Skal det være så svært?

De fleste af os bruger meget lidt tid på at finde meningen med livet. Alt for lidt tid på det allervigtigste.
„Enhver, som er alvorligt interesseret i videnskabens fremskridt, bliver overbevist om, at en ånd viser sig i universets love – en ånd, som er menneskets uendeligt overlegen og overfor hvilken vi med vor begrænsede evne ikke kan undgå at føle os ydmyge.“
Albert Einstein

Man har travlt med arbejde og familie… Og inden man ser sig om er livet smuttet væk mellem hænderne på én.
Men der er trods alt nogen, der – som Else Marie Halkjær på side 3 – gør et ihærdigt forsøg og flittigt går i deres sognekirke i håb om at begribe, hvad det hele handler om.
Desværre er det for mange en frustrerende oplevelse, må vi ærligt indrømme. Hvorfor skal det være SÅ svært?
En ting er, at den „middelalderlige“ form med en sort præstekjole fra 1500-tallet og gamle museumsagtige bygninger og orgler af mange opleves forældet og fremmed.
Men det kunne vi leve med, hvis blot troen var levende. Det viser sig nemlig, at moderne mennesker også tiltrækkes af katolske, ja ortodokse kirker, hvis stil på nogle områder er endnu mere uforståelig. Så det afgørende er ikke nødvendigvis formen, men at troen er levende og forkyndelsen føles konkret og relevant for vore personlige liv.
Det er her Helligånden kommer ind. For uden den åndelige dimension nytter al vores teologiske og filosofiske klog-snak ikke meget. Problemet er, at den moderne teologi har fået skabt en intellektuel, men åndløs kristendom.
Først når vi begynder at regne med Helligånden, sker der igen noget i vore kirker og i vore personlige liv.
Kristendom ER ikke svær og indviklet. Børn fatter det bedre end voksne, sagde Jesus. Det handler nemlig slet ikke om at forstå, men om at erfare i tro. For så forstår man!