordan man laver et fiks det var på den måde, jeg lærte, hvordan man gør. Det og så de ting, som jeg havde set på film.
– Bagefter gik jeg op til betjenten og spurgte, om der ikke var smagsprøver på de stoffer, som han havde taget med. Det var der jo, når der blev lavet bolsjer i fysiktimerne. Han rystede bare på hovedet af mig.
Kelds far døde, da Keld var 18 år gammel. Samtidig fik Keld sit første barn med barndomskæresten Susanne, som han var flyttet sammen med i en alder af 16 år. Han opdagede, at Susanne havde været ham utro under graviditeten, og det fik sammen med farens død ham til at beslutte sig for at tage livet af sig selv med en overdosis heroin.
– Jeg havde mødt en fra den hårde kerne i København,og ham købte jeg et gram heroin af, og så gik jeg hjem i lejligheden for at fikse. Men da jeg sad med nålen i hånden, kunne jeg ikke få mig selv til at tage det. Det var så tykt, at det næsten ikke var flydende . Min hånd rystede og dirrede, men endelig fik jeg mig taget sammen til at sætte nålen i en blodåre, og så trykkede jeg lidt. Derefter gled jeg væk og vågnede senere stadig med nålen siddende i armen.
– Jeg gemte sprøjten med heroinen og tog resten lidt ad gangen, og på den måde blev jeg sprøjtenarkoman, konstaterer han.
På det tidspunkt havde Keld fundet ud af, at der var penge i at sælge stoffer, og han havde skaffet sig forbindelser både på Christiania, i den hårde kerne og i det nordsjællandske rigmandsmiljø. Men ingen vidste, at Keld var på sprøjten. Han var selv med til at banke nogle af de lusede narkomaner, som ikke regnes for noget i undergrundsmiljøerne.
Kelds narkoforretning voksede. Hele tiden holdt han sammen med Susanne, og han havde både våben og stoffer liggende fremme derhjemme, mens deres to børn rendte rundt i stuen.
– Jeg solgte flere kilo hash og amfetamin hver uge og også lidt heroin. De rige puttede penge i mig, jeg købte op og solgte videre. På den måde, blev jeg ved, til jeg var 36 år. Hver uge solgte jeg flere kilo hash. Det kunne ikke betale sig for mig at arbejde det gav flere penge at sælge narko. Jeg så mig selv som en narkokøbmand min ambition var at blive en anset pusher. Og det var jeg også, for jeg betalte og leverede mine ting til tiden. Fordi jeg havde forbindelserne, blev jeg også brugt, når nogen ville sælge deres tyvekoster. Jeg købte det af dem og solgte det videre.
Kelds pushertilværelse fik imidlertid et brat knæk, da hans kæreste opdagede, at han var sprøjtenarkoman.
– På et tidspunkt stak min kæreste sig på min sprøjte, som lå i min jakkelomme. Jeg var blevet skødesløs med at gemme den, fordi jeg andre gange havde kunnet tale mig fra det, når hun opdagede den, ved at sige, at den var blevet efterladt af nogle kunder. Men nu gik den ikke længere. Jeg var 36 år og havde været på sprøjten i 18 år uden at nogen vidste om det bortset fra ham, som jeg købte det første gram heroin af.
– Min kæreste kom skrigende og hylende ind i stuen med sprøjten i hånden og spurgte: Hvad er det? Er du sprøjtenarkoman? Jeg forsøgte at forsvare mig med, at både hun og jeg altid havde taget et eller andet. Hvad var forskellen på det og en sprøjte? Det ved du godt Keld. Sprøjten er det sidste, man gør svarede hun.
– Enten skulle jeg gå, eller også gik hun. Jeg gik, mens jeg tænkte, at hun var sær, og at det gik over i morgen.
Efter Keld var blevet smidt ud hjemmefra, opdagede han, at han ikke fik lov at flytte ind igen, og så begyndte en treårig vagabondtilværelse.
