Derfor gled Sara ud af kirken

Hun ville selv tage ansvaret og ubevidst bar hun på skylden og blev kynisk overfor det, hun tidligere havde holdt af…Sara kendte det hele – hun var vokset op med frikirken. Og hun var blandt de aktive, som førte an i lovsang, bøn og evangelisation. Men en personlig fiasko fik hende til at trække sig ud…
Saras historie er ikke enestående, derfor fortæller vi den. Hvert år forsvinder mange ud af frikirkernes bagdør. Først og fremmest fordi de ikke kan leve op til deres egne idealer.
– I mit tilfælde var det ikke et oprør mod hverken kirken eller Gud. Jeg var utilfreds med mig selv. Og så var det nemmere at blive væk, fortæller Sara om de år, hvor hun gled væk fra kirken.

Sara Laadahl Madsen (23) voksede op i Apostolsk Kirke i Esbjerg, hvor hendes far var ældste, og nu er forstander. Det var et godt og trygt fællesskab, og Sara skulle naturligvis på frikirkens efterskole i Kolding. Her var hun blandt de mest engagerede. Hun fortalte andre, hvad de skulle tro og gøre. Var måske endda lidt fordømmende, husker hun.
Men så var det, at hun som 17-årig blev udsat for en „date-rape“. Et stævnemøde, som udviklede sig til noget, der lignede en voldtægt. Hun følte sig i hvert fald presset til at gå for langt på det seksuelle område.
Hun skyndte sig at fortrænge den ubehagelige oplevelse, men hun havde fået et sjæleligt knæk. Hun havde mistet sin barnlige tillid.
– Jeg kom fortsat i kirken og var fortsat aktiv, men jeg var skuffet – måske mest over mig selv – og jeg blev efterhånden kynisk overfor det, der foregik. Jeg følte en personlig fiasko, men det var nemmere at tage afstand fra de andre.

Sara fik en ny kæreste. Han var ikke kristen, men det kunne hun ikke se noget galt i.
– Jeg retfærdiggjorde, at vi flyttede sammen. Han havde en bedstefar, der var indremissionsk, men hans mor havde taget voldsomt afstand fra troen. Alligevel kunne vi snakke om Gud og bede sammen, så jeg troede, at jeg skulle frelse ham, fortæller Sara.
Saras nye kæreste var en meget dygtig rock-musiker, og da hans band vandt en konkurrence i TV3 og dermed også en pladekontrakt, flyttede Sara med sin ven til København.
– Vi var det perfekte musikerpar. Vi levede i det smarte miljø og nød storbylivet det sidste af de tre år, vi kom sammen. Vi gik til kristne koncerter, men efterhånden kom jeg stadig mindre i kirken. Flere gange følte jeg, at Gud rakte ud efter mig. Jeg blev ofte rørt, når jeg kom i en kirke – men jeg kunne ikke tage imod Guds udstrakte hånd, for mit hjerte var hårdt og koldt. Så var det lettere at blive væk…

Men Sara havde længe haft en idé om, at hun ville ud og opleve verden på en af Ungdom Med Opgaves DTS-skoler i udlandet. – Jeg havde oplevet så meget autentisk med Gud, at jeg ikke bare kunne droppe det, og jeg opfattede også mig selv som kristen, selv om jeg gradvist havde trukket mig ud af kirken.
Saras ven vidste godt, at hun ville på DTS, men han kunne ikke lide tanken om at være alene. Hver gang hun talte om DTS, blev han meget urolig. Hans karriere som musiker var ikke helt så tillokkende mere, for pladekontrakten røg i skraldespanden, da bandet gik i opløsning. Han blev klar over, hvor kynisk og manipulerende den glimtende musikbranche kan være.
Skulle han nu også undvære Sara i et halvt år… Han begyndte at blive desperat.

– Mens jeg udfyldte ansøgningen om at komme på en DTS-skole i New Zealand, måtte jeg tænke over mit eget liv. Jeg skulle svare på spørgsmål om „hvor er du nu i dit forhold til Gud“ og når jeg læste i Bibelen stødte jeg hele tiden på vers om utroskab.
– Jeg vidste bare, at der var noget galt.
Selv om vi ikke var gift, så havde vi gjort alt det, der skaber et ægteskab, så jeg ville ikke bryde med min ven. Men samtidig havde jeg bedt Gud om, at han ville tage min ven fra mig, hvis det var nødvendigt.
Efter et stort detektivarbejde afslørede jeg, at min ven var mig utro, og at vores forhold var fyldt med løgn og bedrag.
Men mit hjerte var smadret. Jeg havde det elendigt. Jeg sad ude på badeværelset og græd. Så mærkede jeg, at der var nogen ved siden af mig. Jeg vidste det var Jesus, men jeg ville ikke se op. Jeg havde en meget virkelig følelse af at se nogle fødder. Men jeg sagde: Nej, ikke nu. Jeg kan ikke nu…
Alligevel gjorde det mig godt, at Jesus ikke havde forladt mig på grund af min synd. At han fortsat rakte ud efter mig, selv om jeg ikke kunne holde ud at se op på ham.
Det samme gentog sig senere. Jeg så kun hans fødder…
Midt i kaos og smerte var det en lettelse at vide, at om 1½ måned var jeg i et fly på vej om på den anden side af jorden – langt væk. Jeg brugte tiden til at tjene penge ved at arbejde både i København og hjemme i Esbjerg. Jeg havde flyttekasser stående tre steder.

