Suk i september

Så blev det omsider efterår. En årstid, som hos de fleste fremkalder triste miner og en sur mumlen om, at „heller ikke i år fik vi en ordentlig sommer.“
Disse utilfredse danskere må være enten de såkaldt „skolesøgende“ børn, korndyrkende landmænd, fabrikanter af solparasoller, badetøj, solbriller m.m. – eller folk, som ikke har ansvar for en have.
For alle os, som med sammenbidte tænder kan fremhvisle den alt for populære salme „Du gav mig, oh Herre, en lod af din jord…“ har den regnfulde sommer været overordentlig tilfredsstillende – med modsat fortegn. Vi blev overdådigt bekræftet i vort martyrium med at holde haven fri for ukrudt, jf. Herrens ord til Adam: „Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig…“
Den slags bekræftelser er der på en paradoksal måde noget opbyggende ved, de er smedeslag på vor martyrkrone og kalder på medlidenhed hos vore medmennesker – men det bliver som regel kun til selvmedlidenhed.
Se nu bare til mælkebøtten – det må være den, der har inspireret til det kendte mundheld „Ukrudt forgår ikke så let.“ Ligegyldigt hvad man angriber den med af priklejern, giftsprøjte eller flammekaster, kommer den igen – og igen og igen. Hvert forår, når dens krøllede blade dukker op i salatbedet, mindes jeg linjen „Vi kender hinanden fra somren i fjor“ i Johan Skjoldborgs husmandssang. Han hentyder dog til den jublende glade lærke, hvoraf jeg slutter, at den husmand aldrig har haft have.
„Skuld’ gammelt fjendskaw rent forgå“, som Jeppe Aakjær (næsten) synger – skulle det virkelig en dag lykkes et kemikaliefirma at finde det endegyldige, absolut og definitivt dræbende middel mod mælkebøtten, så den forbliver under jordens overflade, kan vi haveejere stadig smede videre på martyrkronen, så længe der er skvalderkål, tidsel, senegræs, vejbred, snerre osv osv. at bekæmpe.