– Jeg boede lidt rundt omkring hos venner og bekendte i hele landet, men de hørte efterhånden alle sammen, at jeg var på sprøjten, og så var der ingen, som ville kendes ved mig. En af dem sagde endda til mig: Du er så dum, at du ikke er værd at slå på. – Til sidst var det kun de narkomaner, som jeg tidligere havde banket, der ville være sammen med mig. Men det kunne jeg ikke holde ud, for de andre narkomaner var dødligeglade med livet. I stedet holdt jeg mig for mig selv og boede til sidst under nogle buske i en park i Odense.
Mens Keld langsomt sank mod bunden opdagede han, at hans egen nedre grænse hele tiden blev flyttet.
– Sådan et liv er ligesom en kinesisk æske. Du tror hele tiden, at du har nået bunden og ikke kan synke dybere ned. Du tænker, at dét der, kommer du aldrig til at gøre, og så et par uger efter gør du det alligevel. Der er hele tiden en ny bund.
– En dag sidder jeg i Kongens Have i Odense og skal lige til at fikse, da der kommer en kvinde forbi, og hun stopper op.
– Hvad laver du? spurgte hun mig. Jeg ånder og lever på heroin, og jeg skal dø på heroin, svarede jeg hende. Så begyndte hun at græde og sagde, at der var én, der elskede mig, og det var Gud.
– Kvinden, som hed Monna, inviterede mig ned til fredagscafé i hendes kirke en café for misbrugere og hjemløse. Jeg kiggede kun på hendes taske, og stjal senere penge fra hende.
– Men jeg begyndte at komme fast i fredagscaféen og efterhånden også til gudstjenester i kirken. Jeg kom for at udnytte folk og stjal, hvad jeg kunne komme til.
– Monna spurgte et par gange, om hun og nogle andre ikke måtte bede for mig, men det afviste jeg. Da hun spurgte mig tredje gang, sagde jeg ja, og så bad de for mig midt på kirkens parkeringsplads. De lagde hænderne på mine skuldre, mens de bad, og jeg sank på knæ og græd som en pisket hund, mens jeg hylede og skreg. Jeg græd, som jeg skulle have grædt, da min kæreste smed mig ud. Efter bønnen var jeg helt ude af den, og jeg troede, at jeg var ved at få abstinenser, indtil jeg kom i tanker om, at jeg lige havde taget et fiks, inden jeg gik ned i kirken, så det kunne ikke være det, der var i vejen.
Det gik efterhånden op for Keld, at dem fra kirken bad til Gud om, at Kelds liv måtte blive forvandlet. Han hørte dem bede for sig og opsøgte også selv samtaler og bøn.
– Jeg begyndte at komme ofte i kirken og snakkede og bad sammen med Anna, som arbejdede på kirkens kontor. Mit mål med at komme i kirken var stadig at udnytte folk, men de blev ved med at snakke om, at jeg skulle i behandling, og at de kunne bede mine abstinenser væk. Der var især én mand, som blev ved med at sige: Keld, Gud elsker dig. Hvad har Gud nogensinde gjort for mig? spurgte jeg ham på et tidspunkt om. Gud har gjort alt for dig, Keld, svarede han, og så græd han. Jeg fattede ham ikke, og jeg nedgjorde ham.
– I den periode jeg kom i kirken, kunne jeg ikke mere. Jeg kunne ikke sælge stoffer, og jeg var ikke længere i stand til at stjæle uden at blive opdaget. Jeg var skrupforvirret og vidste ikke, hvad jeg skulle.
– En dag, da jeg sad og snakkede med Anna på kontoret, foreslog hun mig, at vi ringede til lederen af Sønderholm Centeret, Elin Engell-Hansen. Og da jeg snakkede med hende, sagde hun det samme til mig som alle de andre: Vi kan bede dine abstinenser væk. Hun sagde det med sin blide kvindestemme, fyldt af kærlighed, og da jeg hørte det, var der et eller andet i mig, som knækkede fuldstændig sammen.
– Hun er ligeså skør som dig, sagde jeg til Anna. Lægen har sagt, at jeg skal have 21 metadoner om dagen, for at holde abstinenserne væk, og så siger du, at I kan bede dem væk!. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle vælge: Metadon eller behandling. Hvad vil du Keld? spurgte Elin. Hvis jeg fortsætter som nu, er jeg død, inden vinteren er ovre, svarede jeg.
