Du må ikke stjæle

Sidste uges klumme hed: du må ikke lyve, så lad os hoppe et bud tilbage og starte med en solstrålehistorieDa jeg var ca. mellem 9 og 12, havde jeg lidt for friske fingre, og det betød, at jeg fra tid til anden oplevede det mystiske, at noget af købmandens slik lå i mine lommer, når jeg forlod butikken. Det var ikke ret meget, jeg tog, men det var nok til, at jeg vidste det var forkert. Vi kendte købmanden ret godt, og det var ikke altid lige nemt at se ham i øjnene. På et tidspunkt holdt jeg op, og jeg begyndte at bede om tilgivelse for det, jeg havde gjort, men skyldfølelsen forsvandt ikke.
D. 7. august 1992, skulle jeg starte på efterskole. Jeg var nu 14 år gammel og skulle flytte hjemmefra. I et par år havde jeg nu bedt denne bøn om tilgivelse, men lige lidt havde det tilsyneladende hjulpet, måske fordi jeg vidste, hvad jeg egentlig burde gøre.
Da vi kørte igennem byen på vej til skolen, bad jeg min mor om at stoppe bilen. Jeg løb ind til købmanden og spurgte efter Svend, som han hed. Jeg fik at vide, han var nede i baglokalet, og med hjertebanken og tunge skridt gik jeg derned.
”Hej Anders”, sagde han smilende, der var ikke meget smil over mig. ”Der er noget jeg skal sige til dig”, sagde jeg, mens jeg begyndte at snøfte. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde stjålet, og at jeg nu godt ville betale ham 100 kr. for det jeg havde taget. Svend smilede bare igen og sagde, at han var glad for, at jeg var kommet, og at jeg ikke skulle betale noget. Han gav mig et klap på skuldrene og sendte mig afsted på efterskole som en glad dreng. Sjældent har jeg følt mig så syndfri som i det øjeblik, Svend satte mig fri.

Vi bruger ofte de 10 bud til at måle, om vi nu er en god kristen eller ej. Vi ser på dem og alle de andre henvisninger og bud i Biblen, og inden vi har set os om, så handler det at være kristen om, at der er en masse ting man ikke må, og endnu flere ting man skal gøre. Ud af det kommer så vores kommentar om, at ’det er så svært at være kristen’. Og samtidig med det har vi en verden, der ser det at være kristen som en stor begrænsning. Hvorfor? Fordi de kigger på os!
Men hvem er det, der begrænser hvem? Vi bilder os selv ind, at vi skal leve det kristne liv, mens Gud venter på at få lov til at hjælpe til. Inden jeg gik ind til Svend, måtte jeg bede den simple bøn i min magtesløshed, at Gud måtte hjælpe mig, for jeg kunne ikke selv, og det gjorde Han.
Gud ønsker aldrig at begrænse dig, men han ønsker at gå foran dig i det fede liv, et liv, hvor man fx aldrig lyver og stjæler. Ser du det som en begrænsning?