Jesus går igen på slottet

600 børn mødte Jesus og en række personer fra Bibelen lyslevende på slottet Koldinghus I fredags rundede 600 skolebørn fra Koldings 3. klasser ugen af med et noget anderledes besøg på byens vartegn, slottet Koldinghus.

Jerusalems ypperstepræst Kaifas bød skolebørnene velkommen til Koldinghus

Børnene dumpede lige ind i det syngende indtog mod Jerusalem, hvor de selv havde fremstillet palmeblade og lært nogle sange.
På slottet blev de budt velkommen af Jesus og syv andre personer fra Det Nye Testamente, som fortalte deres historier.
Selv om det grangiveligt lignede personer, der var steget ud af en 2000 år gammel bog, var det i virkeligheden præsterne fra Kolding provsti, der havde smidt den sorte præstejkole og klædt sig ud til lejligheden.
Johannes Døberen sad i den mørke, klamme og kolde fangekælder og ventede på at miste hovedet, og Maria Magdalene smurte børnene ind i lidt af den olie, hun salvede Jesus med.
Hos Bartimæus prøvede børnene, hvordan det var ikke at kunne se. Og hos Simon Peter afleverede børnene de fisk til hans fiskenet, som de havde lavet og fået fortalt om på skolen i forvejen. Og inden oplevelsesdagen havde de også været på besøg i kirken, hvor præsten fortalte om Johannes Døberen og Jerusalems ypperstepræst, Kaifas. Og da børnene fandt hans Kirkesal på Koldinghus, kunne de aflevere de flotte tora-ruller, som de havde lavet til ham.

Zakæus gav boller

Det var noget af et logistisk puslespil, da de 600 børn skulle til og fra Koldinghus og færdes rundt på slottet. Så oppe på slottet var det nødvendigt at lade to parallelle forløb foregå samtidigt. Det betød også, at der blev roller til næsten alle byens præster.
Hele dagen sluttede med en fest i ”Riddersalen”, hvor Jesus og den lille overtolder Zakæus var hoppet ned fra sit træ og var vært for sponsorerede boller og juice-brikker.
Det var anden gang Kolding-præsterne inviterede 3. klasserne indenfor på Koldinghus. En idé som stammer fra den kendte digtepræst Holger Lissner.
Projektet har været i gang på skolerne og i de lokale kirker siden sommerferien, hvor eleverne har forberedt sig og blandt andet lavet palmeblade, fisk og tora-ruller til dagen.