– Jeg valgte derfor at prøve Sønderholm Centeret. Aftalen var, at jeg skulle komme ned i kirken den førstkommende søndag, så ville de køre mig til Sønderholm Centeret. Jeg undrede mig over, at folk i kirken stadig ville hjælpe mig, selvom jeg havde stjålet fra dem, løjet over for dem, bedraget og snydt dem og endda truet dem med pistol.
– Om morgenen inden jeg skulle af sted, bad jeg til Gud det var nok første gang, at jeg rigtigt bad. Jeg spurgte: Hvad skal jeg gøre? og så følte jeg, Gud sagde: Du skal gå ned i kirken og tage imod alt, hvad de vil give dig.
– Da vi kørte mod Nordjylland, troede jeg, at jeg skulle have kvalme og abstinenser, men jeg fik det tværtimod bedre og bedre. Da vi kom til korset heroppe ved vejen, rejste hårene sig på mine arme, og jeg følte det som om en stemme sagde til mig: Nu er du hjemme.
– Elin kom ud på gårdspladsen og sagde: Velkommen Keld. Er du kommet for at få det godt?
– Da de lidt senere bad for mig, kunne jeg mærke, at den sprøjte, som havde været over hele mit liv, knækkede. Derefter sov jeg mere end 12 timer i træk, og det er umuligt for en junkie, som ikke kan sove mere end tre-fire timer ad gangen. Jeg gik ind på Elins kontor og spurgte: Hvad gav I mig i går, inden jeg skulle sove?
– Ikke noget. Vi bad for dig, svarede hun. Vi bad, og Gud gjorde noget ved det. Jeg havde hverken stoftrang, abstinenser eller kvalme, og Elin blev ved med at sige: Det er et mirakel, og jeg anede ikke engang, hvad et mirakel var.
– I løbet af de tre første måneder, jeg var på Sønderholm Centeret, viste Gud mig min kommende kone, vores søn Jonatan og en hel masse ting, som han ville gøre i mit liv. Han viste mig også mit kommende job, og han sagde til mig, at jeg skulle på en bibelskole i udlandet sammen med ligestillede. Jeg skulle dygtiggøre mig og lære af de kristne, og det brugte jeg så de næste tre år på.
– Gud talte til mig ved at vække mig tidligt om morgenen med en mild stemme: Keld, stå op. Og så satte jeg mig ned og skrev alt det ned, som Gud gav mig.
Siden da er Keld blevet gift med Anna. Sammen har de fået sønnen Jonatan, og Keld er blevet misbrugskonsulent fra Frederiksberg Hospital, mens Anna har uddannet sig til pædagog.
I to år har parret arbejdet med familierådgivning og hjælp i Norge det meste af tiden med det overordnede lederansvar for et familiecenter med plads til 15 familier. Så da bestyrelsen for Sønderholm Centeret henvendte sig i januar i år for at spørge, om Anna og Keld ville overtage lederansvaret på Sønderholm Centeret, var Anna og Keld ikke med på den lige med det samme.
– Vi havde det rigtig godt i Norge, og selv om jeg vidste, at vi en dag skulle tilbage til Danmark igen, så havde jeg sagt til Gud, at jeg ikke ville vende tilbage, før han kaldte mig til det. Så vi fortalte bestyrelsen, at vi ville bede og tænker over deres tilbud og så give svar ved lejlighed. Men de bad os om at give et svar, inden der var gået en uge.
– Da jeg bad til Gud, oplevede jeg, at hans svar var: Sagde du ikke, at du ville kaldes? Og har jeg ikke kaldet dig?
– Anna havde længe haft det sådan, at Gud ville have os til Nordjylland, så for hende var det et naturligt skridt.
Anna og Keld har været på Sønderholm Centeret siden den 1. juli. Udover Anna og Keld er der tre andre ansatte samt nogle frivillige medarbejdere. Der er plads til i alt 12 beboere på centeret.