– Da jeg kom til New Zealand, havde jeg bare lyst til at tage hjem igen. Hvorfor var jeg her? Den første uge var vi på en ryste-sammen tur i en nationalpark, og jeg var bare så vred over alting. Jeg kunne ikke holde de andres religiøsitet ud. Jeg var begyndt at blive som min tidligere vens mor, der blev stiktosset, hver gang hun hørte ordet kirke. Mit hjerte var hårdt og koldt.
Selv om jeg var stoppet med at ryge efter 7 år, fik jeg nu lyst til at gøre det i oprør imod kirken. Jeg begyndte også at planlægge min flugtvej. Jeg ville gå ud til vejen og stikke af og så købe en billet med mit visa-kort, tænkte jeg.
Dengang jeg havde gået på efterskole, havde jeg følt Helligåndens nærvær, når vi bad og sang. Jeg havde armene højt i vejret og talte også i tunger. Men her… Jeg kunne ingenting!
Den første undervisning handlede om at høre Guds stemme, og jeg forstod simpelthen ingenting de første tre dage. Men fordi jeg havde betalt så mange penge for at være her, blev jeg ved. Og pludselig slog der revner i mit hårde og kolde hjerte. Skallen krakelerede. Jeg skrev det ned i min dagbog, for det var mærkeligt. Jeg tog imod tilgivelsen og min perfekte stil faldt sammen.
Jeg gik til rådgivning og forbøn hos en kvinde, som bad mig om at tænke på mit første kæresteforhold, hvor der var sket noget seksuelt. Jeg havde helt fortrængt det, men nu kom det frem som en åbenbaring. Indtil nu havde jeg selv taget ansvar for det hele. Det var min skyld. Hun fik mig til at forstå, at det ikke kun var min skyld, og at jeg også skulle tilgive ham. Det gjorde jeg og blev fri fra min vrede og kynisme, fra skyldfølelse og andre negative følelser. Jeg kunne sagtens tilgive ham. Det sværeste var at tilgive mig selv.

– Nu fik jeg sådan en lyst til at læse i Bibelen igen, at jeg forsømte både møder, lovsang, fællesskab og udflugter. Jeg læste den flere gange og var overrasket over, hvor spændende den var. Jeg kunne se, at hele min tankegang var så egoistisk og verdslig. Jeg trængte til en fornyelse af sindet. Og hvor jeg før havde troet, at den slags fornyelser skete ved en oplevelse, så forstod jeg nu, at den skete ved at sindet blev fyldt med nye tanker fra alt det, jeg læste.
Hvor jeg før havde troet, at jeg kunne bedømme, når jeg var kritisk, så oplevede jeg nu, at det jeg læste fra Bibelen satte mig i stand til at skelne mellem det, der var ægte åndeligt, det der bare var menneskeligt og det, der var dæmonisk inspireret.
Jeg havde hørt i tusindvis af prædikener, men de var aldrig gået ind. De gamle kristne ord var ligesom ødelagt. En „forløser“ sagde mig ikke noget – men det engelske ord „redeemer“ fik mig til at forstå, at Jesus er den, der genopretter. Nu sad jeg her og læste, mens jeg hele tiden tænkte „nå!“ og „noj!“ Jeg blev forelsket i Jesus, og min tro blev igen barnlig og tillidsfuld.
– Jeg var bange for følelser, men Gud genoprettede det, der var stjålet fra mig, siger Sara med blanke øjne.

Hun fik på New Zealand en stor kærlighed til maorierne, som er indvandret fra de utallige små øer i Polynesien. De minder meget om Australiens aboriginals. Og da Sara kom hjem til Danmark i foråret, opdagede hun, at hun havde den samme ydmyge følelse overfor grønlændere og andre etniske folk.
– Jeg er normalt sikker på mig selv, men når jeg møder den slags folk bliver jeg ydmyg og ønsker at ære dem, siger hun uden præcist endnu at vide, hvad det betyder. Men hun har fået profetier om, at hun skal være med til at bygge bro mellem kulturer. Hun er selv halvt færing. Og nu vil hun læse sociologi i forventning om, at Gud fortsat har en plan med Sara.
Han havde aldrig forladt hende.