Intelligent design

– At menneskene nedstammer fra aberne er solidt dokumenteret – med genetiske analyser og med så talrige fossilfund, at man ikke længere kan tale om missing links.Jeg var ved at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg læste denne triumferende fanfare, der indledte et indlæg af biologen Kåre Fog i Jyllandsposten den 18. oktober. Den minder mig om Iraks latterlige minister, der i Irak-krigens sidste dage proklamerede i fjernsynet, at amerikanerne var langt væk og slet ikke havde overtaget – mens de i virkeligheden stod lige udenfor døren til studiet.
Som almindelig halvstuderet røver føler jeg trang til at stille darwinisterne nogle spørgsmål. Ifølge darwinismen er enhver udvikling forårsaget af et behov, som den pågældende organisme får for at være bedre rustet til at overleve, thi her gælder junglens ubarmhjertige lov: Kun den stærkeste overlever. 
Mange fugleæg har en skal med farver, der gør det sværere for fjenderne at opdage dem i græsset, i sandet, på klipperne eller mellem træerne. Hvornår fandt æggene ud af, at det ville være smart og gik over til dette mere intelligente design?

Det samme kunne man spørge om, når det gælder fugles og insekters camouflagefarver. Hedelærkens brune fjerdragt, snerypens hvide farve, visse larvers sammenfald med omgivelserne, et insekt som „den vandrende pind“, der ikke er til at skelne fra værtsplantens stængler og blade – og så er der sommerfuglelarvens helt utrolige udvikling fra pupper til vidunderligt smukke flagrende væsener. Kom den mon i gang, da den tænkte: „Jeg er træt af at blive jagtet af fuglene – det kunne egentlig være rart at kunne flyve ligesom dem!“ Har den virkelig selv fundet på det eller står der en suveræn drivkraft bag?
De flittige bier har i årtusinder fungeret som postillon d’amour mellem blomsterne uden at vide det – de stikker bare snabelen ned i dem for at få fat i den søde nektar uden at ane, hvad deres bagben foretager sig! Hvornår fik blomsterne bien med på den galej ved at tænke: „Vi må til at producere en sød væske, så vi kan lokke bierne til og blive bestøvet!“
Svaret findes på Bibelens første blade, men man kunne også spørge et par af dem, der er trængt dybt ind i skaberværket:
„Enhver, som er alvorligt interesseret i videnskabens fremskridt, bliver overbevist om, at en ånd viser sig
i universets love – en ånd, som er menneskets uendeligt overlegen og overfor hvilken vi med vor begrænsede evne ikke kan undgå at føle os ydmyge.“
(Albert Einstein)

„Lad være med at fortælle Gud,
hvad Gud gør.“ (Niels Bohr)

De store filosoffer var også mere ydmyge end darwinisterne: „Fornuftens største indsigt er,
at fornuften har en grænse.“ (Blaise Pascal)

Er det ikke meget rimeligt at antage, at fornuften når sin grænse og sin beundringsværdige evne til at analysere, når den står overfor det ufatteligt intelligente og overdådigt kreative væsen, vi kalder Gud?