Guds vrede og straf

”Kan det tænkes, at der skal ske noget, der ikke er godt, før alting ender godt?”. Det er et spørgsmål, som jeg stiller i min nye bog: ”Farvel til dommedag – med det kristne håb”.

I den forbindelse nævner jeg en oplevelse, jeg havde for mange år siden, da én af vores drenge i børnehaven havde været til en teaterforestilling. De havde set eventyret om Hans og Grethe, og han fortalte ivrigt om heksen, der havde taget Hans og Grethe til fange. Det havde været uhyggeligt, men heldigvis lykkedes det Hans og Grethe at komme ud af hendes fængsel. For de snød heksen, og til sidst smed de hende ind i ovnen! ”Puha!” sagde jeg lettet: ”Så døde heksen da heldigvis!” ”Nej” fortsatte han. ”Hun døde ikke, for rotten kom og hjalp hende ud igen.”

”Rotten!?” spurgte jeg. Hvad var det for noget? Hvor kom den fra? Den historie kendte jeg ikke. Jeg kender kun eventyret, hvor heksen dør til slut. Næste dag spurgte jeg en pædagog i børnehaven, hvad det dog var for en forestilling, de havde set, og om det var rigtigt, at der var lavet om på slutningen, så den endte med, at heksen blev reddet? Det bekræftede hun og tilføjede, at der sikkert var lavet om på slutningen for at skåne børnene.

For at skåne børnene? Tænk at tro, at man skåner børnene, ved, at den onde heks bliver reddet ud af ovnen? Det betyder jo, at den onde og skyldige går fri. Hvordan skulle det kunne være beroligende eller en måde at skåne børnene på? Så har den onde netop ikke fået sin straf, men lever og har frit løb og kan fortsat gøre sin gerning og måske endda dræbe andre børn. At en historie ender godt, er ikke altid godt. Det onde må fjernes, før historien kan ende lykkeligt.

Det samme kan man indvende imod det gudsbillede, der vil afvise, at Gud straffer eller reagerer på ondskab i verden. For vil det altid være godt at høre? Nej. Også her er det nødvendigt med et opgør. Det er bare ikke vores opgave som mennesker eller medmennesker. I Romerbrevet 12, 19 står der: ”Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: ’Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,’ siger Herren.”

De ord er ikke en trussel, men evangelium, et glædeligt budskab. Vi er nemlig fritaget fra at dømme os selv og hinanden i troen på, at ”den der bedømmer mig er Herren” (1. Kor 4,4).