Hinduskrift ledte ham på sporet af Jesus

En forhenværende hindupræst har været på besøg i Danmark og fortalt, at hinduernes skrift Bhagavad Gita forudsiger, at Gud bliver menneske”Det er alt sammen en skygge af det, der skul-le komme. Men sagen selv kom med Kristus”, skriver apostlen Paulus med henvisning til Det gamle Testamente. Det samme kan siges om de hinduistiske vedaer, både Upanishaderne fra ca. 2000 f.Kr. og Bhagavad Gita fra ca. 300 f.Kr. Det mener i hvert fald Sadhu Chellappa, tidligere hindupræst og nu menighedplanter i Tamil Nadu provinsen i Sydindien.
”Jeg er vejen. Den, som tilbeder mig, skal ikke fortabes. Jeg er begyndelsen, midten og enden. Kom kun til mig, så vil jeg give jer fred og evigt liv. Sørg ikke, jeg vil tilgive jeres synder. Jeg er offeret i dette legeme.”
Med disse ord indleder den indiske ”sadhu”, lærer, som regel sine foredrag.
– Hvor stammer de fra, spørger han så en given forsamling, som han også gjorde for nylig, da han besøgte en række tamilske menigheder i Danmark.
– Bibelen! – svarer tilhørerne som regel.
– Nej, de er fra Bhagavad Gita, forklarer han, og han kender sit stof til bunds.
Som medlem af præsteslægten ”brahminerne” læste han til hindupræst som ganske ung. Men mens hans lærere lagde mest vægt på at lære vedaerne udenad, spekulerede han meget over det, han læste i Upanishaderne, Rig Veda og Bhaghavad Gita. Og lagde især mærke til det, han ikke fandt:
Her fandt han nemlig intet af det flerguderi, hinduismen er så kendt for i dag. Der er tilsammen 300.000 guder i hinduismen. I Baghavad Gita, ”Den Højestes Sang”, fandt han derimod monoteismen, læren om én personlig Gud, at mennesker er syndere, men at ofringer af dyr og lign. ikke er nok til at frelse. Han opdagede profetier om, at Gud selv ville blive menneske og være det fuldkomne offer for synd.

Når Chellappa spurgte hvem dette menneskeoffer var, kunne præsten intet svare. Og når han provokerende spurgte, hvorfor hinduerne dyrkede flere guder i stedet for skrifternes ene personlige Gud, og hvorfor de vedblev med at ofre dyr i hindutemplerne, når Baghavad Gita udtrykkeligt sagde, at det intet hjalp, blev han til sidst smidt ud af præsteskolen med den beskyldning, at han var blevet kristen.

Den unge Chellappa havde nu mistet sit livsgrundlag og kastede sig ud i druk og hasardspil og endte med et selvmordsforsøg. Men lige inden han skulle kaste sig ud fra et tog, hørte han en højttaler fra et kristent friluftsmøde fortælle om Jesus, Guds offer for menneskers synd, akkurat som han havde læst i Bhagavad Gita. Han gik derhen, fik en Bibel med hjem og spærrede øjnene op:
– Her fandt jeg tabernaklet i ørkenen med den samme indretning, som hindutemplerne har i dag. En indgang, en forgård, en pæl at binde offerdyret til, mens det slagtes, et alter med et fad til skuebrød på den ene side og en skål med dyrets blod på den anden. Bag alteret er det hellige og inderst inde det allerhelligste.
– I det gamle Israel havde præsten tillige en kappe med klokker for neden. Det var, for at folket udenfor kunne høre, om han stadig var i live, efter at Herren havde åbenbaret sig. I dag ringer hindupræsterne også med en klokke, når de går ind i det allerhelligste, men ingen ved hvorfor.

Sadhu Chellappa blev med læsningen mere og mere overbevist om, at Bibelen var Guds originalmanuskript, og at Jesus var den inkarnerede Gud, verdens frelser. Så en dag bøjede han sig og anerkendte denne Gud, inviterede Jesus ind i hjertet og rakte begge hænder frem som for at modtage Helligånden i en skål.
– Jeg blev så fyldt med en usigelig glæde, at jeg følte, jeg kunne svæve. Her havde yogamestrene lovet, at man kunne opnå en erkendelse, hvor man helt fysisk svævede over jorden – uden at det nogen sinde er sket – og her fik jeg en ”svævende” oplevelse helt uden anstrengelse, pointerer Chellappa med et glimt i øjet.
Mødet med gudsmennesket, der ofrede sig selv, Jesus Kristus, forandrede Sadhu Chellappas liv for bestandig. Hans kone og hans søster så forandringen: Han var ikke længere en ansvarsløs selvmordskandidat. Så de spurgte, om de ikke også måtte lære denne Jesus at kende. Kort efter bredte vækkelsen i præsteslægten sig, så alle søskende, hans forældre og bedsteforældre nu er kristne.
Selv rejser Sadhu Chellappa Sydindien tyndt i den karakteristiske orange sadhu-dragt og fortæller det kristne budskab med udgangspunkt i de vediske skrifter. I starten var kristne fra etablerede kirker meget skeptiske og troede, det var religionsblanderi, men nu bliver han ofte inviteret ind i kirkerne for at indvie dem i skyggerne af Jesus Kristus i hinduernes hellige skrifter.

Og nu i Vesten bliver han ofte spurgt, om gudesønnen Krishna i Bhagavad Gita er den samme som Kristus. Hare Krishna bevægelsen blev populær i Vesten i 1970’erne, selv om de – ligesom Transcendentalmeditationen – er totalt ukendte i Indien.
Nej, Krishna og Kristus er ikke den samme, svarer han på den noget kryptiske indiske facon:
– En person i en historie kan ikke være den samme som en person i historien. Bhagavad Gita er et digt, hvor en opdigtet guddom, Krishna, er i dialog med sin discipel, Arjuna. Kristus levede i historien, i tid og sted – han er virkelighed!
Men når det er sagt, er der da underfundige ligheder mellem de to, fortæller Chellappa:
– Da Kristus blev født, ville Kong Herodes dræbe ham. Da Krishna blev født, ville en Kong Kamsa dræbe ham. Da Kristus blev født, blev mange børn under 2 år dræbt. Også da Krishna blev født, blev mange spædbørn dræbt. Da Kong Herodes efterstræbte Kristus på livet, flygtede hans forældre med ham til Ægypten. Da Kong Kamsa ville dræbe Krishna, tog hans far ham med udenlands. Bibelen fortæller os, at Kristus knuste slangens, dvs. Satans hoved. I Bhagavad Gita fortælles, at Krishna danser på slangens hoved.
Men samtidig er der mange forskelle:
– Kristus blev født af en jomfru, Krishna af en mand og en kvinde. Kristus var den førstefødte, Krishna den ottende i søskenderækken. Kristus var syndfri, Krishna begik alle mulige utugtige handlinger. Kristus helbredte de syge, det gjorde Krishna ikke.
Og endelig er evangeliets kerne det, der for alvor skiller de to religiøse skikkelser:
– Kristus vidste, at han skulle dø, det vidste Krishna ikke. Han døde ved et vådeskud, ved et uheld. Kristus opstod fra de døde, det gjorde Krishna ikke, slutter Sadhu Chellappa.

Under sit Danmarksbesøg var han inde og se Mel Gibsons film ”The Passion of the Christ”. Og havde ingen problemer med at forstå filmen, der mest foregår på aramæisk:
– Det ligger meget tæt op ad sanskrit, så det var ingen sag! – fortæller han.